Når der er tale om kostvejledning, der er målrettet mænd,kan man udnytte konkurrenceelementet som en motivationsfaktor, foreslår Berith Reinholt Høstrup

KOMMENTAR: Kostvejledning målrettet mænd

Undersøgelser viser, at langt færre mænd forsøger at tabe sig, selvom tallene viser at over halvdelen af den mandlige befolkning over 16 år, er overvægtige. Der er derfor god grund til at tilpasse kostvejledningerne til mænd, så de appellerer til dem

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fokus på mænd

Ifølge tal fra Statens Institut for Folkesundhed er 52,7 procent af den mandlige befolkning, over 16 år, overvægtige. Hvorimod denne gruppe kun udgør 37,4 procent af den kvindelige befolkning over 16 år. Der er derfor grund til i det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde at skærpe opmærksomheden på mænds kostvaner. Desuden er overvægtige mænd mere udsat for helbredskomplikationer end kvinder, hvilket formentlig skyldes, at fedtaflejringen hos mænd hovedsageligt udvikles abdominalt - også kendt som "æbleformen".

På trods af den større andel af overvægtige mænd har flere studier vist, at mænd i mindre grad forsøger at tabe sig, og signifikant færre mænd end kvinder deltager i organiserede vægttabsprogrammer. Det kan blandt andet skyldes, at vægttabsprogrammer og sundhedskampagner ikke appellerer til mænd. For at tilpasse kostvejledning til mænd er der nogle faktorer, der bør tages hensyn til i kostvejledning.

Ydre rammer

Kostvejledning skal tilpasses de ydre rammer som arbejdslivet og andre familiemedlemmer sætter. Det skyldes, at mad og måltider er bundet til sociale relationer og sammenhænge og danner ramme for hverdagens fællesskaber. Således er kostvaner medvirkende til at manifestere et gruppetilhørsforhold.

Mænd kan eksempelvis styrke deres tilhørsforhold til et kønsfællesskab via røde bøffer, sovs og kartofler, mens der i en anden sammenhæng i for eksempel fodboldklubben drikkes øl i omklædningsrummet efter kamp. Det, at måltiderne kan opretholde ens tilhørsforhold, ligesom anerkendelse og socialt samvær er af stor betydning for motivationen, betyder, at disse faktorer er vigtige at medtænke i kostvejledning.

Vejlederens rolle

Vejledningen skal endvidere være karakteriseret af anerkendelse af den overvægtiges situation samt forståelse for kompleksiteten af overvægt. Som vejleder skal man vinde den overvægtiges tillid og tage sig tid til at lytte. Vejlederen skal være åben overfor, at manden kan se situationen anderledes end vejlederen. Manden er ekspert på sit eget liv, derfor er det centralt, at der bliver taget udgangspunkt i den overvægtige mands egne oplevelser af overvægt og situation.

Vejlederen bør tage udgangspunkt i overkommelige mål og håndterlige fremgangsmåder, således vil den overvægtiges tiltro til egen mestringsevne styrkes.

For at opnå overkommelige mål, bør målene være specifikke og målbare. Det vil sige, at der skal sættes tal på målet, således at man kan se, om det lykkes at opnå den ønskede ændring. Et uspecifikt mål som det at spise sundere er ikke målbart i samme grad som et mål, der lyder på at spise 600 gram frugt og grønt om dagen. Desuden bør målet være realistisk for den overvægtige. Der kan med fordel indgå realistiske delmål. Fordelen ved delmål er, at de rummer mulighed for løbende belønning og anerkendelse, når disse opnås. Når det er sagt, bør manden altid inddrages i formulering af mål samt planlægning af indsats.

Vejledning

I vejledningen skal der tages højde for, at mænds energibehov er større end kvinders. Det betyder, at den mad der foreslås skal være mættende men med et reduceret energiindhold. Grøntsager, som en del af en sammenkogt ret, appellerer mere til mænd end en blandet salat, der hovedsageligt består af vandholdige grønsager, hvor mæthedsværdien er lav.

Da tid ofte opleves som en barriere i forhold til at ændre kostvaner, er det endvidere vigtigt at fokusere på, at sund mad kan tilberedes uden ekstra tidsforbrug. Ligeledes er det vigtigt at fokusere på, at sundere kostvaner ikke nødvendigvis betyder, at man skal ændre sine kostvaner radikalt, men at den traditionelle mad kan tilberedes i en sundere udgave.

Kroppens ydeevne

Fokusering på effektivitet og dermed kroppens ydeevne kan virke motiverende for mange mænd. Der kan dog være nogle etiske problemer i at fokusere på de forhold, da overvægtige i forvejen er en gruppe, der ofte stigmatiseres i samfundet. For at minimere risikoen for at overvægtige stigmatiseres yderligere bør budskaberne udformes positivt, således at der fokuseres på, hvorfor det er effektivt at have en slank krop frem for at have fokus på, at det er ineffektivt at have en overvægtig krop.

Konkurrenceelement

Når der er tale om vejledning, der er målrettet mænd, kan man endvidere fokusere på konkurrenceelementet, da det kan være en motivationsfaktor for mange mænd. Man bør dog have for øje, at konkurrenceelementet kan være en ulempe for andre, da nogle mennesker kan give op, så snart de kan se, at de ikke kan vinde. Dette kan være på trods af, at de faktisk har opnået et vægttab, men som ikke er høj nok til at vinde.

Konkrete redskaber

Vejledningen bør desuden indeholde konkrete redskaber som for eksempel kontrolvejninger, visuelt vejledningsmateriale, vejledninger i forhold til portionsmængde og måltidsfordeling.

Det er min vurdering, at hvis man kan kapitalisere, hvor meget en vane koster på vægten, så har det stor indflydelse på den enkeltes motivation.

Berith Reinholt Høstrup, professionsbachelor i ernæring og sundhed

Læs mere