Københavns Professionshøjskole
"Vi skal have endnu flere unge til at vælge vigtige og spændende uddannelser, hvor de er til gavn for alle danskere og gør en forskel i virkeligheden”, siger Anne Vang Rasmussen.
Pressefoto
Anne Vang bliver ny rektor på Københavns Professionshøjskole
Det bliver Anne Vang Rasmussen, der bliver ny rektor på Københavns Professionshøjskole. Hun overtager posten efter Stefan Hermann.
Københavns Professionshøjskole (KP) har fundet en afløser for Stefan Hermann, som 1. oktober startede som administrerende direktør i Life Fonden efter Christine Antorini.
Fra 1. januar starter Anne Vang Rasmussen som ny rektor for KP. Hun kommer fra et job som direktør i Ballerup Kommune med ansvar for børne- og kulturområdet.
”Anne har stor erfaring med ledelse af store driftsorganisationer, viden om uddannelse samt erfaring med at deltage i og påvirke den politiske debat. Det er den helt rigtige kombination, der sammen med hendes personlige kompetencer gør hende til den rigtige rektor for Københavns Professionshøjskole”, siger KP's bestyrelsesformand Jesper Fisker i en pressemeddelelse fra KP.
Anne Vang Rasmussen har også tidligere været børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune og formand for Børne- og Kulturchefforeningen.
”Stillingen som rektor på KP er helt unik, og jeg glæder mig voldsomt til at komme i gang. Skoler, daginstitutioner, sygehuse, jobcentre og andre vigtige samfundsinstitutioner har mere end nogensinde brug for dygtige professionelle – ikke mindst her i hovedstadsregionen", siger Anne Vang Rasmussen.
Som rektor får hun ansvar for 21.000 studerende og 1.800 ansatte.