Christine Antorini stopper som direktør for Life Fonden, der udbyder naturfaglig undervisning til grundskolerne, for at læse til sygeplejerske på Københavns Professionshøjskole i Hillerød. Hun afløses af rektor for Københavns Professionshøjskole Stefan Hermann.
Foto: Life Fonden/KP
KP skal have ny rektor:
Hermann afløser Antorini - som skal læse til sygeplejerske
OPDATERET Tidligere undervisningsminister Christine Antorini stopper som direktør for Life Fonden for at læse til sygeplejerske. Hun afløses af rektor for Københavns Professionshøjskole Stefan Hermann.
"Jeg har længe haft lyst til at arbejde inden for sundhedsområdet, og jeg har derfor besluttet at uddanne mig til sygeplejerske", fortæller tidligere undervisningsminister Christine Antorini, 58, på LinkedIn. "Det er et enormt vigtigt og meningsfuldt hverv. Der er brug for mange flere. Det er en uddannelse, der åbner mange døre. Og jeg vil gerne være en del af denne opgave og lære faget i dybden for at kunne blive en forhåbentlig dygtig sygeplejerske i mange år frem".
Antorini har været direktør for det naturvidenskabelige undervisningsinitiativ Life Fonden, siden den blev dannet i 2020. Stefan Hermann har stået i spidsen for Danmarks største professionshøjskole, KP, med bl.a. lærer-, sygeplejerske- og pædagoguddannelse, siden professionshøjskolen blev til i 2018. Men nu skal de begge have nyt job, for Stefan Hermann afløser Antorini som administrerende direktør for Life.
"Jeg er både taknemmelig og stolt over at have fået muligheden for at være med til at bygge dette initiativ op i et tillidsfuldt samarbejde med Novo Nordisk Fonden og Life Fondens bestyrelse samt fondens utroligt dygtige og dedikerede medarbejdere. Det har været en virkelig svær beslutning at stoppe, men nu er Life Fonden kommet rigtig godt på vej, og derfor er det for mig er et godt tidspunkt til at skifte til en ny karrierevej", siger Christine Antorini i en pressemeddelelse.
Samme bestyrelsesformand
Det er tidligere departementchef i Undervisningsministeriet, nu direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker, der er bestyrelsesformand for både Københavns Professionshøjskole og for Life Fonden.
"Stefan er en meget dygtig leder og har gennem mange år spillet en central rolle indenfor uddannelsesområdet. Han har den rette kapacitet og drivkraft til at kunne fortsætte fondens videre udvikling i et tæt samspil med medarbejderne", siger han om valget af Stefan Hermann som ny direktør i det Novo Nordisk Fond-støttede Life fra 1. oktober.
Stefan
Hermann har stået i spidsen for Professionshøjskolen Metropol i
perioden fra 2008 til 2018 og dernæst Københavns Professionshøjskole.
”Det har været mit arbejdslivs
hidtil allerstørste opgave at være med til såvel at skabe som at lede Metropol
og siden KP, siger Stefan Hermann i en pressemeddelelse.
”Jeg giver nu stafetten videre
velvidende, at KP på den ene side har opnået meget, er veldrevet og fremsynet,
men også at der er store udfordringer forude. Det er med vemod, at jeg stopper
på KP, men også med glæde og gejst, at jeg nu kan kaste mig over nye
meningsfulde og vigtige opgaver i det pædagogiske felt i Life Fonden”.
Forperson for studenterrådet på KP Aksel Herlev Rasmussen ærgrer sig over, at Stefan Hermann stopper:
”Internt på KP har Stefan Hermann været med til at skabe en kultur med fokus på
bedre undervisning og de studerendes trivsel – i tæt samspil med netop de
studerende. Han stiller altid op, når vi kalder og har været både lyttende og
støttende overfor vores mange ideer og forslag. Det tætte samarbejde med
studerende har været en helt særlig faktor for ham blandt andet i arbejdet med
KP’s nye strategi. Noget som jeg håber, vil fortsætte under en ny rektor”, siger
Aksel Herlev Rasmussen.
Stillingen som rektor slås op med henblik på
besættelse så hurtigt som muligt. Der bliver afskedsreception på
Københavns Professionshøjskole for Stefan Hermann den 15. september 2023 på
Campus Carlsberg.