Skærme
Adgangen til sociale medier blokeres på københavnske skoler
Et flertal i Børne- og Ungdomsudvalget i København spærrer nu for skoleelevers adgang til flere hjemmesider
Opdateret kl. 14.21 med kommentarer fra SF og børne- og ungdomsborgmesteren. Red.
Der venter eleverne i Københavns Kommune en omvæltning, når kalenderen nærmer sig november.
Et flertal i kommunens Børne- og Ungdomsudvalg har netop besluttet, at det fra slutningen af oktober skal være slut med blandt andet sociale medier i skoletiden.
Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
I pressemeddelelsen fremgår det, at kommunen allerede i dag blokerer en række hjemmesider med "skadeligt indhold" ved hjælp af en firewall-løsning.
Det er denne løsning, der nu bliver suppleret og kommer til at spærre adgangen til hjemmesider for gaming, shopping og sociale medier.
Pressekontoret i Københavns Kommune oplyser til Ritzau, at det nye tiltag kommer til at træde i kraft den 31. oktober, og at det kommer til at være gældende for alle klassetrin på samtlige af kommunens skoler.
Blokeringen er dog kun gældende så længe, der er tale om brug af skolens netværk.
Derfor opfordres der også i pressemeddelelsen til at indføre en mobilpolitik på de enkelte skoler som supplement til løsningen.
Flertallet bag beslutningen består af Enhedslisten, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Alternativet.
Børne- og ungdomsordfører for Socialistisk Folkeparti Rasmus Steenberger i København ser det som et skridt på vejen til at forebygge en del af den mistrivsel, der findes blandt unge.
- Det går ud over vores relationer, hvis vi bruger for meget tid på skærmen.
- Håbet er, at vi med det her forslag kan sørge for, at børn og unge får bedst mulig tid til at være sammen, lyder det.
Blokeringen er dog kun gældende så længe, der er tale om brug af skolens netværk.
Og der opfordres derfor også i pressemeddelelsen til at indføre en mobilpolitik på de enkelte skoler som supplement til løsningen.
Alligevel er børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune Jakob Næsager (K) ikke en del af aftalen.
- Jeg vil hellere lære børnene om digital dannelse og det at begå sig på internettet end jeg vil lære dem om censur, siger han.
Han henviser til, at børn og unge kan tilgå de pågældende hjemmesider fra deres private telefoner og tablets.