Blågård Skole
På Blågård Skole i København iværksætter forvaltningen i København Kommune nu undersøgelser af både ledelse og tillidsrepræsentant. Tillidsrepræsentanten er hjemsendt.
Erik Nicolaisen Høy/Københavns Stadsarkiv
Ny drejning i sagen på Blågård: Ledelsen skal undersøges
Nu vil forvaltningen også undersøge ledelsen på Blågård Skole. Det sker efter, at lærerne siden hjemsendelsen af deres tillidsrepræsentant har sendt en klage over ledelsen til Arbejdstilsynet.
Ledelsen på Blågård Skole skal undersøges.
Det fremgår af en Aulabesked, som skolens ansatte modtog tirsdag. Det betyder, at sagen om den
hjemsendte tillidsrepræsentant på Blågård Skole på Nørrebro i København nu har taget en ny drejning.
Skolens arbejdsmiljørepræsentant
og supplerende tillidsrepræsentant sendte på vegne af lærerne på skolen i
sidste uge en klage til Arbejdstilsynet over skolens ledelse.
Det var en modhandling efter, at ledelsen havde sendt en klage til Arbejdstilsynet, hvor de anklagede skolens tillidsrepræsentant for krænkende handlinger. Den klage resulterede i hjemsendelsen af
tillidsrepræsentanten.
Nu har forvaltningen på baggrund af klagen fra lærerne valgt, at også ledelsen skal undersøges på samme måde, som det sker med tillidsrepræsentanten.
Forvaltning: Klager behandles på samme vis
Skolens ansatte blev i går klokken 13.40 informeret af områdechef i Børne- og
Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune Line Nordberg om, at der på skolen er
konstitueret en anden leder.
I beskeden bliver det konstateret, at der nu er to klager.
”Forvaltningen behandler de
to klager på samme vis. Det vil sige, at der i begge sager vil blive afholdt
møder med de relevante fagorganisationer, vurderet ansættelseslige forhold og –
i henhold til kommunens retningslinjer – iværksættes upartiske undersøgelser
for at afdække sagerne”, lyder det i Aula-beskeden, som Folkeskolen har set.
Forvaltningen uddyber overfor Folkeskolen, at sagen undersøges på samme vis, som det er sket med tillidsrepræsentanten, men kan på nuværende tidspunkt ikke komme det nærmere.
Lærere står sammen
Sagen tog sin begyndelse i slutningen af august,
da faglig klub fremsendte en skrivelse til områdeledelsen om deres arbejdsmiljø. Her gjorde de opmærksom på deres bekymring for den store udskiftning af lærere på skolen (ændret 2/10 kl. 10). Siden hjemsendte forvaltningen skolens tillidsrepræsentant, efter at skolens ledelse havde klaget til Arbejdstilsynet over krænkende handlinger og mobning.
Anklager som 33 tilstedeværende ud af i alt 38 lærere på skolen i et brev til forvaltningen kaldte ”grundløse”, og som havde til formål at lukke ned for en ”fuldstændig berettiget og konstruktiv kritik”.
Redaktionen har kontaktet alle skolens ledere. De er enten ikke vendt tilbage eller har henvist til Børne- og Ungdomsforvaltningen.