Da Amalie Aagaard stod med sit eksamensbevis i hånden i januar sidste år, var hun allerede ansat som lærer på en skole i København. Midt i året havde hun overtaget en 9. klasse, som hun skulle føre til eksamen.

Til ansættelsessamtalen fik hun at vide, at der både er mentorordning på skolen og en kommunal ordning for nye lærere.

”Desværre fik jeg ikke en mentor, jeg blev ikke tilbudt at blive tilkoblet det kommunale tilbud, jeg fik ikke engang en rundvisning på hele skolen. Der var ikke tid”, lyder det fra Amalie Aagaard.

På skolen følte Amalie Aagaard, at hun skulle navigere i en masse uklare krav, som læreruddannelsen på ingen måde havde klædt hende på til. Når hun kom hjem fra arbejde, faldt hun om på sofaen.

”Det er svært at stå med elever, der er selvskadede og ikke vide, hvad man skal gøre. Jeg har aldrig på læreruddannelsen hørt noget om, at lærere har skærpet underretningspligt. Og jeg følger med i timerne, jeg er den klassiske 12 -pige”, siger Amalie Aagaard.

Opråb i Politiken

I frustration skrev hun sine tanker ned og valgte at sende det som et debatindlæg til Politiken.

”Det var faktisk ikke et ønske om, at alle skulle læse med. Det var for at håndtere mine egne oplevelser”, siger hun.

Hun skyder ikke på sin nuværende arbejdsplads, for hun mener ikke, det er her problemet er. Problemet er snarere, at der strukturelt ikke er afsat tid til de helt basale kundskaber, som en lærer har brug for i sin hverdag.

”Jeg fik en fornemmelse af, at vilkåret måske bare er at kaste sig ud i det og forsøge at afkode systemet. Jeg spurgte om hjælp, men fik bare at vide, at 'det går jo megagodt, og du er enormt professionel og sådan en, der gerne vil klare tingene selv', men det er jeg altså ikke”, skriver hun i debatindlægget.

Allerede på uddannelsen mærkede hun, at der manglede noget.

”Undervejs i min uddannelse blev det tydeligt, at den teori, vi arbejdede med, ikke passede til den folkeskole, der ventede ude på den anden side af døren. Selv mine praktikker var kunstige”.

Da hun blev ansat, vidste hun ikke, hvad det ville sige at være klasselærer. Hun kendte ikke svarene på, hvad en opgaveoversigt er? Hvordan man balancerer mellem forberedelsestid og undervisningstid? Hvad Mebook er?

Uddannelsen gav hende stor viden om didaktik, og hun føler sig i dag ”enormt dygtig” til at diskutere, hvordan man skaber kreative rammer for god undervisning. Hun ved meget om, hvordan forskning peger på, at undersøgende litteraturundervisning skaber mere læselyst.

Allerede tidligt vidste hun, at hun havde mere at lære, når hun trådte ind på sit første lærerjob.

”Når jeg kigger på uddannelsessystemet, så giver det mening, at man skal koble teori og praksis. Det er ligesom med et kørekort - man bliver først en god bilist, når man har fået kortet”, siger hun.

Skolerne har ikke tid til indkøring

Men på skolerne er der ikke tid til at hjælpe med at få de første kilometer i lærerbenene, mener hun.

”Der er så travlt, at mange bare forsøger at holde hovedet oven vande, og når alle omkring dig er ved at drukne, er det altså yderst sjældent, at nogen kan overskue at hjælpe dig med at lære at svømme”, skriver Amalie Aagaard i debatindlægget.

Hun ville ønske, at alle kommuner havde en håndbog, som nye lærere kunne få og slå op i, når alle spørgsmålene melder sig.

”Der skulle stå alt det, som man ikke berører på læreruddannelsen. Eksempelvis hvordan man laver pædagogiske notater. Hvordan man håndterer underretninger. Underretninger er følsomt, fordi man som ny lærer tænker, at nu er det min skyld, at det her barn ender, hvor det gør”, siger Amalige Aagaard.

Plads til forbedring

Hun ville ønske, at læreruddannelsen og kommunerne sammen tager ansvar for, at lærerne er klædt på til jobbet.

”Jeg har ikke en eneste kollega eller studiekammerat, der siger, at læreruddannelsen gav dem gode forudsætninger for deres arbejdsliv. Faktisk hører jeg det stik modsatte; ingen aner, hvad de bruger deres uddannelse til. Det er hårdt sat op, men det er det, jeg hører”.