"De skolers(som klarer sig dårligt på karakterranglisten. red.) ledere og lærere må nu sætte sig sammen og finde ud af, hvordan niveauet kan løftes. Vi kan og skal ikke acceptere andet, end at hver og én af vores folkeskoler skal være blandt verdens bedste", skriver Troels Lund Poulsen på sin hjemmeside.

Troels Lund: Kritik af karakterrangliste er 'sort snak'

På trods af kritik fra eksperter og praktikere, holder Troels Lund fast - den socialt korrigerede skolerangliste er en succes. Kritikken af ranglisterne beskriver undervisningsministeren som sort snak.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da Troels Lund Poulsen offentliggjorde en socialt korrigeret rangliste over landets skoler med udgangspunkt i bare ét års karakterer, kom han ud i et stormvejr.

Professor i pædagogisk statistik Peter Allerup, kaldte overfor folkeskolen.dk ranglisten for ubrugelig - med henvisning til, at man bruger en økonomisk model forkert.

Skolerådets formand, Jørgen Søndergaard, sagde:

"Man kan ikke vurdere en skole ud fra et enkelt års resultater, uanset hvilken metode man bruger", en kritik han delte med en ekspert på området - forskningsleder hos AKF, Beatrice Schindler Rangvid.

Skoleleder Jette Hansen fra Mou Skole fortalte om første skoledag efter at være endt lavt på ranglisten:

"Øv, tænkte jeg. Der stod ikke, hvad der lå bag tallene, men det påvirker da humøret. Det var den værste første skoledag, jeg har haft i mine 25 år som ansat i skolen", sagde Jette Hansen til folkeskolen.

Sort snak

Selvom der har været massiv kritik af ranglisten, kan man på undervisningsminister Troels Lund Poulsens hjemmeside læse en helt anden oplevelse af forløbet. Han skriver:

"Skoleledere, lærere og eksperter har været enige i den åbenlyse sandhed, at det er svært at løfte fagligheden i skolen, før vi ved, hvor de ømme punkter er", skriver Troels Lund, og understreger, at der også er kritiske røster.

"Lærernes fagforening bryder sig ikke om den øgede åbenhed. Jeg har hørt og læst meget om deres begrundelser for denne holdning, men det har haft karakter af sort snak. De tør ikke melde klart ud og sige, at de først og fremmest tænker på lærernes vilkår og først dernæst på eleverne og forældrene."