Den socialt korrigerede rangliste er fjernet fra Uvm.dk.
Antorini fjerner socialt korrigeret rangliste
Den socialt korrigerede karakterrangliste bliver i dag fortid på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside. Skoler skal ikke længere kaldes for gode eller dårlige på baggrund af håndplukkede informationer, fortæller ministeren.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Via en socialt korrigeret rangliste - med udgangspunkt i afgangskaraktererne fra 2010 - udråbte den tidligere regering landets bedste og dårligste skoler.
Børne- og Undervisningsminister Christine Antorini har i dag fjernet ranglisten fra ministeriets hjemmeside. Den blev oprindeligt offentliggjort den 15. august, så levetiden for ranglisten blev altså under to måneder.
Ministeren vil ikke fjerne al statistik, der ligger på uvm.dk, kun selve ranglisten.
"Man kommer ikke til at se en minister, der håndplukker informationer og siger, at det er udtryk for de gode og dårlige skoler", fortæller Christine Antorini til folkeskolen.dk
I fremtiden vil det stadig være muligt for medier og privatpersoner at lave en rangliste på baggrund af de tal, der ligger på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside.
"Hvis du vil sætte dig ned og bruge en halv dag med folkeskolens afgangsprøver og lave en rangliste, så kan du gøre det. Men så har du så valgt at gøre det. Vi siger ikke, det er udtryk for en god eller dårlig skole", siger Christine Antorini.