It

De fleste børn får ikke undervisning i kunstig intelligens
Kun en tredjedel af de danske skoleelever svarer, at de har fået undervisning i kunstig intelligens.
Kunstig intelligens buldrer derudaf og bliver en større og større del af vores hverdag. Alligevel er det kun en tredjedel af de danske elever, der har haft undervisning i det i skolen.
Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har lavet for Ultra Nyt, DR's nyhedstilbud for de 9-14-årige.
56% af af de danske børn mellem 9 og 14 år svarer, at de ikke har haft undervisning i skolen om kunstig intelligens. 33 procent svarer, at de har fået undervisning i det, mens 12 procent svarer "ved det ikke".
Og det er et problem, at så mange af dem ikke har fået undervisning i kunstig intelligens, mener Sine Zambach, der forsker i kunstig intelligens og uddannelse.
"Hvis vi kigger på ChatGPT, så handler det om at lære at bruge det på en måde, så man lærer noget i skolen, fremfor måske bare at få den til at skrive en stil, som man ikke har været inde over og ikke har lært noget af. De unge mennesker skal også lære at forstå deres teknologier kritisk, og hvis man ikke ved noget om, hvordan teknologierne virker, så er det svært", siger hun.
"Der kommer til at være et a- og et b-hold. Hvor nogen er gode til at bruge det. Både i skolen til at lære noget, og når de er færdige og skal ud på arbejdsmarkedet. Mens dem, der ikke har fået lært det, kun kan basisting og måske ender med at bruge kunstig intelligens på måder, hvor de ikke lærer noget".
Teknologiforståelse er på vej som valgfag til de ældste klassetrin. Regeringens plan er, at det skal indføres fra skoleåret 2027/2028.
Men en undersøgelse fra Dansk Magisterforening viser, at tre ud af fire forældre hellere så teknologiforståelse som et obligatorisk fag end som valgfag. Og det bakker Danmarks Lærerforening op om.
Det samme gør Sine Zambach. Hun mener, at dem der kommer til at vælge faget selv, også er dem, der allerede har en interesse for det. Og dermed skabes et endnu større skel til dem, der ikke har interessen eller lærer det hjemme.
Undervisningsminister Mattias Tesfaye er enig i, at det er for få børn, der har lært om kunstig intelligens. Udover planen om, at teknologiforståelse skal eksistere som valgfag, er der også en plan om, at kunstig intelligens skal indgå i andre fag i alle alderstrin.
"Om ganske få måneder kommer vi med nogle anbefalinger her fra ministeriet. Og jeg kan se masser af muligheder for at bruge kunstig intelligens. I billedkunst for eksempel, hvordan man manipulerer med billeder. Eller i musik eller engelsk. Det er ikke noget, der kun hører til i et enkeltfag", siger Mattias Tesfaye.
I 6. klasse på Lindevangskolen i København har de haft undervisning i kunstig intelligens. For eksempel kan de få deres SkoleGPT til at komme med rettelser til en tekst, de selv har skrevet.
"Den har lavet teksten mere flydende, og nogle gentagelser har den også fjernet. Der er også komma der. Det vidste jeg simpelthen ikke", siger Carl Gorm Düring-Ørsted, mens han studerer sin skærm.
Et andet sted i klassen skal to piger forsøge at få SkoleGPT til at sige noget forkert. Og det lykkes hurtig, da de spørger, hvor gammel Kong Frederik er, og den kunstige intelligens bag SkoleGPT får rodet rundt i de forskellige konger af samme navn.
"Vi kan ikke altid regne med den", konstaterer Liva Strang Søndergaard med en ikke overrasket mine.
Eleverne begyndte arbejdet med kunstig intelligens sidste år, og de har fået en anden forståelse for værktøjet.
"Jeg har egentlig tænkt, at det var lidt farligt, og det ville overtage verden, men efter vi har arbejdet med det, føler jeg, det er mere nyttigt", siger Carl Gorm Düring-Ørsted på 12 år.
Han klassekammerater supplerer med, at de har lært at stille de rigtige spørgsmål til SkoleGPT, at de har lært at være kritiske overfor kunstig intelligens, og at man ikke skal dele personlige oplysninger med den kunstig intelligens. Og alle er de enige om, at det er spændende og fedt at arbejde med.