Fire ud af fem lærere er frustrerede over it

Teknikproblemer kan ofte give panderynker. Folkeskolelærere er dog en særligt udsat gruppe, viser Folkeskolens nye undersøgelse. 82 procent af lærerne svarer i undersøgelsen, at de bliver frustrerede over skolernes it minimum én gang om ugen. 43 procent har problemer tre-fem gange om ugen.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Jeg undlader ofte at planlægge med it, da erfaringen siger, at det giver alt for meget spildtid, når 'krammet' ikke fungerer", lyder det fra en lærer i Folkeskolens undersøgelse om it i folkeskolen, og en anden supplerer:. "Vores trådløse netværk kan ikke håndtere 30 bærbare uden udfald. Det har det den konsekvens, at man (læreren, red.) bruger for meget tid på teknisk problemløsning, og mængden af spildtid er for stor. De lærere, der ikke har min tilgang til det tekniske, giver op på forhånd og undlader at komme i gang". Folkeskolen har spurgt lærerne, om de oplever at blive frustreret over it på deres skole i løbet af en almindelig arbejdsuge. Her svarer 83 procent ja til det spørgsmål. 43 procent af dem har problemer hele tre til fem gange om ugen. KL: Problemet bliver løst - senest i 2015 At skolernes it-udstyr tilsyneladende fungerer så dårligt, kommer bag på Jane Findahl, der er formand for KL's Børne- og Kulturudvalg. Hun tvivler på, at virkeligheden er lige grel på alle skoler. "Det har jeg svært ved at forestille mig, men nu har vi jo faktisk forpligtet os til at levere velfungerende netværk og hardware på samtlige skoler inden 2015. Og det er da ekstremt vigtigt, at vi når det mål", siger hun. Problemer med forældet it-udstyr i folkeskolerne er nemlig ikke et nyt fænomen, påpeger Anders Bondo Christensen, der selv kan erindre problemer med skolernes it helt tilbage til de første stationære computere i 80'erne, de såkaldte "Piccoliner". "Da vi begyndte at få de første små computere i skolen, blev der købt en frygtelig masse 'piccoliner' hjem til den danske folkeskole. Og de nåede at være forældet, inden vi stort set fik pakket dem ud af kassen. Så skolerne skal tænke sig om, før de køber nyt it-udstyr", siger han. Siden hen er problemer med forældet it ofte blevet kaldt "piccoline-syndromet" i lærerkredse. DLF: Tingene skal bare være i orden Anders Bondo har derfor forbehold over for "hovedløs" indkøb af nyt udstyr som iPads og interaktive tavler. "Udstyret skal selvfølgelig være i orden", påpeger han, men han mener ikke, at løsningen på skolernes it-frustrationer er at købe stort ind af udstyr. Man skal snarere fokusere på lærernes it-kvalifikationer, siger han. "Lige nu har vi lærere ikke de nødvendige kvalifikationer til at bruge it, men vi har til gengæld nogle andre meget vigtige kvalifikationer, der gør, at vi igennem et fagteam og nogle ressourcepersoner på skolerne vil kunne bruge det aktivt i undervisningen. Det kræver bare, at vi får tid og mulighed for at tage de drøftelser i de enkelte fagteam", siger Anders Bondo Christensen.