En af mange stande på Bett-messen med simple, skærmløse robotter, der kodes direkte ved bordet.

Små simple robotter er årets trend på it-messe

Programmering behøver ikke at foregå i et kompliceret og abstrakt sprog på en skærm. For de mindste foregår det med simple brikker, der får en robot til at bevæge sig. Det er årets hit på verdens største messe for it i undervisningen.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvert år mødes udviklere og brugere af teknologi i undervisningen til Bett-messen i London. For Daniel Lindegaard er det fjerde gang, han står i en stand til den store messe i den engelske hovedstad.

I 2015 stod var han her med en prototype til robotten Kubo, som børn i alderen 4-10 år kan kode til at køre i bestemte mønstre. Dengang var det et særsyn på messen. I år går ordene hands on coding og screen free coding igen og igen, når man går rundt på Bett, og de små, simple robotter sælges i alle afarter.

"Det handler dels om, at markedet er modnet. Da vi stod her for fire år siden med prototypen, var det et dyrt produkt. Nu har de fleste skoler råd", siger Daniel Lindegaard, som er medstifter af Kubo Robotics.

Robotten Kubo skal lære børn at programmere

I brochuren, der ligger i stabler ved siden af æsker med robotter i standen, kan man læse, at Kubo nu kan købes gennem forhandlere i 17 forskellige lande.

"Vi mærker en markant øget interesse fra udlandet, og som jeg ser det, handler det om lovgivning", siger Daniel Lindegaard.

I andre lande har lovgiverne for længst fået øjnene op for at lære de mindste simpel kodning, så de også lærer at afkode den teknologi, der omgiver den, fortæller Daniel Lindegaard.

Når Danmark nu kommer med, skyldes det efter hans mening indførslen af valgfaget teknologiforståelse. Men det gør ikke Danmark til et foregangsland, påpeger han.

Lægger de simple grundsten

"Hands on coding, hvor man helt fysisk koder en robot ved hjælp af brikker på et bord eller farver i stedet for med abstrakt kodesprog, kan gøre det lettere at relatere til det abstrakte, så man kan bygge oven på senere hen", siger han og tilføjer:

"Men det kræver, at man får lavet det simpelt nok. Vi ser stadig produkter, hvor man skal have et ret veludviklet skriftsprog for at kunne forstå, hvordan man koder robotten. Det er en kunst at holde det fysisk og ikonisk så let tilgængeligt som muligt".

"Desuden arbejder vi ud fra devicen: Low floor - high ceiling. De mindste skal kunne være med, men jeg kan også med Kubo stille softwareuddannede, voksne mennesker opgaver, som de ikke bare uden videre kan løse på fem minutter".

It-vejlederne: Teknologiforståelse er "det nye matematik" 

De mange konkurrenter med lignende produkter rundt om Kubo Robotics' stand på Bett bekymrer ikke Daniel Lindegaard. Det særlige ved at være en edtech-virksomhed er, at man skal se sig selv som en del af et økosystem, siger han.

"Andre lignende produkter er med til at modne markedet, og de mange Lego Mindstorm-lignende produkter ser vi os ikke som i konkurrence med. Vores produkt kan være med til at lægge de teknologiforståelsesmæssige grundsten, vi mener alle skal have, og som gør, at man senere får mere ud af at lære mere abstrakt kodning", lyder det fra Daniel Lindegaard.

VR-brillerne på retur

Da Folkeskolen besøgte Bett sidste år, var VR-briller det helt store hit. På diverse techblogs var et udbredt bud, at kunstig intelligens og Internet of Things ville være overskrifterne i år.

Virtual reality er over alt

Når man bevæger sig rundt på messen, er der markant færre VR-briller og større robotter end sidste år. Trenden er mod mindre og mere direkte anvendelsesorienteret teknologi. Den længste kø er til en stand, der sælger en lille linse, man kan spænde på sin mobiltelefon og dermed gøre den til et mikroskop.

Til stede er selvfølgelig også de helt store spillere på markedet for væg-til-væg-it-systemer til skoler, der kan samle skolens programmer, hjælpe med kommunikationen, opsamle og analysere data om undervisning samt elevernes opførsel og så videre. Hjælp til datasikkerhed står også højt på dagsordenen og har nu fået en plads på mange stande.

Mens mange af oplæggene på konferencen har kunstig intelligens og Internet of Things som tema, fylder det ikke det store i standene på udstillingsområdet. ('Internet of Things' handler om, at hverdagens genstande har internetforbindelse).

Daniel Lindegaard nikker genkendende til, at de mere "simple" produkter dominerer årets messe.

"Kunstig intelligens og Internet of Things kommer til at blive en stor del af vores hverdag, og så skal det naturligvis også være det i undervisningen. Men det er vi nok ikke klar til endnu", siger han.

"Når det kommer til de lidt større hardware-investeringer som iPads og VR-briller, så har man for længst gennemskuet, at de indeholder sindssygt mange muligheder. Men ingen har nok endnu alle de gode svar på, hvordan man integrerer det meningsfuldt i undervisningen".