Foto: BBC
15 skoler er godkendt til at fortsætte forsøg med teknologiforståelse
Det er snart to år siden, at et forsøg på 46 skoler med teknologiforståelse på skemaet blev afsluttet. 29 af dem valgte efterfølgende at fortsætte. Nu er kun en tredjedel af de oprindelige forsøgsskoler godkendt til at fortsætte næste skoleår.
Det er så småt et par år siden, at et treårigt forsøg med teknologiforståelse som ny faglighed nåede sin afslutning.
Forsøget blev gennemført på 46 skoler, som efterfølgende kunne ansøge om at fortsætte med at have teknologiforståelse på skoleskemaet. Det valgte 29 af dem at gøre.
Det tal er dalet til 22 i dette skoleår, og indtil videre er 15 skoler godkendt til at fortsætte med at undervise i forsøgsfagligheden i 2023/24.
Det fremgår af et skriftligt svar, børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har givet Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg.
Udvalget har bedt ministeren kommentere på en henvendelse fra Den Nationale Alliance For Teknologiforståelse, der opfordrer til at få teknologiforståelse indført som faglighed i hele uddannelsessystemet.
Tesfaye: Kan være et relevant redskab
I svaret lyder det, at der endnu ikke er truffet politisk beslutning om faglighedens fremtid, men at regeringen er "optaget af, at børn og unge lærer at begå sig digitalt", og at undervisning i teknologiforståelse i den forbindelse kan "være et relevant redskab".
Mattias Tesfaye svarer desuden, at meningen med at lade de skoler, der ønsker det, fortsætte forsøget med teknologiforståelse er at bevare den opbyggede kapacitet, mens der indhentes yderligere erfaringer med fagligheden.
Det er dog med henvisning til blandt andet kapacitetsopbygningen i folkeskolen, at Den Nationale Alliance For Teknologiforståelse - der består af blandt andre Danmarks Lærerforening, KL, Skolelederforeningen og Danske Professionshøjskoler - har efterlyst en snarlig afklaring af faglighedens fremtid.
Den efterlysning blev blandt andet sendt i sommer, hvor det fra den daværende formand for Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg, socialdemokraten Kasper Sand Kjær, lød, at han regnede med en afklaring i 2022.
Nu knap et år og et regeringsskifte senere lader afklaringen fortsat vente på sig.