Det er forhåbentlig blevet en ny tradition at spille teater på Tove Ditlevsens Skole, efter de opførte deres første musical i mange år, skriver en af lærerne bag.Foto: Andreas Rokkedal Nielsen
Lærer i udskolingen: Sådan kom vi i gang med at lave musical - og vi lever stadig højt på sammenholdet
På Tove Ditlevsens Skole var der tidligere ikke tradition for teater og musik, men da de valgte at opføre en musical med 9. årgang, blev det en bragende succes, som medførte et unikt sammenhold på tværs af årgangen, skriver lærer Andreas Rokkedal Nielsen.
AndreasRokkedal NielsenLærer på Tove Ditlevsens Skole
9. årgang på Tove Ditlevsens Skole startede skoleåret med
udfordringen om at opføre musicalen "Grease". Det var en spændende og
intens proces, hvor vi alle, lærere som elever, skulle arbejde hårdt for at
skabe den ønskede forestilling. Hurtigt i processen opstod der et enormt
sammenhold, som er fortsat blandt eleverne efter afslutningen af projektet.
Annonce:
Dét at sætte en musical op er en omfattende proces, der
involverer alt fra auditions, til prøver og endelig opførelse. Da vi først
besluttede os for at opføre "Grease", blev der afholdt auditions,
hvor alle elever havde mulighed for at vise deres talenter inden for sang, dans
og skuespil. Det var en virkelig nervepirrende oplevelse for eleverne at stå
foran klassekammerater og lærere og vise, hvad de kunne.
Eleverne følte sig som stjerner
Efter auditions blev rollerne tildelt, og vi begyndte at øve
på forestillingen. Vi brugte alle valgfagstimer og vores ugentlige udedag
til at øve. Fra første færd blev der arbejdet intenst, og hele forløbet krævede
både tid og dedikation fra os alle. Men vi kunne mærke, at vi var en del af
noget helt specielt. Vi havde et fælles mål. Det handlede både om at skabe
sammenhold, lave musical og måske være med til at genstarte en tradition på
Tove Ditlevsens Skole: At spille teater på 9. årgang. I løbet af øveperioden blev eleverne tæt knyttet
til hinanden, og især båndene på tværs af de fire klasser blev stærkere.
Eleverne brugte timevis sammen. De øvede og hjalp hinanden med tekster,
dansetrin og skuespil.
Del gode ideer
Vil
du bidrage til Folkeskolens inspirationsunivers?
Medsend
gerne et billede af dig selv, som vi må bruge.
Da vi endelig kom til premieredagen, kunne man mærke
spændingen og nerverne hos alle.
Publikum var vildt begejstrede, og eleverne
følte sig som stjerner. Forestillingen blev vist i dagtimerne for resten af
skolen og for elevernes familier om aftenen med to forestillinger.
Annonce:
Spring ud i det
Opførelsen af "Grease" på 9. årgang blev
en oplevelse, der skabte et stærkt fællesskab og sammenhold, som vi stadig
lever på. Vi lærte, hvor vigtigt det er at arbejde som et team og at støtte
hinanden i vores mål.
Det var en proces, der ikke kun bidrog til vores
kunstneriske udvikling, men også til elevernes personlige udvikling som
mennesker. Som eleven Hugo fortalte:
”Det er det sjoveste og bedste, vi har
lavet, i alle mine år på skolen”.
Annonce:
Vi kan nok ikke bruge musicalen direkte til afgangsprøverne
til sommer, men sammenholdet og fællesskabet i projektet er det hele værd. Det
er sikkert også noget, mange af eleverne kommer til at huske tydeligere end de
faglige afgangsprøver. Så der skal lyde en opfordring fra os på Vesterbro om at
springe ud i det. Selv om det kan virke uoverskueligt stort, så er det det hele
værd.