Indrømmet. Det er ikke særlig nyt at tale om innovation og iværksætteri i folkeskolen. Men jeg vil alligevel gerne starte en debat om, hvorfor jeg synes, det er vigtigt stadig at tale om innovation.

I Lene Tanggaards bog Opfindsomhed (2014) forklarer hun sit brug af ordet opfindsomhed i modsætning til blandt andet innovation. Innovation er ifølge hende et belastet ord, fordi det er blevet skamredet i forskellige brancher, og det er desuden forbundet med mistro og misforståelse. Jeg vil tale om innovation, fordi det netop er innovation, der sætter dagsordenen mange steder i den danske folkeskole - altså i modsætning til opfindsomhed, kreativitet eller leg. Men jeg vil folde ordet ud, advare mod faldgruber og desuden opfordre til fokus på opfindsomhed i stedet for innovation. For opfindsomhed, ligesom kreativitet, har ikke et produkt- eller løsningsorienteret fokus. Men det at være opfindsom eller kreativ er et mål i sig selv.

Hvad er innovation?

Det samme kan man ikke sige om innovation. Snarere omvendt; innovation kan beskrives som opfindsomhed og kreativitet med fokus på at skabe et nyt produkt eller på at løse et problem. Ifølge Tanggaard er man kreativ med lille k, når man bager boller, eller når et barn leger. Denne form for kreativitet er ikke på den måde forandringsskabende for verden. Men når en ingeniør i en virksomhed opfinder et stykke elektronik, der ændrer den måde, vi eksempelvis producerer strøm på, er det i den grad noget, der forandrer verden. Og netop det beskriver Tanggaard som kreativitet med stort K. Disse to former for kreativitet hænger uløseligt sammen, fordi det at være kreativ med stort K er noget, vi mennesker formår, når vi, igennem en hel opvækst eller måske et langt liv, træner kreativiteten med lille k.

Kært barn har mange navne

Innovation er på en måde det gamle design og den nye kreativitet. Det er opfindsomhed krydret med iværksætteri. For forholdsvis få år tilbage blev innovation implementeret i de danske folkeskoler. I dag er det designprocesser og teknologiforståelse, der fylder. Innovation er stadig et begreb, der er vigtigt at kende til og vigtigt at arbejde med. Det er nemlig et læringsmål at kunne arbejde innovativt.

I dette indlæg forholder jeg mig til, om innovation er eller bør være et mål i sig selv, og om fokus skal være på produkt eller proces (eller begge dele?). Jeg kommer også ind på komplekse problemer som katalysator for innovative arbejdsprocesser og runder af med at åbne op for snakken om designprocesser.

Må man godt have fokus på produktet?

Hvor skal fokus ligge? På produkt eller proces? Det er et ofte diskuteret spørgsmål. Men jeg vil svare, at det kommer an på det, der ønskes med undervisningen - og i de fleste tilfælde, vil svaret være begge dele.

Et særligt fokus på processen er vigtigt for børns læringsproces. det er vigtigt for at komme væk fra fejlkulturen. Og det er i processen, at eleverne lærer at samarbejde (kollaborere), kommunikere, iterere, med mere. Og det er ved at afsøge og afprøve forskellige kreative processer, at de udvikler disse kompetencer, som populært bliver kaldt det 21. århundredes kompetencer (21st Century Skills).

At have fokus på produktet har sommetider været udskældt. Og det er vigtigt at holde sig for øje, at børn ikke bliver vurderet på “hvor pænt” eller “rigtigt”, deres produkt (eller projekt) er. Børn er meget forskellige. De udtrykker sig forskelligt, og de vil også være på forskellige stadier i deres udvikling, selvom de for eksempel går i samme klasse.

Pas på med iværksætteri! 

Der kan være en bagside af den hype, der er omkring innovation og iværksætteri, at børnene føler et pres til at skulle være de mest opfindsomme, de mest hårdtarbejdende, og dem, der kan få produkterne til at se bedst ud. Det er et vigtigt fokuspunkt, når man eksempelvis indmelder sin klasse til en iværksætterkonkurrence. Pas på, de ikke bliver vurderet på, hvor smart-i-en-fart og Løvens Hule-agtigt, de præsenterer deres opfindelser. Ifølge Tanggaard er der brug for leg, åbenhed, nysgerrighed, drømme, irrationalitet og håb, når man arbejder med opfindsomhed. Hvilket jo i virkeligheden står i modsætning til de formaliserede innovationstiltag, som i dag indtager de danske virksomheder.

Der er altså et paradoks, når vi taler om opfindsomhed og innovation i folkeskolen, fordi der i selve formaliseringen ligger en reduktion af den enkeltes opfindsomhed (Tanggaard). Med dette mener jeg dog ikke, at innovation og opfindsomhed ikke må formaliseres; det sker jo i det øjeblik, det kommer på skoleskemaet. Men det betyder, at opfindsomheden konstant skal trænes og altså ikke kun være formaliseret i form af en eventuel iværksætterkonkurrence én gang om året (jf. kreativitet med lille k over for kreativitet med stort K).

Skal vores børn i Løvens Hule?

Ligesom jeg beskrev innovation som opfindsomhed og kreativitet med fokus på at skabe et nyt produkt eller på at løse et problem, vil jeg beskrive iværksætteri som: Når vi har brugt vores opfindsomhed på at skabe et innovativt produkt, en service, idé eller lignende og dernæst forsøger at tjene penge på den idé.

Kreativitet manifesterer sig som innovation i forretningsverdenen (IDEO brothers, Creative Confidence).

Brødrene Kelley fra IDEO og Stanford University har opfundet Design Thinking-metoden og skrevet bogen Creative confidence (det vender jeg tilbage til). De opfandt Apples mus, og de kender i den grad til design, innovation, kreativitet og teknologi. Når de siger, at kreativitet manifesterer sig som innovation i forretningsverdenen er det jo netop et udtryk for, at når man bevæger sig videre fra “blot” kreativitet (med lille k), leg og opfindsomhed og ind i innovationens verden, så træder vi ind i forretningsverdenen, hvor vi forsøger at skabe nyt, skabe penge og skaffe investorer. Som når vi ser 12-årige Sara i Løvens Hule gå derfra med næsten 700.000 kr. for 30% af hendes virksomhed K for Kage. Det er helt tydeligt, at Sara er passioneret, kreativ, opfindsom og fantasifuld. Og fordi det er blevet krydret med ambition, hårdt arbejde, en mor, der vil hjælpe indtil hun bliver gammel nok til selv at eje virksomheden, og nogle voksne, der tror på hende, er hun nu officielt iværksætter.

Kan produkter være myndiggørende?

En god grund til at have et særligt fokus på produktet (i processen) er blandt andet, at det giver eleverne en motivation at have et slutprodukt. Og det giver eleverne noget fysisk at interagere med, hvilket vi ved har mange læringspotentialer, fordi børn lærer, når de konstruerer ting i virkeligheden (Kreativ Tænkning, Mitchel Resnick).

At skabe et produkt er ikke kun en motivation. Det kan også være med til at give børnene en bedre tiltro til egne evner og styrke deres selvværd. I teknologiforståelsesfaget er det det, der beskrives som digital myndiggørelse. Og det er også det, der har med teknologisk handleevne at gøre; altså at være i stand til at udvikle idéer og produkter ved hjælp af (digital) teknologi.

Har innovation i folkeskolen relevans for omverdenen?

I arbejdet med innovation og design er det vigtigt at stille åbne, kreative opgaver. Det er vigtigt, at problemformuleringen er en del af problemløsningen, og at der ikke findes et “rigtigt” svar. I En designtilgang til teknologiforståelse (Iversen et al., 2018) bliver begrebet komplekse problemer beskrevet som problemer, der ikke har en entydig løsning, og at der ikke findes en entydig metode til at løse dem (s. 49). Det er fint at tage udgangspunkt i komplekse problemer, som eksempelvis kan være klimaforandringer, forurening, krig og hungersnød. Og man kan desuden danne en arbejdsramme ud fra FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. (www.verdensmaalene.dk) - det er meget populært(!)

Med problemformuleringen som en del af problemløsningen, menes der således, at selve opgaven bør være en åben opgave, som for eksempel “mobning i skolen”, hvor eleverne selv skal skabe problemformuleringen. I Designprocesmodellen fra førnævnte bog er det illustreret, hvordan en sådan opgave kan løses; designudfordring (mobning i skolen), undersøgelse (søg viden, tal med folk, læs, søg på nettet), idéudvikling (udvikl idéer ved hjælp af idéudviklingsværktøjer), konstruktion (skab, byg, leg med digitale og/eller analoge materialer), argumentation (fremlæg projektet og argumenter for valg og fravalg), refleksion (hvad kan gøres anderledes næste gang?).

Denne tilgang har vist sig yderst brugbar i mange skoler i Danmark og er sammen med Double Diamond- og Design thinking (for Educators)-modellerne rigtig gode bud på, hvordan en designtilgang kan inddrages som ramme til at opnå kreativitet og innovation i undervisningen - uanset faget.

Styrk den kreative selvtillid!

Førnævnte Kelley-brødre fra Stanford University har sammen skrevet bogen Creative Confidence. Den er et forsøg på at styrke den “kreative selvtillid” ved læseren, men er også en hjælp til at støtte selvtilliden ved ens børn eller elever. De tager fat i den tiltro, man kan have til sine egne kreative evner og hjælper en til at dyrke den - i det store og i det små. De er selv ophavsmænd til Design Thinking-metoden og har startet Stanford D. School, som er et fag for alle på Stanford University i design thinking, ligegyldig faglig baggrund. De har udviklet konceptet Design Thinking for Educators, som er en platform og en model til undervisere i at bruge design thinking med sine elever og i sin undervisning.

At arbejde med den kreative selvtillid betyder i høj grad at være villig til at eksperimentere og dermed at fejle. Jo mere villig man er til at fejle, jo mere kan der eksperimenteres, og jo mere kreativ kan man blive. Det handler desuden om at finde ud af, hvad man er god til og hvad man brænder for, og så dyrke det! Og, ifølge Sir Ken Robinson, skal vi lade børnene dyrke det i skolen!