Vi skal være stolte af vores danske skolesystem

Jeg har været lærer i syv år i Danmark og to år i USA. De sidste år i USA har fået mig til at se nye nuancer af lærerfaget, og jeg føler i den grad, at jeg nu kan gøre en forskel, på trods af, at tingene i den danske folkeskole er blevet ændret meget, måske også for meget.

Som lærer i Danmark følte jeg tit, at jeg ikke nåede ud til hver enkelt elev. Jeg havde konstant dårlig samvittighed over ikke at kunne udføre mit job i tilstrækkelig grad. Forberedelsen, som jeg elskede, blev opslugt af de mange ydre omstændigheder, som altid lige skulle ordnes først.  Det blev med tiden sværere og sværere at være godt forberedt, hvilket medførte, at det blev vanskeligere at skabe ro. Tit blev det den, der råbte højest, der fik mest opmærksomhed, og jeg følte, at jeg svigtede de stille elever.

Men jeg elsker alligevel stadig skolesystemet i Danmark, og jeg er stolt over at være lærer. Hvordan kan jeg sige det, når jeg tit følte mig så utilstrækkelig?

Jeg har nu været lærer i USA, Georgia, i to år. Første år på en pre-school for 3-6-årige samt en elementary school 7-11år. Der starter de tidligt med indlæringen som 3-årige. De leger og lærer løbende læsning, stavning, matematik osv. Eleverne er meget motiverede, og de elsker det. De går i snorlige rækker på den gule streg på gangen, og alle eleverne har en rolle/titel. Den forreste er line leader, den bagerste er door holder osv. De er meget stolte over det ansvar, de føler, at de får tildelt. De roterer løbende, så alle prøver de forskellige roller. Hver fredag er der Show and Tell, hvor de medbringer et stykke legetøj, hvis benævnelse starter med det bogstav, de har arbejdet med i løbet af ugen. Så skal de holde foredrag for klassen og fortælle højt og tydeligt, hvilke overvejelser de har haft med valget af legetøjet og nævne mindst tre ting, der begynder med det nye bogstav.

Læreren fremhæver hele tiden det gode eksempel, og eleverne kan vinde slik eller klistermærker for god opførsel. Det er ren behaviorisme, belønningsprincippet, hvilket virker super godt på eleverne i de yngste klasser. Men I længden er jeg meget i tvivl om, hvor godt det virker.

Dagene er meget ens, og eleverne elsker den genkendelighed, de møder hver dag. De møder kl. 7.45, og kommer man for sent, skal man forbi kontoret, hvor man får en fraværsseddel. Er eleverne kommet for sent ti gange i træk i en kortere periode, bliver der sendt et advarselsbrev hjem til forældrene, hvori de bliver truet med de sociale myndigheder, hvis de ikke tager deres barns skolegang seriøst.

Læreren er altid i lokalet, og det eleverne, der skifter klasseværelse. De har 2 timer i klassen om morgenen, 2 timers specials, P.E. (idræt), Art (billedkunst), Music, Science, som skifter løbende hver tredje dag, og 3 timer i klassen om eftermiddagen. Lærerne bestemmer selv, hvilke fag de vil undervise i, eller om de vil arbejde i temaer. Der er et overordnet pensum, de skal dække, men de har undervisningsfrihed i de yngste klasser. Tit er morgentimerne eksperimenter og eftermiddagstimerne refleksioner, hvor der skrives og arbejdes med det lærte i mindre grupper. Nogle gange ser de en episode med The Magic School Bus, som er et science program for børn. Eleverne elsker, at alt er voksenstyret, men jeg ser også børn, der bliver rastløse, når der er fri leg. Her kommer børnene let til at blive aggressive og slås om legetøjet. Der nultolerance politik, så sker det, bliver de sendt på kontoret.

I Danmark er der meget mere frihed til den enkelte elev i det åbne skolemiljø. Nogle gange lidt for meget frihed, hvilket kan være forvirrende for både lærere og elever. I USA er det lige det omvendte. Der ingen frihed, og alt er topstyret. Det fungerer rigtig godt i de første skoleår, men omkring 3. klasse, begynder eleverne at blive uselvstændige, og de glemmer helt deres sunde fornuft. De gør kun, hvad der giver karakter, og hvad de får belønning for.   

I Danmark bruges lærerne mere som coaches/guides, og eleverne skal selv være aktive i deres egen læring. Det kan virke udfordrende i starten, men jeg mener, at de danske skoleelever kommer til at klare sig bedre på længere sigt. Herovre handler det meget om lektier, opførsel og ”grades” (karakterer). Eleverne bliver presset rigtig hårdt lige fra de begynder i Kindergarten (børnehave), og læringskurven er meget stejl, set i forhold til den danske folkeskole.

Mine egne børn har gået i Kindergarten, og de elskede alle de udfordringer, de fik, og alle de forskellige niveauer, de kunne opnå. På en måde minder det om McDonalds, hvor der er omkring 500 forskellige titler, man kan opnå. Det er det samme herovre. Eleverne kan hele tiden se en gulerod ved at kæmpe sig til et højere niveau. Der bliver tilført rigtig mange ekstra ressourcer til de dygtigste elever, og de bliver udvalgt til særlige eliteklasser, hvor de deltager en time hver dag sammen med andre ligesindede elever fra årgangen, og kommer op at hænge på væggen med foto, som forbillede for de andre:  bedste læser, matematikgeni osv.

Men hvad med alle de elever, der ikke når op på ’hall of fame’ med foto, fordi de har svært ved det faglige? De har det generelt det svært i skolen, og der skal kæmpes for at hænge i. Mange forældre køber ekstra timer med læreren, hvis deres børn kommer for langt bagud fagligt. Endvidere er der nogle forældre, der vælger at tage dem i privatskole, hvor der er færre elever pr. lærer. Det er ekstremt dyrt, koster fra 6000 dollars og op til 30.000 dollars om året.

Andet år i USA arbejdede jeg på en middle school, for at se hvordan elevernes videre læringskurve er samt deres trivsel. Jeg blev nysgerrig efter, hvordan et andet skolesystem virker, samt hvad der sker med de elever, der ikke passer ind i systemet. Jeg valgte bevidst en skole med belastede børn, hvoraf nogle havde diagnoser.

Det blev en fantastisk rejse, hvor jeg lærte meget mere om skolesystemet og om de mange, der føler sig fortabte i konkurrencesamfundet, men alligevel finder ro i fremtiden. Om lærere der minder meget om danske skolelærere, men er tvunget til at arbejde under en topstyret skole.

Jeg fandt en skole, hvor test fylder mere end mennesker, og penge er altafgørende for skolens overlevelse. Der fandt jeg denne skole, som prøver at gå imod den almene grundskole, med en mere fri skole, som minder meget mere den danske folkeskole. Men skolen skal stadig deltage i alle de nationale tests, som kommer næsten hver måned.

Testene bliver mere og mere tidskrævende for lærerne, og tiden bliver taget fra eleverne. Undervisningen bliver tilrettelagt ud fra bindende mål, og der findes fantastiske hjemmesider, hvor der er små filmklip om alle slags emner, hvor du kan klikke dig dybere og dybere ind i hvert emne, og der er tilhørende kopiark. Elevernes forældre kan følge med på samme hjemmeside, og eleverne har lektier for hver dag i det lærte.

Der er kun to lærermøder om året, og teamsamarbejdet eksisterer ikke. Alle har travlt, men lærerne sætter en ære i at få flest mulige elever igennem nåleøjet. Der er en intern konkurrence iblandt lærerne, og de ses kun, når der er frokostpause.   

Undervisningen er tit ensformig, eleverne elsker det genkendelige, og de bliver lige så stille vugget ind i samme måde at gøre det samme på hver gang og aldrig stille spørgsmål til det lærte. Derved mister eleverne i USA deres kritiske tilgang til alting, hvor vi I Danmark nærmest har svært ved at styre de mange spørgelystenende elever.

Vi synes tit som lærere i Danmark, at nu kan det være nok med alle de spørgsmål, men det er tit de enkelt veje, som spørgsmålene leder læreren hen, der får eleverne til at huske tingene bedre. Det jeg prøver på at sige, er at der skal være plads til undervisningsfrihed, men der skal stadig være nogle overordnet mål, vi sigter imod.

Vi skal være stolte af, at vi kan rumme så mange forskellige elevgrupper i den danske folkeskole. Men vi skal også se i øjnene, at der skal tilføres mange ressourcer for at kunne bevare den gode danske folkeskole. Herovre er der to lærere i hver klasse op til 5. klasse i næsten alle privatskolerne og et max. på 20 elever. Derudover er der overordnede retningslinjer, som forældrene skriver under på, inden eleverne starter. Overholder eleverne dem ikke, er der forskellige sanktioner, der bliver sat i værk.   

Men hvordan kan jeg så sige, at eleverne i USA finder ro i fremtiden? De lærer de sociale spilleregler at kende, og de får en mere realistisk fornemmelse af, hvad de skal sigte imod i fremtiden. Flere af eleverne kan sagtens komme ind på college trods dårlige karakter og lavt selvværd. De skal bare søge længere væk til mere øde egne af USA. Andre finder mere kreative veje at gå, og nogle vælger at forsøge at blive filmstjerne, da Atlanta er blevet en stor filmby.

Men fra dengang jeg begyndte på middelschool og hørte om alle de elever, der var flygtet fra en offentlig skole, hvor de var blevet mobbet, fordi de var fagligt dumme eller socialt handicappede, var det fantastisk at se dem blomstre op sidst på året og tro på, at der var en lysere fremtid, der ventede dem.

Jeg håber, at alle forstår, hvor unikt et skolesystem Danmark har opbygget gennem årene. Vi skal værne om den legende tilgang til læring og de mange frikvarter, hvor hjernen bliver klar til nye input. Herovre er der blot 20 min om dagen. Og vi skal værne om den blandede børneflok, den sene karaktergivning og den anerkendende tilgang til alle.