Når inklusion rimer på isolation

-Af pædagogisk konsulent Karina Højbjerre Seiler, Center for Døvblindhed og Høretab, CDH.

For børn med særlige behov, kan inklusion komme til at rime på isolation, hvis der ikke er viden nok omkring dem. Specielt gælder det de grupper af børn med funktionsnedsættelser, der ikke er så kendte i almen befolkning. I Specialrådgivningen for børn, unge og voksne med døvblindhed, tilbyder vi gratis rådgivning i hele landet til den lille gruppe af børn og unge med et kombineret syns- og høretab.

Erfaringen viser, at børn og unge, der lever med dobbelt sansetab, kan misforstås af lærere og pædagoger som indadvendte, kontrollerende socialt, udadreagerende, autistiske – langt de fleste er kognitivt-, socialt og følelsesmæssigt alderssvarende, men er aldrig blevet forstået af sine omgivelser. Tidligere gik en del af disse børn i skoletilbud (ex. tale-høreklasserækker), som var tilrettelagt under hensyn til børnenes nedsatte syn og hørelse. I dag sidder de i den lokale folkeskole, og kæmper på lige fod med jævnaldrende klassekammerater som har alle sanserne intakte. Konsekvensen bliver i værste fald; udtrættethed, stress, depression, kontrollerende adfærd, og lignende dysfunktioner, som netop kan tolkes som de ovennævnte misforståelser.

Mennesket har 5 sanser (nogle snakker om flere…?). Under alle omstændigheder er der blot 2 af dem, der kan bruges til orientering i omverden. Vi kalder dem fjernsanser. Det drejer sig om syn & hørelse. Hørelsen og synes bruget vi til kommunikation, aflæsning af følelser, orientering, informationstilegnelse, sprogtilegnelse. Disse 2 sanser er heldigvis så smarte, at de kan kompensere for hinanden, hvis kun den ene er svækket eller manglende. Det døve barn, kan ”se, hvad det ikke hører”, og det blinde barns hørelse bliver exceptionelt skarp, således at det ”hører, hvad det ikke ser”. MEN; når de begge svækkes, har det ubegribeligt store konsekvenser for barnets muligheder for lige deltagelse i sociale og faglige sammenhænge.

Fakta

1 ud af 1000 nyfødte børn fødes med hørenedsættelse[1]. Deres eneste handicap er hørenedsættelsen.

Ca. 3500 børn[2] (0-18 år) har høretekniske hjælpemidler i form af høreapparater eller cochlear implant (indopereret elektrode).

Langt de fleste børn starter i folkeskolen og klarer sig alderssvarende med deres høretekniske hjælpemidler, eventuelt suppleret med lærermikrofon/forstærker i klassen.

International forskning[3] viser, at ca. 50% af børn med hørenedsættelse, også har, eller får, en synsnedsættelse. Nogle i så alvorlig grad, at det hæmmer deres balance, informationstilegnelse, deltagelsesmuligheder socialt etc.

Når hørelse + syn svigter barnet = eksempler på alvorlige konsekvenser for barnets udvikling:

De pædagogiske nærpersoner bliver helt centrale i forhold til at opdage, og iværksætte korrekte foranstaltninger, når barnets fjernsanser begge er svækkede. Men det er små signaler i trivslen, der kan være nemme at overse eller mistolke. Den yngre skoleelev er ikke selv bevidst om, hvad det ikke kan se eller høre godt nok, men har vænnet sig til sansetabet, og kompenserer ubevidst, så godt som muligt. Eksempelvis, reagerer det lille indskolingsbarn ikke på fælles besked ud i klassen, hvis det samtidig er optaget af en visuel aktivitet, opgave, tegning, skærm etc., da sanserne ikke kan integreres. Barnet ender fejlagtigt med at få skæld ud, for ikke at være opmærksom nok, ikke at koncentrere sig etc. Den ældre elev i udskolingen forsøger muligvis at gemme sig i mængden, og at ”hænge på” de jævnaldrende så længe som muligt, for ikke at falde igennem som én, der har behov for hjælp.

Derfor er det omgivelsernes opgave at være opmærksomme på deres små signaler i form af anderledes adfærd. Eksempelvis vil det være en brugbar strategi for eleven, at stoppe op ved trapper, konsekvent tage fat i gelænder og sørge for at gå sidst op/ned af trapper. Ligeledes vil barnet forsøge at komme først eller sidst ind/ud til pauser, eller ved skift af faglokaler, så det ikke risikerer at blive en del af mylderet.

Socialt beskriver skolelærere ofte, at eleven holder sig inde i frikvarterer eller holder sig i kanten af en legeplads, skolegård, boldbane. En brugbar strategi kan være, at læne sig op af muren eller sætte sig på en bænk i kanten af skolegården. Herfra kan eleven observere de andre og bruge sin energi på at samle sig selv sammen inden næste lektion eller aktivitet. Fra de voksnes perspektiv, virker barnet genert, tilbageholdende, introvert – barnet selv føler sig usikker og isoleret, og oplever ikke at have nogle venner.

På grund af syns- og hørenedsættelsen, har barnet ofte svært ved at opfatte følelsesmæssige udtryk hos andre, og kan fejlagtigt blive opfattet som ligeglad, flabet, uempatisk etc. Eleven holder tilsyneladende af systemer og struktur, med det formål at bevare overblikket, og bliver dermed styrende i gruppearbejde eller leg.

En ung teenagepige beskriver det således:”det er blevet meget sværere, efter at vi er flyttet op i udskolingen. Det er ét stort rum, oppe under taget, og vi skal flytte os hele tiden, for at arbejde i forskellige projektgrupper………de andre finder sammen i grupper hurtigt. Jeg kan ikke nå at se hvem, der laver aftaler. Så skal læreren hjælpe mig ind i en gruppe. Men de er søde nok, mine kammerater. De siger jo aldrig nej. Men de vil da nok helst være fri?

Enten skal jeg skynde mig at sige, hvis jeg ved noget om emnet, ellers tier jeg helt stille. Jeg kan nemlig ikke høre diskussionen imellem dem, der snakker i en gruppe. De taler så hurtigt, og i munden på hinanden. Lærerne tror at jeg er meget genert. Men jeg taler lavt fordi jeg har svært ved at vurdere min egen stemme i store lokaler og i store arbejdsgrupper, på grund af høreapparaterne. Det er mega pinligt.

I pauserne bliver jeg siddende inde i klassen. Så sidder jeg, og en anden pige, som heller ikke har nogen venner, med vores telefoner…….det er fordi, mine øjne ikke kan nå at vænne sig til lyset udenfor på så kort tid. Nogle gange går jeg bare hen og sidder på en bænk, dér hvor drengene spiller fodbold. Det er fint nok, men jeg ville hellere have nogle veninder. Kender du nogle, der har det ligesom mig?”. F., 14 år.

Et barn med dobbelt sansetab bruger, som nævnt, al sin energi på at afkode kommunikation og information omkring sig, og bliver derved ekstremt hurtigt udtrættet (allerede fra midt på skoledagen). Energitabet ses ofte ved, sammenbrud, frustration, afmagt. Barnet har brug for at blive støttet med pausestrategier, for ikke at brænde ud eller i værste fald ende med at lide af stress, OCD-symptomer, depression eller lignende alvorlige psykiatriske diagnoser.

For nogle børn vil det være en aflastende løsning at blive flyttet til et skoletilbud indrettet specielt til at rumme børn med sansetab, for andre vil det optimale være, at omgivelserne modtager rådgivning & vejledning omkring konsekvenserne af det dobbelte sansetab.

Pigen fra den ovenstående case, blev støttet af opmærksomme skolelærere, og hjulpet af netværket af skoleledelse, PPR og forældre, som samarbejdede om, at hun fortsatte sin skolegang i en såkaldt centerklasse, på en skole, der i større grad havde mulighed for at tilgodese hendes behov.

Kan du genkende disse beskrivelser hos en elev?

What to do – spørg forældrene til råds og kontakt den landsdækkende konsulentfunktion som tilbyder (gratis) specialiseret rådgivning og vejledning ang. børn & unge med dobbelt sansetab.

Læs mere på www.cdh.dk, www.socialstyrelsen.dk

[1] www.sundhed.dk

[2] www.hoereforeningen.dk

[3] Oftalmolog.com, sept.2010