Da jeg sidste år besøgte Danmarks Læringsfestival med min virksomhed, mødte jeg en fantastisk modig kvinde, der gjorde stort indtryk på mig. Kvinden var i 30’erne. Hun var overvægtig, havde skæve tænder og udgroninger i sit hennafarvede hår. De seneste jobs, hun havde varetaget, var som henholdsvis kassemedarbejder og nonfood-assistent i et supermarked. Nu var både hun og hendes mand på overførselsindkomst.

Det umiddelbart bemærkelsesværdige var, at hun havde en datter med en IQ på over 130. Det var imidlertid først, da datterens skole begyndte at underrette kommunen om mistrivsel, og familien blev tilknyttet en sagsbehandler, at man blev bevidst om, at ikke bare pigen, men også hendes forældre, var højt begavede. Den mistrivsel, hun udviste, var udtryk for samme mindreværd, hendes forældre i årevis havde tumlet med.

Hvorfor gjorde den historie så stort indtryk på mig?

Det gjorde den, fordi den strider imod den gængse forestilling om, at højtbegavede børn er 12-tals-talenter fra velfriserede og velfungerende hjem med klaver og tunge bogreoler. Og fordi familiens fortælling langt fra er enestående.

For landets mere end 30.000 højtbegavede skolebørn er ikke nødvendigvis ressourcestærke. De kommer i mange forskellige indpakninger, og hvis de skal have mulighed for at udfolde deres potentiale, så kræver det, at lærerne på landets folkeskoler har den fornødne viden og værktøjskasse til at identificere dem.

I februar afsatte udenrigsminister Merete Riisager (LA) 65 millioner kr. til en ny talentindsats, der skal sikre, at det er lige så »sejt« at være dygtig i skolen som til en fritidsinteresse. Det er naturligvis fantastiske nyheder, men hvis det skal lykkes at stimulere og udfordre landets højtbegavede børn, så kræver det, at deres potentiale ikke prioriteres som lige netop det - en fritidsinteresse.

I langt størstedelen af landets folkeskoler er der intet tilbud til de højtbegavede børn. Flere og flere familier ser derfor mod privatskolerne og de dyre særtilbud uden for skolens matrikel og efter skoletid.

Det klinger noget hult, når den nationale målsætning for landets folkeskoler netop er at sikre, at alle elever bliver så dygtige, de kan. Problemet er bare, at folkeskolen den dag i dag ikke er klog nok på de højtbegavede børn. Lærerne har øje for de fagligt udfordrede elever og de særligt dygtige elever. De højtbegavede børn kan imidlertid være svære at spotte, hvis ikke lærerne har de rette briller på.

Når støjniveauet i klassen får væggene til at bule ud, er det ikke usandsynligt, at det er den højtbegavede elev, som står bag. Nogle svarer læreren igen, afbryder deres klassekammerater og skaber uro, når de ikke er i trivsel. Ironisk nok betyder det, at de hurtigt forveksles med børn, der muligvis er udfordret af diverse diagnoser - en manglende koncentrationsevne læses måske som ADHD og en særligt skarp hukommelse som autisme. 

Der sidder altså børn derude med et ufatteligt stort læringspotentiale, som ikke bliver set, fordi de ikke følger gængse idealer for en mønsterelev. Det der viser sig som empati, kreativitet og humor hos det højtbegavede barn i trivsel, kan pludselig vise sig som dårligt selvværd og grov, stædig og destruktiv adfærd. Eller det skolevægrende barn, som har mister modet, motivationen og troen på sig selv.

Det kræver et langt mere praksisnært fokus på børnene, hvis de 65 millioner også skal komme de højtbegavede elever til gode. Folkeskolen skal skabe de allerbedste forudsætninger for læring, så børnene er bedst muligt rustet til verden på den anden side af afgangseksamen. Som hele mennesker med lyst til læring.

Jo hurtigere lærerne formår at spotte de højtbegavede børn, jo færre faglige og sociale nederlag får de med sig fra grundskolen. Der er behov for massiv undervisningsdifferentiering, og jeg har i mit arbejde med højtbegavede børn og deres undervisere oplevet, hvordan børnene på næsten magisk vis skifter adfærd, når deres kognitive potentiale bliver anerkendt.

Som en undersøgelse fra KORA (nu VIVE, red) har vist, har indsatsen til de højt begavede allerstørst indvirkning, hvis de blot to timer om ugen undervises sammen med andre højtbegavede børn. I skoletiden og på deres egen skole. I de to timer får børnene et unikt fagligt og socialt fællesskab med andre anderledestænkende. Et fællesskab der viser dem, at de ikke er alene. Og et læringsrum med de faglige udfordringer, de hungrer efter.

Jeg håber derfor, at regeringen har landets folkeskoler for øje, når pengene skal fordeles. Det skylder vi både børnene og det samfund, de lukkes ud i.

For det er ganske enkelt ikke en fritidsinteresse at være klog.