Jeg er lærer med kandidat i Didaktik (Dansk) og underviser i udskolingen. Følgende indlæg er et udtryk for personlige holdninger og meninger.

Af, Hirma Ljeskovica Bektas

Endnu et møde starter op med en masse nødløsninger for mig, og hvordan vi lige kan lave et differentieret skema for den pågældende elev. Endnu et møde med brandsluknings-metoden, hvor inklusion føles som opbevaring. Endnu et møde hvor man nærmest brækker sig over sine egne frustrationer. Med et plaster på såret er jeg nødt til at rette ryggen og vende tilbage til dagligdagens pinsler. Jeg går ud af døren med tårer i øjnene, frustreret, usikker og med en uopklaret fornemmelse i maven. Det drejer sig ikke om hvor meget jeg kan undervisningsdifferentiere eller ej, det drejer sig om svigt. Det er fortællingen om en af de mange inklusionselever, som sidder i en gidseltagning af reformen fra 2012. Et offer, som man forsøger at redde og frigøre.

I en periode prioriterede jeg ham frem for de andre 24 elever i 7. klasse. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne. Jeg vidste jo godt, at han havde brug for en særlig tilrettelagt undervisning. En undervisning som krævede en to-lærer ordning, og meget mere støtte, hvor man havde tid til at sætte sig sammen med ham, og guide ham igennem den første læsning og de hyppigste 120 ord. Ugerne gik, månederne gik og de andre elever i klassen begyndte at tage afstand til ham. De havde ikke mere tilfælles med ham, hverken fagligt eller socialt. Han fik lov til at passe sig selv i frikvartererne, og desværre også i timerne. Hver dansktime startede med en følelse af afmagt, hvem skulle vælges fra i dag? Den elev som altid var stille? Ham som altid var den første til at sige: “Kan du hjælpe mig, jeg forstår det ikke?” eller den frustrerede unge pige, som har ventet i 10 min.: “Ej, kommer du ikke snart herned?” eller hende her: “Sasha er ked af det, og Amalie sidder og græder på toilettet, hendes kæreste har slået op!”

- Hvem vil du vælge fra?

De efterkommende møder snakkede vi i teamet om bedre løsninger, om en anderledes undervisning, om et svigtet ungt menneske, hvis livskvalitet og hverdag lå i vores hænder. Vi gjorde os umage, men flere ressourcer kom der ikke. Han var “ikke udadreagerende”, og på den måde “forstyrede" han ikke undervisningen. Dette unge menneske blev taget til fange i folketingets inklusionsreform fra 2012. Han er et af de mange unge mennesker, som i dag repræsenterer alle de andre efterladte og svigtede inklusionselever, fordi folkets skoles evne omkring den mangfoldige undervisning ikke er god nok. Jeg mener at alt for mange børn og unge blot opbevares i den danske folkeskole, fordi vi ikke har de nødvendige ressourcer til inklusionsindsatsen. Inklusion indebærer vel, at vilkårene skal være lige for alle, med udgangspunkt i det enkelte barn, og derfor skal vi organisere skolen anderledes. Vi skal ikke problematisere det enkelte barn, men selve indsatsen for det enkelte barn. Vi skal sikre, at netop også dét barn bliver set og hørt i folkets skole, med krav på det rigtige skoletilbud og den nødvendige læring. Lad os erkende og stoppe finpudsningen af den mislykkede inklusionsreform, lad os komme væk fra den retoriske kategoriseringkasse "inklusionselev", og i stedet kæmpe for at give alle børn og unge deres ret til læring og trivsel.

- Hvis det stod til dig, hvis barn vil du vælge fra?