Arkivfoto: JeanCuomo/istock.com
82 elever indgår i sag om blufærdighedskrænkelse i omklædningsrum
Nordjyllands Politi har afsluttet efterforskningen af sagen mod en 36-årig tidligere lærer på Karensmindeskolen i Støvring. Han sigtes for at have videofilmet 82 piger med skjult kamera, når de klædte om til idræt.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
36-årig sigtet i sag om overvågning i omklædningsrum
Skolen politianmeldte i februar fundet af en rygsæk med overvågningsudstyr i pigernes omklædningsrum, og nogle uger senere anholdt politiet den 36-årige lærer.
Manden er nu sigtet for 27 tilfælde af blufærdighedskrænkelse og for i 28 tilfælde at have optaget elever uden deres vidende og tilladelse. Politiet har identificeret 82 piger på optagelserne, som politiet har konfiskeret hos den pågældende. Politiet er i gang med at kontakte pigernes forældre, men oplyser, at der ikke er fundet tegn på, at optagelserne er blevet delt.
Direktør i Rebild Kommune Vibeke Lei Stoustrup oplyser i en pressemeddelelse, at kommunen i samarbejde med Karensmindeskolen og Nordjyllands Politi har iværksat en række tiltag i form af støtteberedskab til nuværende og tidligere elever samt deres forældre. "Vores fokus er på at tage hånd om og hjælpe de berørte elever og deres forældre bedst muligt gennem situationen".