Kit Aagesen Goth blev overrasket af elever og kollegaer i hallen ved Nykøbing Skole.

'Danmarks Sejeste Idrætslærer' er tidligere skoleleder: "Jeg er bedre på gulvet"

Bevægelsesglæde er den røde tråd i Kit Aagesen Goths virke som idrætslærer. Det har nu indbragt hende prisen som Danmarks sejeste af slagsen anno 2024.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var en med egne ord bevæget, glad og overvældet Kit Aagesen Goth, der i denne uge blev kåret til Danmarks Sejeste Idrætslærer 2024.

Prisen uddeles af DIF Skole OL og Dansk Skoleidræt, og der var traditionen tro gjort klar til den helt store overraskelse, da vinderen skulle afsløres.

Mere end 300 elever med dannebrogsflag tog imod idrætslæreren, da hun tirsdag kom ind i hallen ved Nykøbing Skole, hvor hun underviser til daglig.

"Det er en kæmpe anerkendelse af det stykke arbejde, jeg hver dag kommer glad i skole og udfører. Jeg ved jo godt, at man forhåbentlig som lærer er så heldig at gøre en forskel for nogle børn. Men at der ligefrem er nogen, der mener, man fortjener sådan en pris, er stort at opleve", siger hun til folkeskolen.dk/idræt. 

"Eleverne elsker fodbold - og at lege"

Den røde tråd i Kit Aagesen Goths virke som idrætslærer er, at alle børn skal have lov til at mærke glæde ved at bevæge sig.

"De skal have lov at opdage, hvor sjovt det er at bruge deres krop. Og at der er tusindvis af måder at gøre det på", siger hun.

Derfor har idrætslæreren et stort udvalg af sportsgrene med i sin årsplan, men også masser af lege og eksperimenter.

"Eleverne elsker at spille fodbold og volleyball, men de elsker også at lege. Og de elsker, når vi bryder de gængse aktiviteter op og introducerer plinter til håndbold, eller hvad vi nu kan finde på", fortæller hun.

Kit Aagesen Goth deltager selv aktivt i undervisningen, og hun er ikke bange for at overlade styringen til eleverne.

"Vi arbejder tit med at opfinde nye spil ved at kombinere elementer fra alle mulige sportsgrene. Jeg vil meget gerne have, at eleverne oplever at være en del af undervisningen. De skal have mod til at stille sig op foran andre og fyre den af", fortæller idrætslæreren.

Den teoretiske del af undervisningen er dog også vigtig, pointerer Kit Aagesen Goth.

”Det er enormt vigtigt, de ved, hvorfor deres krop reagerer, som den gør. Særligt i disse tider med meget kropsforskrækkelse. Jeg prøver virkelig at tale kroppen op som et fantastisk redskab, og hvorfor det er vigtigt at holde den sund og rask”, siger hun.

Derfor er idrætslæreren også ked af, at afgangsprøven i idræt bliver afskaffet fra om med næste skoleår.

”Hvis man ikke har en ledelse, der synes, at idræt er det mest fantastiske i verden, kan faget godt befinde sig lidt i periferien. Jeg kan love dig for, jeg vil bruge prisen til at sætte fokus på vigtigheden af faget. Man får altså bare gladere børn af, at de bevæger sig”, siger Kit Aagesen Goth.

Er tidligere skoleleder

Netop det med at skulle lave ledelsesmæssige prioriteringer er noget, Kit Aagesen Goth har personlig erfaring med.

Hun har nemlig en fortid som skoleleder, men vendte tilbage til lærerjobbet, fordi hun savnede de relationer med eleverne, som bevægelse på halgulvet giver.

"Jeg kunne mærke, at jeg var altså bedre på gulvet. Jeg elsker den daglige kontakt med eleverne. Jeg elsker at formidle. Og jeg elsker ikke mindst bevægelse – i alle fag. Jeg bruger det også i stor stil i tysk og engelsk. Og jeg kan se, hvor meget det giver", siger hun.

Den tidligere landsholdspiller i fodbold William Kvist er en af medlemmerne af den jury, der har peget på Kit Aagesen Goth. Midtbaneslideren fremhæver især hendes evne til at gøre idrætten til et frirum for eleverne.

"Skoleidræt er en vigtig arena for at præge og danne børn og unge til et aktivt liv. Der er brug for hverdagshelte som Kit, der skaber trygge rammer og inspirerer eleverne til at bevæge sig med glæde og fællesskab i det frirum, som idræt er for mange unge mennesker", siger William Kvist.

Ved kåringen påpegede formand for Danmarks Idrætsforbund Hans Natorp ligeledes idrætslærerens evne til at gøre idrætsundervisningen til et trygt rum med fokus på trivsel og fællesskab.

"Hun er med til at lægge grundstenene til, at de unge får et aktivt liv både i og uden for skolen, og hun bruger byens rum i sin undervisning til at bygge bro ud til lokale idrætsforeninger", lød det.

Dansk Skoleidræt er som idrætsfagets interesseorganisation en del af prisens jury, og herfra lyder der stor faglig anerkendelse af årets prismodtager.

"Kit er en ildsjæl, som passioneret går forrest, og som er et forbillede for både kolleger og elever. Hun sikrer den høje didaktiske kvalitet i undervisningen, og favner alle elever og giver dem gode og meningsfulde oplevelser med idræt",  siger formand Finn Kristensen.

Med prisen følger 25.000 kroner til brug på nyt udstyr til idrætsundervisningen sponsoreret af A-Sport samt et kursus fra Dansk Skoleidræt til alle skolens idrætslærere til en værdi af 7.500 kroner.