På Holmegårdsskolen i Hvidovre arbejder lærerne efter LP-modellen. Det begyndte som et pilotprojekt på mellemtrinnet sidste år, og nu er hele skolen involveret. Det er Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), der er sparringspartner og kursusudbyder. Det er også PPR, der har udarbejdet en lille teamguide efter Thomas Nordahls beskrivelser af modellen.

»Jeg synes, LP-modellen er fantastisk, men der findes da nogle, der mener, at det mest er flere møder«, siger lærer Sascha Tuborg Jensen, der har deltaget i pilotprojektet og desuden er adfærd-kontakt-trivsel-lærer.

»Det gode er, at arbejdet er sat i system, og at vi er fælles om opgaven og om ansvaret. Og så virker det«.

Skoleleder Lone Lund var heller ikke i tvivl om, at det lød spændende, første gang hun hørte om LP-modellen. Det er ikke nogen tryllemodel, og den rummer ikke som sådan nye metoder, men det er analysen, der virker.

»Vi skal blive skarpere på, hvorfor et barn er fastlagt i et mønster, og vi skal bryde mønstret. Vi lærere er rigtig gode til at beskrive børn og problemer, men vi er ikke altid gode til at løse problemerne. Jeg har oplevet, at vi har talt om det samme barn fra børnehaveklasse til 10. klasse uden at finde en god løsning for barnet, men her ser vi på de opretholdende faktorer, og det er dem, vi skal cutte rødderne af«.

Hun oplever for eksempel at høre en lærer spørge, om han mon selv kan være en opretholdende faktor i en aktuel problemstilling. En tanke, der kan falde mange svær, men som også er en del af arbejdet med analysen i modellen.

»Jeg troede, at LP-modellen kunne løse sociale konflikter, men nu er jeg overbevist om, at den kan bruges på rigtig meget. Vi har benyttet modellen til faglige emner, på hele klasser og enkelte børn og til lærerteamene også«, siger Lone Lund, der har været lærer, viceskoleleder og nu skoleleder over i alt 34 år på Holmegårdsskolen.

»Klasseklimaet ændres, når man bruger modellen. Det ses også i Norge, hvor man har vist, at arbejdet er statistisk mærkbart på elevernes prøveresultater«.

Hun fortæller, at skolen ikke har særlige problemer med hverken elevernes adfærd, det faglige niveau eller et stort behov for specialundervisning, men at man da altid gerne vil skære ned på specialundervisningen og øge elevernes trivsel.

Strukturen på Holmegårdsskolens arbejde med LP-modellen er, at to team arbejder sammen. Klasseteamet mødes med teamet for parallelklassen. Det betyder, at det ene team kender den elev eller de elever, der er tale om, mens parallelklassens team kan stille spørgsmål til dem ud fra LP-modellens skabelon.

Lærerne har været på kursus hos PPR, hvor de har hørt om tankerne bag LP-modellen og talt om den skabelon, de skal bruge i deres analyse. Som andre steder begynder hele arbejdet med modellen med en kortlægningsundersøgelse, hvor eleverne svarer på et spørgeskema om deres trivsel i klassen og på skolen. Ud fra skemaet skriver PPR en profil på den enkelte klasse.

»Det gode er, at arbejdet er sat i system, og at vi er flere om processen«, mener lærer Maria Juhlin, der lige er blevet tovholder og har deltaget i pilotprojektet.

Hun siger, at det fungerer godt først at iværksætte et pilotprojekt og så senere få resten af skolen med.

»Eleverne oplever også, at de får noget ud af arbejdet her. Vi skal sætte flere tiltag i gang samtidigt, og efter tre til fire uger evaluerer vi«.

De to lærere fortæller, at de har haft rigtig gode resultater. For eksempel talte de om en dreng, der ikke deltog i undervisningen. Han var ikke motiveret, havde et lavt selvværd og sugede meget af lærernes energi, fordi de tydeligt kunne se, at han slet ikke var med.

»Efter få uger havde det hele ændret sig. Vi havde besluttet, at han skulle skifte sidekammerat. Han sad ved siden af en dreng, og vi flyttede ham hen ved siden af en pige. Vi gav ham en jonglørbold, som han kunne sidde og kramme, og da vi mente, at han var fagligt svag, arrangerede vi lektiehjælp til ham. Det aftalte vi med hans mor. Og nu fungerer han helt anderledes og er med i klassen«, fortæller de to lærere.

Et ark papir med cirkler er centralt i arbejdet. I midten skriver lærerne et problem, de ønsker at arbejde med. I cirklerne rundt om skriver de alt det, der opretholder problemet. Her skal de se på tre perspektiver: kontekst, aktør og individ. Det er teamet, der vælger den eller de elever, mødet skal handle om.

»Ud for hver af problemets opretholdende faktorer skriver vi tiltag. Både kortsigtede og langsigtede mål. Og så fordeler vi opgaverne«, siger Sascha Tuborg Jensen.

»Det kan lyde firkantet og skemaagtigt, men når dette ark er udfyldt under mødet, så er referatet jo altså også skrevet. Så har vi ét stykke papir med det hele på, og det bruger vi, når vi på næste møde evaluerer for første gang«.

Det er let at se på LP-planen, hvad de enkelte skal gøre, og Sascha Tuborg Jensen fremhæver, at noget af det, der er svært som adfærd-kontakt-trivsel-lærer, bliver lettere her. Nemlig at fortælle en lærer, at hun kan gøre noget anderledes, end hun plejer.

Lærerne har fået temaguiden og nogle kompendier om modellen udarbejdet af PPR Hvidovre. Senere skal de vælge kursusområder ud. Måske bliver det cooperative learning om systematik i gruppearbejde eller klasseledelse, men det er ikke besluttet endnu.

Lone Lund mener, at det svære i arbejdet med LP-modellen er at holde sig til analysefasen, før man går videre med at diskutere, hvordan man skal handle. Men små post-it-sedler kan bruges til at skrive indfald og handlemuligheder ned undervejs i analysen, så man ikke glemmer dem senere - og så man kan lade være med at sige dem højt i analysefasen.

LP-modellen virker inkluderende, mener Maria Juhlin og Sascha Tuborg Jensen. Og de er især positive over for, hvor hurtigt de har oplevet forandringer til det bedre.

»Her på skolen arbejder vi ofte alene og med lukket dør til klassen. Det betyder også, at du kan stå meget alene med problemerne, men denne arbejdsfacon betyder, at det bliver fælles opgaver og fælles ansvar«, siger Sascha Tuborg Jensen.

»Faren er, hvis man ikke forstår, at man kan være med til at klare problemstillinger, selv om man ikke kender den elev, det handler om«.

Klasselæreren kommer ikke længere til at stå alene med opgaverne. Enhver ved, hvad hun skal klare før næste møde. Alle arbejder til fælles bedste og i samme retning.

»Samtidig kommer man til at se på sine egne handlinger, og man får konstruktiv kritik af sine kolleger. Det er fantastisk at lære mere om sig selv og på den måde udvikle sig som lærer«, siger Maria Juhlin. |