Det bliver du spurgt om
Her er en række spørgsmål, som du nemt kan blive udsat for, hvis du søger job som lærer i folkeskolen eller på en social- og sundhedsskole
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hånden på hjertet, ville det ikke være rart på forhånd at vide, hvad du bliver spurgt om, hvis du skal til ansættelsessamtale? Selvfølgelig vil det det, men der findes desværre ingen facitliste. De fleste arbejdsgivere lader deres spørgelyst afhænge af den skriftlige ansøgning og af, hvordan dialogen forløber under samtalen.
Alligevel er der nogle spørgsmål, der dukker op i mange ansættelsessamtaler. Månedsmagasinet Undervisere har bedt tre ledere af folkeskoler og tre ledere af social- og sundhedsskoler kigge på 98 mulige spørgsmål, og de er enige om, at nogle af dem er oplagte at stille.
»Hvorfor søger du netop dette job?« er et klassisk spørgsmål, der sætter samtalen i gang. Nogle ledere kan også lægge ud med at bede ansøgeren kort fortælle om sig selv. Andre mener, at den type spørgsmål ikke dur.
»Det er lidt for generelt at indlede på den måde. Vi kommer ind omkring vedkommendes liv og arbejdsliv flere gange i samtalens løb«, siger direktør for Sosu Nord, Lars Jakobsen.
Når det praktiske og teoretiske fundament er i orden, er personlige kvalifikationer afgørende og det, mange ledere spørger ind til.
Et typisk spørgsmål: »Beskriv en konfliktsituation, du har befundet dig i - hvad gjorde du for at løse konflikten?« Et andet: »Hvilken rolle har du typisk i gruppesammenhæng?«
Vær heller ikke overrasket, hvis du bliver spurgt om, hvilke personlige egenskaber du sætter mest pris på?
Fritidsinteresser siger noget om en person. Derfor bliver der jævnligt spurgt: »Hvad laver du i din fritid?« Til gengæld er det næsten helt sikkert, at du aldrig vil blive spurgt, om du er politisk engageret.
Mange vil gerne høre om dine fagligt stærke sider. Der er heller ingen grund til at blive overrasket, hvis der bliver spurgt til dine computerfærdigheder. Spørgsmålet kunne lyde: »Hvilke it-programmer har du erfaring med?«
Uanset om du er nyuddannet eller ej, vil skolen gerne vide noget om dine praktiske erfaringer.
»Det er godt at vide, om en ansøger har været ude at prøve kræfter med vikarjob, så han eller hun har en fornemmelse for arbejdsopgaven«, siger skoleleder Jette Lauritsen, Bankagerskolen i Horsens.
»Har du referencer fra tidligere arbejdsgivere?« vil mange spørge om, mens de færreste finder det passende at bede dig om at beskrive dit sidste arbejdssted.
Arbejdsmetoder kan der også blive spurgt ind til.
»Hvordan foretrækker du at arbejde - alene eller sammen med andre?« kunne et spørgsmål lyde. Et andet: »Hvordan arbejder du under pres?«
To oplagte spørgsmål lyder: »Hvad kender du til vores virksomhed/skole?« og »Hvad er dine forventninger til jobbet?« Bliv heller ikke overrasket, hvis man vil vide lidt om, »Hvilke kvalifikationer har du, som er afgørende for netop dette job?«
Der er forskel på, hvilke spørgsmål der bliver stillet på de folkeskoler og de social- og sundhedsskoler, der indgår i undersøgelsen. Du kan se de mest populære spørgsmål for begge skoleformer på www.undervisere.dk |