Bred modstand mod at samle læreruddannelser i Holstebro

Skive Kommune, Lemvig Kommune og de lokale lærer- og skolelederforeninger sætter sig imod University College Vias planer om at flytte læreruddannelserne i Nørre Nissum og Skive og samle dem i Holstebro.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En flytning vil betyde færre uddannede lærere i hele regionen, frygter Skive Kommune. Derfor advarer kommunen i sit høringssvar mod at flytte læreruddannelsen til Holstbro.

"Det vil være en katastrofe for hele området. Selv om Holstebro også ligger i Vestjylland, vil det få negative konsekvenser for udviklingen i hele området, fordi en flytning vil betyde færre lærerstuderende - vel at mærke i en tid, hvor der er udsigt til mangel på lærere. Vestjylland er et område, som generelt har svært ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, derfor vil udviklingen i området blive hårdt ramt", siger borgmester i Skive Kommune Flemming Eskildsen.

Fysisk nærhed er ikke afgørende

Lemvig Kommune forstår Vias campustankegang men henviser i sit høringssvar til, at der trods store fysiske afstande allerede er et godt samarbejde mellem uddannelserne under Via, og at fysisk nærhed ikke er en garanti for faglige synergi-effekter.

"Kommunalbestyrelsen er af den opfattelse, at der findes muligheder, hvis man ønsker at fastholde uddannelsesinstitutioner, også i udkantsområder. Læreruddannelsen er afgørende for vore børns og unges grundlæggende uddannelse, og der er brug for lærere i hele landet. Derfor er det altafgørende, at der uddannes lærere over hele landet", skriver Lemvigs borgmester Erik Flyvholm i høringssvaret til Vias bestyrelse.

På læreruddannelsen i Nørre Nissum er der studerende fra 46 kommuner, og det er takket være net-uddannelsen, mener Erik Flyvholm, som derfor beder Vias bestyrelse om, at inddrage "hvilken enestående platform læreruddannelsen i Nr. Nissum har skabt for den net-baserede læreruddannelse", når den endelige beslutning skal tages.

Også de lokale lærerforeninger og afdelinger af Skolelederne fraråder Via, at flytte uddannelserne til Holstebro.

"De to fagpolitiske foreninger skal hermed klart tilkendegive, at en flytning af læreruddannelsen i Skive til Holstebro ikke kan anses som værende en god løsning for mulighederne for at rekruttere uddannede lærere til folkeskolerne i Viborg, Skive, Morsø og Thisted Kommuner", lyder det i et høringssvar, som er underskrevet af lokale lærerkredse og afdelinger af Skolelederne.

Læs mere

Flere høringssvar på Skive Kommuneshjemmeside

Lemvig Kommunes høringssvar