Ude i samfundet sidder der utrolig mange børn og voksne med en høj intelligens. Men i stedet for at "udnytte" de resurser og evner gør man dem til tabu og glemmer dem.

Man vil aldrig komme til at kører på samme spor som andre, når man er højtbegavet. At være udenfor er en del af det, og det kan være en frustration. Især hvis man ikke ved, hvorfor man ikke kører på samme spor som alle andre. For mange giver det anledning til et dårligt psykisk helbred og/eller underpræstering.

Så hvad kan man gøre for at hjælpe de højtbegavede og fremme deres evner? Man kunne jo starte med at uddanne lærerne til både at spotte det og at håndtere det. Lærerne i dag bliver ikke klædt særligt meget på - hvis overhovedet - til at stimulere de højtbegavede, hvilket gør det svært for både barnet, læreren og klassen som helhed.

Jeg ved fra egne oplevelser, at jo mere man keder sig, og jo mere understimuleret man er, jo mindre kan man se grunden til at arbejde, og jo mindre terper man lektier.

Som højtbegavet er ens læringskurve stejlere. Man kan tit opfange mere viden på kortere tid. Så når man sammen med resten af klassen får stukket halvtreds, næsten ens, opgaver i hånden, er det altså bare træls. For når man efter fem opgaver har forstået principperne bag matematikstykkerne, kan jeg godt afsløre, at de sidste 45 opgaver er dødkedelige.

I stedet for at pakke de højtbegavede ind i skabet, så lad os få dem frem og bruge deres evner.

Lad os få mere undervisning om opdagelse af højtbegavede elever og håndtering af dem ind på læreruddannelserne.

(Forkortet af redaktionen)