En håndfuld lærere og 30-40 lærerstuderende var samlet på Nørrebro en tirsdag eftermiddag for at få inspiration til et peppe et notorisk kedeligt samfundsfagligt emne op: EU. Det var  oplysningsforbundet DEO - Demokrati i Europe, som havde indbudt til et seminar med titlen "Hjælp, hvordan underviser jeg i EU".

DEOs sekretariatsleder, Rasmus Nørlem Sørensen, som også står bag DEOundervisning og EU-netværket for undervisere, er godt klar over at hans stofområde langt fra topper elevernes liste over yndlingsemner i samfundsfag. Og det kan han på en måde godt forstå.

"En EU-undervisning der primært fokuserer på institutionslære og historien om Kul- og Stålunionen, der blev til EU, fanger ikke" siger han som noget af det første i sit oplæg. Men han har nogle bud på, hvordan det kan gøres mere spændende.

Konkretiser EU-stoffet

"Skru op for konfliktstoffet for at fange eleverne. Du kan altid moderere det senere" siger han og foreslår, at man som lærer for eksempel starter en diskussion med elever om, hvorvidt det er EU's skyld, at 4,7 millioner børn i EU er så fattige, at de kun har et par sko.

Dagens anden oplægsholder er Anders Stig Christensen. Han er tidligere formand for arbejdsgruppen, der formulerede forenklede Fælles Mål til samfundsfag. Hans kæphest, når det kommer til EU-undervisningen i folkeskolen, er cases. Eleverne skal fordybe sig i en case, til gengæld behøver de ikke at vide alt om EU's historie og organisering. Det vil give mere analyse og mindre faktagennemgang. Og mere interessant undervisning. Som mulige cases nævner han flygtningestrømme til Europa, tobaksdirektivet og sagen om kødklister.

Fra salen kommer et spørgsmålet, om ikke små, dumme sager så kommer til at fylde for meget i undervisningen. Om det ikke kommer til at handle om lakridspiber og kanelsnegle i stedet for substansen. Men Rasmus Nørlem Sørensen mener ikke, at kanel-sagen er så dum, for den handler jo om forbrugerbeskyttelse og om at tvinge producenter til at bruge kanel af en bedre kvalitet. Og det er der sådan set masser af kød på, hvis man tager diskussionen. Sagen kan hæves op til et principielt niveau.

Anders Stig Christensen opfordrer til, at man som lærer vælger cases ud fra, om de er aktuelle, eksemplariske og relevante. Det er en vis grad af subjektivitet i vurderingen af relevans, medgiver han, men det behøver ikke at være et problem.

Det kedelige kan ikke (helt) undværes

"Der er en stor grad af blankhed hos eleverne i forhold til EU" siger Anders Stig Christensen. Så man kommer ikke uden om at lære eleverne så tilpas meget, at de ved nok til at kunne lave en analyse af en politisk problemstilling indenfor EU.

Rasmus Nørlem Sørensen fortæller, at det er hans erfaring, at samfundsfagslærere som regel har ret godt styr på deres grundviden om EU, men at de oplever det som en stor arbejdsbyrde at følge med i aktuelle EU-sager, der kan indgå som cases i undervisningen. Han anbefaler at bruge hjemmesiden undervisning.deo.dk til at orientere sig. Siden er godt nok rettet mod gymnasier og niveauet er for svært for de fleste folkeskoleklasser, men læreren kan bruge den til at finde de gode cases, som man kan basere undervisningen på.

EU skal ikke gøres unødigt underlig

Som endnu en måde at gøre EU-stoffet mere relevant for folkeskoleeleverne forslår Rasmus Nørlem Sørensen, at man bruger samfundsfagets teoretiske kernestof fra økonomi og politik på EU-stoffet. For eksempel kan den aktuelle krise mellem Tyskland og Grækenland ses som en konflikt mellem liberal og keynesiansk økonomisk teori eller mellem konservativ og socialistisk ideologi.

"Der er ingen grund til at gøre EU mere besværligt eller obskurt end andre dele af samfundsfaget" siger Rasmus Nørlem Sørensen.