Knap 4600 elever viste sympati gennem deres puslespilsbrik. Foto: Laurits Holdt.

Puslespilsaktion for skoleløse børn

I dag har flere hundrede skoleelever lagt et kæmpepuslespil foran Christiansborg i sympati for de børn, der må klare sig uden skolegang. Puslespillet manglede brikker, og det var et symbol på de 69 millioner børn i verden, der ikke går i skole.

Offentliggjort Sidst opdateret
Christine Antorini (A) mødte som den eneste politiker op foran puslespillet. Troels Lund Poulsen havde ikke tid, men en embedsmand kom og tog imod en symbolsk puslespilsbrik på vegne af undervisningsministeren. Foto: Laurits Holdt.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På Bertel Thorvaldsens Plads uden for Christiansborg har flere hundrede elever i eftermiddags lagt et kæmpepuslespil for at rette politikernes opmærksom mod de 69 millioner børn, der aldrig kommer i skole.

"Aktionen gik rigtig godt", fortæller Helle Gudmandsen.

"Jeg blev meget rørt over den glæde, som eleverne udviste ved at gå i skole, og jeg er sikker på, at det har virket utrolig stærkt", siger hun. Helle Gudmandsener leder den kampagne, der hedder' Hele Verden i Skole', og som Ibis står bag. Ibis udspringer af den verdensomspændende og universitetsbaserede organisation World University og arbejder for en retfærdig verden, hvor alle mennesker har lige adgang til uddannelse, indflydelse og resurser.

"Børnene har lavet brikkerne ud fra, hvad de selv har lært i skolen. Men puslespillet er hullet, fordi der stadig er 69 millioner børn i verden, der ikke går i skole og derfor ikke kan blive en brik i verdens store puslespil," siger Helle Gudmandsen

"Hvis jeg ikke gik i skole, ville alting være trist"

I omegnen af 4600 elever har på landsplan lavet puslespilsbrikker og enten selv medbragt dem eller sendt dem til IBIS. En af de elever er Anna, der går i 4.b. på Søndersøskolen. På hendes brik har hun skrevet, at:

"Hvis ikke jeg gik i skole ville alting være trist. Alle andre kunne læse og regne. Man ville føle at man bare var en lille lus, som irriterede, når den spiste.

Nogle af elevernes puslebrik-historier og taler skrevet til lejligheden blev læst op på pladsen og siden overrakt til undervisningsministerens fremmødte embedsmand.