"Den kolde krig var lidt ligesom når børn puster sig op på en legeplads" siger Aase Schioldan, som er vores guide. "Det gælder om at virke truende, så man ikke bliver angrebet. Det gjorde man blandt andet ved at have sådan et fort som det her, med missiler, der kan skyde angribende fly ned eller skænke de krigsskibe, der nærmede sig" siger hun og slår armen ud i retning af det nærliggende Øresund. Og hun må vide, hvad hun taler om, for hun var selv soldat under den kolde krig - dog ikke på Stevnsfortet.

Eleverne fra Haslev Privatskoles 4. og 5. klasser har inden besøget arbejdet med den kolde krig i historietimerne, fortæller deres lærer Martin Vestergaard Fossling. Han ser det ikke som et problem at arbejde med et så kompliceret emne, selv om eleverne ikke er ældre. "Det er klart, at jeg har lavet et forløb om den kolde krig i børnehøjde", siger han. "Men de er nogle kvikke børn, der sagtens kan håndtere det."

Atombombe på udstilling

Under introduktionen af Stevnsfortet, som var en hemmelig brik i Danmarks og Nato's forsvar under den kolde krig, bliver det klart at eleverne ikke er på bar bund, når det kommer til viden om den kolde krig.

De kan både svare på hvornår Danmark blev medlem af Nato, de kender til oprustningskapløbet og ved, at Sverige forholdt sig neutralt. Eleverne er samlet omkring en opstilling af de missiller, der gennem tiden har stået klar her på Stevnsfortet, hvis den kolde krig skulle gå hen og blive varm. Der er tre forskellige, og en elev spørger guiden om de virker, hvilket hun kan svare benægtende på. En anden vil vide hvilket af tre, der var det farligste, og det mener Aase må være 'Herkules', for det kunne udstyres med et atomsprænghoved.

Ned i klinten

Så skal eleverne gå i dybden med emnet. Helt bogstaveligt. De skal nemlig 18 meter ned i den atomsikrede bunker inde i Stevns Klint. På vej ned af trappen falder temperaturen mærkbart fra de 18-20 grader under dem lammeskysduppede himmel til omkring 10 grader ved indgangen til bunkeren. Kondensvandet samler sig som mellemstore vabler under loftet og drypper med på trappen og gør den glat.

Guiden åbner den tunge metaldør og afslører en mørk gang, hugget gennem kalken. "Vægge og lofter er 65 millioner år gamle", fortæller hun, hvortil Martin Vestergaard Fossling muntert udbryder "Det er ældre end selv mig!".

James Bond i Stevns Klint

Nede i bunkeren bliver klassen vist ind i hjertet af det hele - det rum, hvor radarskærmene og telexmaskinerne står. Og det ser næsten ud som om de militære efterretningsfolk kun lige er smuttet en tur på wc, for i et hjørne står et bord med askebæger, kaffekander og Faxe Kondi-flasker. Og spredt mellem dem, ligger pauselekturen - blandt andet Ugens Rapport fra september 1980, hvilket sikkert er meget autentisk, men desværre bryder nogle af elevernes koncentration. Martin Vestergaard Fossling forsøger at lokke dem hen til radarskærmene med bemærkningen "Det er ren James Bond".

Og det virker. For selv om computerudstyret i radarrummet er mere end dobbelt så gammelt som de elever, der er på besøg, er der vild begejstring og aktivitet ved skærmene. Man må røre ved det hele, trykke på alle knapper og forsøge at ringe hjem fra den røde danMark1 trykknaptelefon, som dog ikke virker. På skærmene kan man følge fly- og skibstrafikken i hele det sydøstlige Danmark, og skal så tage stilling til om det er en fjendtlig indtrængen, der skal reageres på. Det sætter gang i fantasien og det er ikke helt let at lokke eleverne med videre for at se resten af det underjordiske fort.

Kulden kommer krybende

Men videre skal vi, for vi skal også se en af de kanoner, som skulle redde København og den vestlige verden, hvis Warszawa-pagtlandene havde forsøgt at sende deres krigsflåde op gennem Øresund. På den mørke gang hen til kanonen, begynder kulden for alvor at kunne mærkes. Hænder forsvinder ind i ærmer og ned i lommer og eleverne dækker deres hår og ører under hætter. Nu kan den kolde krig for alvor mærkes på egen krop.

Pludselig hører vi et ordenligt brag. Et par af eleverne skriger halvhøjt. Der kommer et til og så endnu et.

Men der er ikke fare på færde. Det er en lydoptagelse, der skal give fornemmelsen af, hvordan det ville lyde, hvis kanonerne skulle komme i brug. En del af eleverne holder sig for ørerne, da de træder ind i den underjordiske del af kanonen, hvor orange og turkisblå sprænghoveder er stablet langs væggene. De voksne må dukke hovedet lidt for at komme uskadt gennem døren. "Men de var jo heller ikke så høje i gamle dage" som en af eleverne siger. Efter besøget i kanonen er omvisningen slut og eleverne får lov til at løbe gennem den hundrede meter lange, mørke gang, tilbage til trappen og op i lyset og varmen. Eleverne fordeler sig på bænke i solen og nyder at blive varmet op igen. Og så  venter madpakkerne.