Inklusion er og har længe været et omdiskuteret begreb. Begrebet afspejler den tid, det udspiller sig i, og det har derfor har haft forskellig betydning alt efter den kontekst, det er indgået i.

"Hvilken forståelse af inklusion fremgår af Herning Kommunes strukturanalyse? Hvordan placeres forståelsen af inklusionsbegrebet i forhold til almenpædagogikken? Kræver inklusion en speciel specialpædagogisk professionalitet?" Det spørger Ulla Kjærby og Birgitte Mikkelsen om i deres pædagogiske diplomafhandling "Specialpædagogik i et inkluderende fremtidsperspektiv" fra Professionshøjskolen Via. Formålet med projektet er, skriver de, at se på kommunens forståelse af inklusion og vurdere, hvordan dens specialpædagogiske professionalitet bliver sat i spil.

Hjælp i nærmiljøet - og stop for udgiftsstigning

Besparelser har betydet, at begrebet inklusion i Herning Kommune berører en stor gruppe elever inden for specialområdet, som tidligere har været fredet fra nedskæringer. Men kommunen har iværksat et projekt, hvor børn med særlige behov skal tilgodeses så tæt på nærmiljøet som muligt, og hvor udgiftsstigningen til elever i specialpædagogiske tilbud samtidig skal brydes.

En analyse, som blev gennemført i forbindelse med det kommunale projekt, indeholder fire diskurser om inklusion: en etisk, en politisk, en pragmatisk og en økonomisk, skriver Ulla Kjærby og Birgitte Mikkelsen. Men diskurserne mikses undervejs, og det giver i en sammenblanding af, hvad inklusion er og kan. "Inklusion viser sig hermed at være et komplekst begreb, som det er svært at definere, hvilket hænger sammen med et krydspres mellem en ideal og en virkelig verden, hvor der både skal tages hensyn til individet og kollektivet," skriver de i deres konklusion.

Herning Kommune har iværksat et arbejde efter den såkaldte LP-model, og LP som inklusionsstrategi medfører en række overvejelser om placeringen af den i forhold til almenpædagogikken. "Det specialpædagogiske felt sættes i spil, da LP som koncept fordrer en arbejdsmetode, som medfører en række problematikker, som reducerer forholdet lærer og elev imellem: Subjekt-subjekt forholdet med det unikke og partikulære mistes, og der sker en forenkling af dannelsesperspektivet, hvor noget så komplekst som normer og værdier kvantificeres," mener de.

Liv og mangfoldighed forsvinder

Det betyder også "et ureflekteret valg af teori i praksis, da det pædagogiske arbejde tilbydes legitimitet i konceptet samt en fælles begrebsverden ud fra konceptet, som medfører en kunstig omgang med ord og begreber og fjerner den mangfoldighed og det liv, der gør skolen unik." Det sætter spørgsmålstegn ved, hvor de professionelles individuelle oplevelser bliver af, og hvad den institutionelle kontekst kommer til at betyde. Og det "gør LP til en uholdbar inklusionsstrategi, da lærerens reflekterende omgang med pædagogikken reduceres, hvorved det specialpædagogiske felt med dets kompleksitet, viden og specielle faglige etik er i fare for at blive tabt."

En af de største udfordringer for læreren består i at kunne håndtere den rolle, som specialpædagogikken kræver, hvor ikke kun viden og kunnen, men også det at ville i særlig grad har betydning, understreger Kjærby og Mikkelsen.

Læreren har en særlig forpligtelse i den nære relation til eleven og i samspillet, hvor der pædagogisk skal være fokus på forforståelse og fordybelse, på elevens styrkesider og på elevens deltagelse i egen læreproces. Eleven skal ses som et særligt menneske. Dannelsen skal være i højsædet, og mødet med den enkelte elev skal præges af indre meningsfulde strukturer, der bygger på en "relationistisk" tilgang.

Lærerrollen med en nær relation til eleven, indebærer også et tæt og udvidet samarbejde med forældrene. Det krover mange etiske overvejelser, da læreren træder ind i familiens private sfære for at varetage barnets tarv. Det er derfor vigtigt, at forældrenes dispositioner ikke underkendes af læreren, understreger Ulla Kjærby og Birgitte Mikkelsen.

Et menneske med særlige behov

Udfordringen for læreren i arbejdet med inklusion består også i at kunne agere i situationer, hvor det er svært at se eleven som et særligt menneske, fordi hensynet til kollektivet, erstattes af et læringssyn, der ser eleven som et menneske med særlige behov, mener de. "Der skabes en ydre ramme, som fordrer en 'normal' adfærd, og som bygger på ydre struktur og overskuelighed med en ydre organisation af samværet." For læreren kommer det nemt til at handle om tilpasning af eleven frem for dannelse, da det skaber en slags sikkerhed. Men det betyder, at den specialpædagogiske nysgerrighed og nytænkning, som dannelsesidealet lægger op til, mindskes. "Et dannelsesideal, som fordrer en afmagtsposition, hvor læreren tør slippe almagtspositionen og bevæge sig ud på usikker grund i forsøget på at udvikle subjekt-subjekt forholdet med det unikke og partikulære", skiver Kjærby og Mikkelsen.

Autonomi og autenticitet

Lærerrollen skal ses som både individuel og kompleks, mener de, og kompleksiteten skal betragtes som noget positivt, så "den pædagogiske professionalitet kan beskrives som den reflekterende omgang med pædagogikkens handlings-, norm-, institutions- og erkendelsesproblem". Hvis det erkendes, accepterer læreren, at pædagogikken er modsætningsfyldt og paradoksal. Det handler derfor om at holde fast i den autonomi og autenticitet, der gør den specialpædagogiske professionalitet til noget specielt, mener Kjærby og Mikkelsen.

I arbejdet med deres PD-projekt om inklusion og specialpædagogik er det blevet klart for dem, at læreren konstant bevæger sig i spændingsfeltet mellem dannelse og tilpasning.

Med den øgede diagnosticering af børn ser de en fare for, at diagnoserne får karakter af objektive størrelser, der opfattes som om de kan sige noget om langtidsprognoserne. I stedet bør en diagnose ses som et øjebliksbillede, hvor problemerne blot fremtræder meget udtalt. Hvis det ikke sker, vil arbejdet "koncentrere sig om at få reduceret de 'symptomer', der kendetegner diagnosen (tilpasning) i stedet for at arbejde på de uanede udviklingsmuligheder, hvor det ikke er diagnosen, men det enkelte barn og konteksten omkring barnet, der er i fokus (dannelse)," skriver Kjærby og Mikkelsen.

At navigere mellem dannelse og tilpasning

At lærerne kan have svært ved at navigere i spændingsfeltet mellem dannelse og tilpasning ser de fx i avisartiklen "Kommuner i kø for at få hjælp til svage elever". Lærerne er her frustrerede over at stå med en elev, der har diagnosen ADHD, og samtidig har de mange elever i klassen, som skal undervises sammen. Ifølge artiklen kan børne- og undervisningsminister Christine Antorini følge lærernes frustrationer, men hun mener, at med et nationalt rådgivningscenter og dygtige konsulenter at trække på, er inklusionen godt hjulpet på vej. Det er en interessant vinkel, "da vi vurderer, at læringssynet omkring dannelse og tilpasning i forhold til specialeleverne sættes i spil," lyder Ulla Kjærby og Birgitte Mikkelsens afsluttende kommentar.

Hele diplomafhandlingen kan findes til højre under EKSTRA: "Specialpædagogik i et inkluderende fremtidsperspektiv"