Fakta

Jeg kan ikke gå til eksamen, jeg har fået klimaangst - Skoleledelse, mistrivsel og formålet, der blev væk

Forfatter: Birgitte Vedersø

300 kroner

200 sider

Hans Reitzels Forlag

Alle er meget bekymrede for blomsten af Danmarks ungdom. Men hvad nu hvis al den fokusering på individet og alle de mange særhensyn, der tages for den enkelte elev er med til at ødelægge fællesskabet i vore skoler?

En tidligere gymnasierektor, Birgitte Vedersø, har skrevet en bog, der er et indlæg i debatten om, hvad det vil sige at drive en skole ud fra et ledelsessynspunkt. Og det er ikke alene sundt at få vendt de bifokale briller lidt en gang i mellem. Det er ikke sikkert, at vi gør vore børn og unge en tjeneste ved hele tiden at rette fokusset på dem og deres behov, men i stedet begynder at tænke lidt mere på skolen som et demokratisk mini-laboratorium. Vi skal have fornyet fokus på skolens formålsparagraf, så vi sikrer de unges viden, færdigheder, mestring og kompetencer og opfostrer de kommende generationer til at blive stærke og livsduelige mennesker, der er forberedt til deltagelse, medansvar og pligter i et samfund præget af frihed og folkestyre.

Men hvad er roden til problemerne, og hvordan kommer vi dem til livs? Det er de spørgsmål, som Birgitte Vedersø giver sig i kast med at svare på. På mange måder minder hendes bog om Lise Egholms bog Fordi du skal – en kærlig opsang fra en gammel dame, der synes, at det er på tide, at vi lærer ungdommen, at en fast og kærlig hånd i ryggen kan medvirke til at nedtone eksamensangsten. Måske er det også på tide, at vi lærer de unge at fokusere, i stedet for at skulle være aktive på alle platforme på samme tid og at det kræver blod, sved og tårer at få en studentereksamen eller bare det at få et højt nok gennemsnit på grundskolens afgangsprøve til at kunne komme ind på gymnasierne.

Bogen tager sit udgangspunkt i gymnasieskolen, hvor Birgitte Vedersø har været rektor i 23 år, men den er også brugbar i forhold til andre skoleformer. Der er behov for refleksion og forandring hos alle disse parter, hvis skolen skal tilbage til sit formål, nemlig at danne og uddanne vores unge. Et formål, som det ifølge Birgitte Vedersø bliver stadigt sværere at opfylde, når hensynet til fællesskabet må vige for et stadigt større fokus på individuel trivsel. Ja, måske kan vi også få mindsket stressen hos alle underviserne, der hele tiden skal holde styr på alle de individuelle særhensyn, der skal tages. Selvfølgelig skal vi være fleksible, og vi skal vise hensyn, men det kan også tage så meget overhånd, at der til sidst ikke er nogen, der trives, og hvis lærerne ikke trives, så kan vi være sikre på, at vore elever heller ikke gør det.

Birgitte Vedersø mener, at vi har gjort de unge en bjørnetjeneste, når mistrivsel er blevet den nye norm, og når vi så har en generation af unge, der gerne vil være ”normale” og gerne vil passe ind i det, der forventes af dem, ja, så mistrives de også lidt, fordi det er det svar, vi forventer at få, når vi spørger dem om, hvor presset de føler sig. Man skal da være en doven hund, hvis man svarer, at man har det godt med sig selv og sine venner, ikke?

Birgitte Vedersø argumenterer for et dobbeltblik, så både skolen og fællesskabet skal vejes op mod den enkeltes oplevelser og behov. Vi har brug for flere modhistorier, hvor der er fokus på håbet, det positive og det optimistiske. Der er mange forklaringsmodeller på, hvor det hele gik galt, dem vil jeg ikke komme ind på her, da de er alment kendte. Forskningen har givet os mindst tre årsagsforklaringer, der handler om tempo, præstation og selvfremstilling. Vi er blevet så psykologiserede i vores tilgang til hinanden, at vi har glemt, at først og fremmest har brug for tætte relationer, så vi kan gå ud og få nye erkendelser. Birgitte Vedersøs bog er en vigtig stemme i debatten om unges trivsel. Jeg vil derfor anbefale bogen til kollegial drøftelse – og ikke mindst som et indlæg til en debat om forældrenes indflydelse på unges trivsel.