Eleverne i Helsingør Kommune kan bruge deres Chromebooks efter sommerferien på trods af et forbud fra Datatilsynet
Savusia Konstantin
Chromebooksagen: Far anmelder Helsingør Kommune til politiet
"Min retsfølelse er i bund", lyder det fra faren til den skoleelev, som startede hele sagen om Chromebooks i Helsingør. Kommunen har nemlig givet grønt lys til at lærere og elever må bruge de omdiskuterede Chromebooks på skolerne, selvom Datatilsynet ikke har ophævet forbuddet. Nu har faren anmeldt kommunen til politiet.
"Jeg har lige politianmeldt kommunen. Min retsfølelse er i bund i dag. Kommunen må ikke ophæve det påbud, de har fået fra Datatilsynet, før tilsynet vælger at ophæve forbuddet".
Sådan sagde Jesper Graugaard i går til mediet Radar.
Jesper Graugaard er far til den elev som satte gang i hele Chromebooksagen i Helsingør.
Politianmeldelsen kommer efter, at referencedirektør i Helsingør Kommune Lars Rich på blandt andet folkeskolen.dk meldte ud, at kommunen trods forbud fra Datatilsynet fortsat vil bruge Chromebooks i skolerne.
Inden udmeldingen havde Helsingør Kommune sendt en række dokumenter og en såkaldt konsekvensanalyse til Datatilsynet, og de mener dermed, at brugen af Chromebooks står mål med reglerne. I afgørelsen fra Datatilsynet står også, at forbuddet gælder "indtil der er lavet en fyldestgørende dokumentation og konsekvensanalyse, og indtil behandlingerne er bragt i overensstemmelse med forordningen".
Datatilsynet er nu ved at vurdere, om dokumentationen er god nok. Men det kan godt komme til at tage tid, siger it-specialist i Datatilsynet Allan Frank til folkeskolen.dk.
"Vi svarer så hurtigt som muligt. Jeg har åbnet bilagene og konstateret, at ét af dem er over 1.700 sider langt. Så det tager den tid, det tager, at komme igennem det, men opgaven ligger definitivt øverst i bunken".
Lars Graugaard mener ikke, at Helsingør Kommune kan fortsætte med at bruge Chromebooks alene, fordi de har indsendt dokumentation.
"Hvis vi lever i et land, hvor myndigheder selv kan ophæve påbud, så er vi en bananrepublik", siger Jesper Graugaard til Radar.
Til Radar siger Allan Frank, at Helsingør Kommune løber en risiko ved at fortsætte med at bruge Chromebooks og Google Workspace.
"De tager en standpunktsrisiko ved at satse på, at det arbejde de har lavet er fyldestgørende, og at den dataansvarlige står inde for, at det de har gjort er rigtigt. Men det skal stilles op i mod det forbud, som er nedlagt, og det er sådan set der, sagen står lige nu", siger Allan Frank til Radar.