Elever bygger solbænke til skolen

På Bredagerskolen har elever og deres forældre bygget solbænke til skolens udearealer sammen med skolens tekniske serviceleder. Han er tømrer, og han håber, at projektet kan åbne nogle elevers øjne for håndværkeruddannelserne.  

Offentliggjort

Bredagerskolen i Jelling har fået helt nyt udemiljø, og eleverne har været med til at bygge det. Vejen er gået via forældreforeningen, sponsering og skolens tekniske serviceleder, som er tømreruddannet. 

"Jeg blev spurgt, om jeg ville bygge solbænke sammen med eleverne, for der var en i skolebestyrelsen, som havde sørget for at vi kunne få materialer sponsoreret", fortæller teknisk serviceleder Rasmus Bjælde Kring. 

Elever fra 7. klasse meldte sig til projektet og byggede sammen med Rasmus Bjælde Kring en hel dag i juni. Materialerne til solbænkene kommer i sæt, der allerede er skåret til og gjort klar, så det er til at gå til, og der var en ude fra firmaet bag, der kunne hjælpe med processen. 

"Vi havde købt rundstykker og kørte håndværkerjargon, og eleverne syntes, det var sjovt. Det er en god læring for dem, at finde ud af, hvad er en skruemaskine, og at man fx skal bore for. Der er jo ikke så meget af det i skolen i dag, så jeg tænker, at sådan nogle småopgaver sammen med en faglært godt kan kaste noget godt af sig i forhold til at gøre dem interesserede i håndværksfagene", siger Rasmus Bjælde Kring. 

Han er selv oprindeligt uddannet tømrer, så han lagde ud med et lille kursus i, hvordan værktøjet fungerede, og eleverne fandt hurtigt ud af det, syntes han.

I lørdags blev de sidste solbænke så samlet. Her var det børn fra indskoling og mellemtrin, der kom sammen med deres forældre i 4 timer og byggede. 

"Vi skulle gerne have lidt flere til at vælge håndværksvejen, og man kan jo håbe, at sådan noget her kan gøre en lille forskel", siger Rasmus Bjælde Kring.