Foto: Venstre

Haarder ny undervisningsminister

"Her har jeg befundet mig godt", lød slutreplikken, da Folkeskolen i 1993 afskedsinterviewede undervisningsministeren gennem ti år, Bertel Haarder. Nu er den erfarne Venstre-mand tilbage i Undervisningsministeriet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bertel Haarder bliver både undervisnings- og kirkeminister som afløser for henholdsvis Ulla Tørnæs, der bliver udviklingsminister og Tove Fergo, der forlader både Folketing og regering.

Bertel Haarder fyldte 60 år i september og kom i Folketinget i 1977, hvor han har siddet siden kun afbrudt af en valgperiode i Europa-Parlamentet i sidste halvdel af 1990'erne. Han blev undervisningsminister i regeringen Schlüter i 1982 og beholdt posten frem til 1993, de sidste seks år også som forskningsminister. I 2001 da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, udnævnte han Bertel Haarder til Minister for flygtninge, indvandrere og integration samt Europaminister uden portefølje.

Da Bertel Haarder forlod Undervisningsministeriet i 1993, efterlod han skitsen til en ny folkeskolelov, som hans efterfølger Ole Vig Jensen (R) og resten af forligskredsen byggede videre på. Resultatet blev den folkeskolelov, som stadig med en række justeringer under den seneste regering, er gældende.