Nicolai Munch agerer selv fortæller i julekalenderen, der kommer i 14 afsnit.

Jul: Musiklærer har kastet sig ud i ”Jagten på den forsvundne coronakur”

Nicolai Munch er musiklærer på Bagsværd Skole og ophavsmand til en helt ny musikalsk julekalender, som består af 14 små film. Elever og lærere har taget godt imod projektet, og det er så sjovt at lave, at han helt glemmer, at det er arbejde.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bagsværd Skole i Gladsaxe Kommune i hovedstadsområdet har i år sin helt egen julekalender. Den hedder "Jagten på den forsvundne coronakur" og tager udspring i den nordiske mytologi. Den handler om fire aser, som går på Tønsberg Skole i Asgård, der skal rejse igennem de ni riger for at finde Loke, som har stjålet kuren mod corona.

Ideen til julekalenderen fik lærer Nicolai Munch i efterårsferien, og så har han ellers skrevet løs, hver gang der overhovedet var tid til det. I elevernes læsebånd, i toget på vej til arbejde og også en del aftener.

"Jeg kunne ikke lade være. Jeg synes, det var sjovt. Man savner i den her tid, at der er noget, man kan mødes om, når man ikke må mødes på nogen måder. Vi savner et fælles grin. Så jeg har skrevet en julekalender, der er sjov, men hvor man også kan lære noget. Hvert afsnit er der noget historie i, og så er der en morale, som man kan snakke med børn om", siger han.  

Bagsværd-lærere bag musikalsk julekalender om corona og jætter 

Julekalender soundtrack

Kalenderen har en temasang, som er god til at synge sammen - selv om det er lidt svært i år, hvor man skal have god afstand, hvis man synger fællessang.

"Der er et soundtrack til, som ligger i hvert afsnit af julekalenderen. Det er et fællessangnummer. Det er både en popversion og et julenummer. Jeg har lige haft nogle elever i 2. klasse, som hørte nummeret en gang, og som kan synge det nu", siger han.

Men musikken bliver også brugt til at skabe stemninger i kalenderens afsnit.  

"Det handler om, at de skal gennem de ni riger for at finde den kur mod corona. For hver rige, de kommer til, er der lyde, som kendetegner, det der skal ske i det rige. Når de kommer til de mørkere steder, er der dyster musik. Det er underlægningsmusik".

Nicolai Munch har skrevet både tekst og musik til julekalenderen.

"Det helt store tema er, at folk, der er anderledes, skal man behandle pænt. Aserne tror, jætterne er onde - men i virkeligheden følte Loke sig udenfor i klassen. Det handler om, at man skal være god ved sine klassekammerater".

God reaktion på indsatsen

Nicolai Munch er uddannet musiker i London og har siden taget en læreruddannelse i Danmark. De seneste fire år har han været lærer på Bagsværd Skole nord for København. Han nyder at være på en skole, hvor der er flere musiklærere. Flere af kollegerne hjælper ham også ved at lægge stemmer til julekalenderen.

"Mine kolleger, som lægger stemmer til, har løftet den op til et sjovere og meget bedre niveau, end jeg havde drømt om", siger Nicolai Munch.

"Vi har et personaleband, så her i december under corona står vi hver tirsdag fra 7.30 og spiller julejazz for elever og forældre ude i skolegården.  Når vi har morgensang, spiller vi med fuldt band. Vi har trommer, guitar, bas og nogle gange saxofon med. Vi prøver at gøre det til en koncertoplevelse og noget, man virkelig kan glæde sig til at være med til".

Hvert afsnit af julekalenderen bliver lagt op på Aula, så man kan se den hjemme. Mange lærere og pædagoger bruger den også i undervisningen på skolen.

"Min fornemmelse er, at cirka halvdelen af eleverne følger med. De mindste synes, den er sjov, de ældste elever kan man snakke mere om indholdet med", siger han.

"Men mine kolleger jubler næsten lidt mere end børnene gør. Kollegerne har siddet og set det med deres familier. Det er supersjovt at høre, at det bliver godt modtaget".

Nicolai Munch bruger en time på at redigere hvert afsnit af julekalenderen.

"Og så har jeg skrevet 42 siders manuskript. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor lang tid det tager. Det sjoveste er at filme det og stå med små dukker foran mine kolleger. Så det føles ikke som arbejde. Det er bare sjovt".

Alle kan følge med i Bagsværd Skoles julekalender via linket under artiklen.  

Læs mere

Julekalenderen på Youtube