Arbejdsmiljø

"Lige nu handler det om at sikre de ansattes sikkerhed, så vi kan overholde arbejdsmiljølovgivningen", siger leder på Enghaveskolen.

Skole får akut millionbeløb til mere personale: ”Lige nu handler det om de ansattes sikkerhed”

Efter to strakspåbud om et arbejdsmiljø, der er så presset, at det går ud over lærernes sikkerhed, tilfører kommunen to millioner til mere personale i en periode. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Specialskolen Enghaveskolen i Odense Kommune har så store udfordringer med arbejdsmiljøet, at Arbejdstilsynet for nylig har givet hele to strakspåbud, fordi det ifølge tilsynet ”akut forringer de ansattes sikkerhed og sundhed”.

Til Folkeskolen udtalte både skolens leder og formanden for Odense Lærerforening i sidste uge, at skolen i flere år har forsøgt at råbe kommunen op om udfordringerne.

Skoleleder Jørgen Schoop fortalte, at forvaltningen efter Arbejdstilsynets påbud havde givet ham mulighed for at ansætte midlertidigt personale.

Siden har børn- og ungeforvaltningen sat et beløb på, så skolelederen nu ved, at det er to millioner kroner ekstra, han kan bruge til midlertidige ansættelser frem til sommerferien.

Vil det løse jeres udfordringer?

”Det løser ikke vores udfordringer hen over natten, men det er klart, at det vil gøre en forskel på den korte bane. Lige nu handler det om at sikre børnenes og de ansattes sikkerhed, så vi kan overholde arbejdsmiljølovgivningen. De skal kunne være i visuel eller auditiv kontakt med en kollega, når de arbejder med vores meget udadreagerende børn”, siger han.

Rækker måske til 10-12 ekstra personer

Skolen er en heldagsskole for elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser, de fleste med autisme. Af Arbejdstilsynets rapport fremgår det, at ”den aktuelle elevgruppe er ekstremt kompleks og støttekrævende”.

Mange elever kræver konstant opsyn, og der er flere eksempler på, at elever, der har været uden opsyn i kort tid, har forsøgt at stikke af eller har slået eller bidt andre elever, lyder det i Arbejdstilsynets rapport.

Jørgen Schoop fortæller, at han endnu ikke ved, hvor meget ekstra personale han kan ansætte for de ekstra penge.

”Det kommer an på personalekategorien, for de koster ikke det samme. Vi kommer nok til at ansætte en blanding mellem pædagoger med specialerfaring og assistenter. Jeg vil kalkurere, at beløbet rækker til, at vi kan ansætte 10-12 personer de næste syv måneder”, siger han.

Forvaltning: Det har vi gjort

I fredags sendte Odense Kommune en pressemeddelelse om, hvilke tiltag kommunen har igangsat for at løse Enghaveskolens udfordringer. 

Kommunen har afsat penge til at opføre skolepavilloner et andet sted i byen, hvor en gruppe af eleverne skal flyttes til.

Udover at tilføre skolen to millioner til at ansætte midlertidigt personale frem til sommerferien vil kommunen "give den pædagogiske praksis på skolen et eftersyn".

Det indebærer blandt andet, at kommunens PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning) vil lave en aftale med et eksternt konsulenthus "med henblik på udvikling af den pædagogiske praksis".

Til P4 Fyn udtalte rådmand Susanne Crawley tirsdag, at viceskolechefen skal rykkes tæt på skolens drift, og at "ledelsen kommer til at få sparring fra en anden skoleleder i kommunen".

Skolelederen udtalte i sidste uge, at skolen ikke vil have mulighed for at efterleve Arbejdstilsynets strakspåbud, hvis ikke skolen fik mulighed for at ansætte mere personale. Arbejdstilsynet har siden besøgt skolen mandag, og tilsynet kommer igen i dag.

”Herefter vil de vende tilbage med svar på, om vi har efterkommet påbuddene. Indtil videre har de meddelt os, at de oplever, at vi her gjort, hvad vi kunne, inden for de rammer vi har. Men det er ikke sikkert, at det er nok”, siger Jørgen Schoop og tilføjer:

"Selvom der er udsigt til en periode med flere hænder, skal de nye også introduceres og klædes på fagligt. Det sker ikke over night".

Undrer sig over udtalelser fra rådmand

Han undrer sig desuden over en række udtalelser i går fra kommunens børn- og ungerådmand Susanne Crawley (R) i et interview på F4 Fyn, som ifølge ham har skabt stor forvirring på skolen.

I interviewet sagde rådmanden, at hun ikke kan genkende, at kommunen ikke undervejs har forsøgt at løse skolens udfordringer. Rådmanden nævnte også, at kommunen vil løse skolens udfordringer med støj ved at flytte skolens ældste elever.

”Det er første gang, at vi hører, hvilke elever der er tale om. Vi har først et møde med forvaltningen om mere end en uge, hvor vi skulle drøfte det her. Jeg er blevet kimet ned af forældre hele dagen, som har hørt det i radioen og nu vil vide, om det er deres børn, der skal flytte. Det samme gælder børnene og personalet. De er rystede. Men jeg kan ikke give dem noget svar. For jeg ved ikke mere end dem”, siger Jørgen Schoop.

Til P4 Fyn siger rådmanden desuden, at skolens økonomi ”begynder at skride” i forbindelse med en udfasning af skolens tilhørende børnehave, og at kommunen ikke har visiteret nogen børn til børnehaven i to år.

Det billede kan skolelederen ikke genkende. Han fortæller, at der er i løbet af august i år er startet fem nye børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelser og behov for intensiv støtte og højt specialiseret sprog- og adfærdstræning.

”Det er også forholdsvist nyt for os, at det allerede for to år siden er blevet besluttet helt at udfase børnehaven. Det gik først op for os, at det var på vej, da vi så dagsordenen til Byrådsmødet i sidste uge", siger han.

Skolerådmand: ”En ærgerlig misforståelse"

Folkeskolen har spurgt Susanne Crawley, hvordan der kan være uenighed, hvorvidt der er blevet visiteret børn til Enghaveskolens børnehave.

”Det er en ærgerlig misforståelse. Jeg har undersøgt, hvordan det kunne gå til. Situationen er den, at vi har kapacitetstilpasset Enghaveskolens børnehave fra 36 pladser til 12 pladser over de sidste to år. Der har ikke været visiteret flere børn end til de 12 pladser. Det vil sige, at der ikke har været overbelægning de sidste to år i modsætning til tidligere”, siger hun i en skriftlig kommentar.

Hun forholder sig også til, at Enghaveskolen ikke skulle være blevet informeret om, at der er skulle være tale om en udfasning af skolens børnehave.

”Vi har gennem de seneste år oprettet andre tilbud til børn med særlige behov rundt om i byen. Vores tilbud til børnehavebørn med særlige behov har altså fået andre udtryk og geografiske placeringer. En udvikling som fortsætter. Af de børnehavebørn, der går i Enghaveskolens Børnehave lige nu, starter flere i skole til sommer – og kun tre vil være tilbage, mens de øvrige børnehavetilbud i byen benyttes”, siger hun.

Rådmanden beklager, at hun har været med til at skabe forvirring på skolen med sin melding om, at det er de ældste elever, der skal flyttes til skolepavilloner et andet sted i byen.

”At det er udskolingseleverne, der skal flyttes, er en løsning, jeg har lyttet mig til som en mulighed, men den endelige løsning er ikke besluttet. Jeg er ked af, hvis det har medvirket til bekymring og forvirring på skolen”, siger hun.