”Programmering i praksis” er en grundig, analyserende og velargumenteret bog om undervisning i programmering i folkeskolen. Den får stjerner hos denne anmelder, skønt den sine steder bliver lige lovlig ambitiøs.

Efter års glemsel er der nu grøde i spørgsmålet om, hvorvidt de "hårde" dele af ”computer science” også bør indgå i undervisningen i folkeskolen. De bløde dele, som er beskrevet i læseplaner og vejledninger, er vel efterhånden indarbejdet på de fleste skoler. Det er nu også kun 25 år siden, at undervisning i it blev obligatorisk med skoleloven af 1993. De mere hårde dele kan med en fællesbetegnelse kaldes programmering.

Der tales om spørgsmålet på konferencer, hvor man prøver at kigge ind i fremtiden. Det nævnes tit, at landet om få år vil mangle tusindvis af it-folk, som i parentes bemærket ikke ”kun” er programmører. Der skal så megen anden viden til, før it fungerer efter hensigten eller kan bruges til det, vi vil bruge det til.

Nogle ildsjæle og forlag er på forkant og publicerer undervisningsmateriale til dette emne, som ikke er, og i marts 2017 har undervisningsministeren, Merete Riisager, nedsat en rådgivningsgruppe, hvis rådgivning måske kan føre til – tja. Ministeren citeres for at sige: ”Folkeskolen skal ikke uddanne brugere af it. Folkeskolen skal uddanne skabere og analytikere med it, der hvor det fagligt giver mening”. Her kommer den omhandlende bog ind.

I indledningen skriver forfatterne: ”Hvis programmering er helt nyt for dig, er bogen et godt sted at starte. Vi har først og fremmest tænkt på dig, der som underviser gerne vil i gang med programmering”. Den tænkte læser er altså en ”tjenstgørende” lærer, som har ”indset”, at det her bør hun gøre noget ved i undervisningen.

”Hvis programmering er helt nyt for dig”, så skal du imidlertid – efter min opfattelse – ikke starte med denne bog. Men du skal have den stående klar på hylden.

Bogen bruger programmeringssproget Scratch, som er udviklet på MIT Media Lab i Boston til brug for undervisning af børn i programmering. Hvis programmering er helt nyt for dig, vil du støde ind i for mange frustrationer ved at starte med bogen, du skal først orientere dig lidt i Scratch, men tærsklen, du skal over for at komme i gang, er ikke forfærdelig høj.

Scratch findes på https://scratch.mit.edu og der er umiddelbart en del hjælp at få under ”Hjælp”; men YouTube har også mange videoer om brug af Scratch.

Når du har lidt fat i, hvordan Scratch bruges, og hvad det kan, så skal bogen ned fra hylden og arbejdes igennem. Især de eksemplariske opgavetyper, som findes på bogens website, er vigtige. Det er her, de centrale ideer til din undervisning findes.

Bogen er inddelt i fire kapitler: "Computational thinking som en digital grundkompetence", "Forstå logikken i programmeringen", "Didaktisk design" og "Programmering i skolens fag".

Ambitionerne bliver store i kapitel 3. Lad gå med at planlægning af undervisningen bliver til didaktisk design – nye tider, nye ord – men jeg finder det forstyrrende, at de konkretiserede ideer bliver hægtet op på et tungt teoretisk begrebsapparat, ja, faktisk på flere. Er man nybegynder i programmering, letter det ikke læse- og læringsprocessen, hvis man samtidig skal sætte sig ind Solo-taksonomien. Der er næppe mange praktiserende lærere, som har bare hørt om denne taksonomi, og i det omfang lærerstuderende overhovedet stifter bekendtskab med den, er det næppe til et niveau, hvor den bliver operationel.

Så de kommende læsere kan roligt springe Solo-ridtet over. Pædagogisk teori på det niveau er ikke for praktiserende lærere – de har ikke tid. Jeg siger ikke, at den slags overvejelser og teoridannelser er meningsløse. Det er hensigtsmæssigt, at der er nogen, som tænker over, hvad det er, lærerne foretager sig i undervisningen, hvad eleverne får ud af det, og hvordan det måske kan gøres bedre. Det demonstrerer forfatternes brug af teorien også ganske udmærket; men det skulle måske være forblevet i forfatternes skitser?

Det er knap så forstyrrende – for denne anmelders læsning - med de fem didaktiske principper hentet fra gymnasiefaget informatik. Måske er de lettere forståelige, mere anvendelige – og de ser ud til at bidrage til de gode ideer til undervisningen.

Forfatterne er helt på det rene med, at programmering for tiden reelt ikke er et emne i noget fag. Desto mere prisværdigt er det, at de på baggrund af teksten i læseplaner og Fælles Mål alligevel argumenterer overbevisende for, at der er belæg for at tage programmering op i snart sagt alle fag.

Argumentationen efterfølges af to større eksempler, som indholdsmæssigt rækker ud over en snæver opfattelse af programmeringens rolle i undervisningen. Fokus er ikke længere på at lære at programmere, men på at bruge programmeringen til at fokusere på noget, den faktisk bruges til, for eksempel at lave modeller.

Materialet bør indgå i undervisningen på enhver læreruddannelse, og på skoler, hvor man gerne vil i gang – eller forbedre det, man allerede gør – må man finde resurser, så lærerne sammen kan arbejde med bogens indhold.