Fem minutters Duolingo på telefonen hver dag kan næppe gøre elever i folkeskolen flydende i hverken tysk eller fransk. Men ved at lade eleverne selv vælge små overskuelige mål som Duolingo-øvelserne, kan man styrke deres motivation og deres oplevelse af selv at kunne gøre en forskel. Og det kan jo på sigt betyde, at de lærer mere.
Sådan lyder det fra Christoph Schepers, som har undervist primært voksne i tysk i 30 år. Derudover er han certificeret coach og har været med til at udvikle metoden sprogcoaching på Studieskolen, hvor han er udviklingskonsulent. Metoden er siden 2015 blevet anvendt med succes i voksenundervisning og de seneste fem år i gymnasiet. Christoph Schepers ville derfor gerne finde ud af, om metoden også kunne anvendes i grundskolen og søsatte i 2023 pilotprojektet Sprogcoaching i grundskolen.
Opbygger gode vaner
”Sprogcoaching er et forsøg på at give læringen tilbage til eleven,” siger Christoph Schepers og forklarer, at metoden bygger på almindelig coaching, som typisk bruges til at hjælpe folk videre i karrieren eller i livet generelt.
”Hvis jeg coacher dig på dine spisevaner – nu siger vi bare, de ikke er så sunde – så handler det om, at du etablerer nogle gode vaner. Noget, du selv beslutter, og ikke noget, som jeg anbefaler eller siger, du skal. Og det er også det, sprogcoaching handler om. At etablere gode læringsvaner, hvor eleverne selv tænker over, at hvis jeg aldrig lytter efter i tysktimerne, så lærer jeg måske ikke så meget. Så hvad kan jeg selv gøre? Og hvordan kan jeg selv etablere nogle bedre vaner?”
Kort fortalt kan man bruge metoden på to måder i undervisningssammenhæng: Enten kan læreren coache hver enkelt elev, eller også kan man lave klassecoaching, hvor eleverne bliver inddelt i grupper på tre og instrueres i, hvordan de coacher hinanden ud fra nogle skemaer med spørgsmål.
”I praksis hjælper man gennem nogle reflekterende spørgsmål eleven med at finde ud af, hvad hun synes er sjovt, og hvad hun kan lide at lave, også når hun lærer andre ting. Og så finder man sammen ud af, hvordan hun kan bruge det i sin sproglæring,” siger Christoph Schepers.
Og så er vi tilbage ved de små, overskuelige mål. Et vigtigt element i sprogcoaching er nemlig, at eleverne får hjælp til at sætte sig mål for deres læring, som de så arbejder selvstændigt med i en aftalt periode. Og det kan være alt fra at være på Duolingo, til at lære at udtale navnene på sine franske yndlings-fodboldspillere korrekt eller tælle til 50 på tysk.
- Elev kunne snakke fransk med sin far
Netop udsigten til at øge elevernes motivation og glæde ved sprog var det, der fik Inger Jensen og Marie Halling Simoens fra Hareskov Skole nord for København til at melde sig til pilotprojektet.
”Det gjorde indtryk, fordi vi begge to lidt oplever, at det kan være en lille smule tungt at være tysk- og fransklærer i folkeskolen. Og jeg kan høre, at det forplanter sig videre op i gymnasiet. Det er ikke fag, der bliver prioriteret,” siger Inger Jensen, der underviser i tysk i 5.-9. klasse. Hun oplever, at det bliver værre, jo ældre eleverne bliver, når prøverne begynder at fylde.
Eller som Marie Halling Simoens, der er fransklærer i 5. 8. og 9. klasse, siger:
”Fransk og tysk ryger lidt i kategori med musik og billedkunst – sådan, ’jeg skal jo ikke bruge det til noget’.”
Hun fortsætter:
”I projektet skulle vi starte med at svare på, hvad vi håbede at få ud af det, og det var da helt klart at få nogle redskaber til at give eleverne en anden motivation, end at det bare er noget, man skal i skolen. Og måske også at fange nogle af dem, som ikke interesserer sig for sprog. At man kunne give dem et andet blik på sproget.”
Begge lærere har afprøvet metoden i flere af deres klasser og synes, det er et rigtig godt supplement til undervisningen, som de til enhver tid vil anbefale til deres kolleger.
"Det har også den fordel, at når vi har vikar, så kan vi jo ikke vide, om vikaren kan sproget, og så kan man skrive på vikarsedlen, at eleverne skal arbejde med deres personlige sprogmål. Det er jo praktisk for skolen, for os og egentlig også fedt for eleverne," siger Marie Halling Simeons.
Eleverne var også superpositive i evalueringen og syntes, det var fedt, at de selv måtte vælge deres mål, fortæller hun.
"Det havde virkelig gjort en stor forskel, og de ville alle sammen gerne gøre det igen. Og så var der en virkelig sød historie med en elev, der sagde, at nu kunne han snakke med sin far, der er fransktalende. Så bare det at komme i gang med det her – jeg tror faktisk, han havde valgt Duolingo – det var en indgang til, at han kunne tale med sin far. Det synes jeg var wow! Det er jo kæmpestort".
Det samme billede tegner sig i evalueringen fra de andre skoler, fortæller Christoph Schepers, der selv er overrasket over, hvor stor effekten har været i folkeskolen:
”Eleverne bliver glade. De har lyst til sprog og er mere motiverede i undervisningen, fordi de kan se, at sprog ikke bare er noget, læreren fortæller om. Der er også noget, de selv kan bruge. Det lyder banalt, men det er nok den største gevinst, vi har fået ud af det".
Inger Jensen bruger stadig metoden og Marie Halling Simoens vil starte op med en 6. klasse efter sommerferien.
En masse bandeord
De to lærere oplever, at det især er en styrke, at eleverne skal bruge erfaringer fra noget, de godt kan lide at lave og overføre det på sproglæringen.
”Formålet er at få dem til at se, at man ikke bliver god til badminton eller Counter-Strike, hvis man ikke gider bruger tid på det, og derfor bliver man heller ikke god til tysk eller fransk, hvis ikke man bruger tid på det,” siger Marie Halling Simoens.
Hun og Inger Jensen synes også, det er afgørende, at eleverne selv kan vælge, hvad de vil arbejde med, selvom det kan være lidt svært at få dem til at finde på mål. Det kan nemt blive Duolingo det hele, og i starten ville de helst bare ”lære at tale sproget flydende”, fortæller de to sproglærere med et smil. Så det krævede en indsats at få dem til at blive konkrete.
”De kan godt have svært ved at komme på noget selv, fordi de meget er i den der skolekontekst. Det bliver hurtigt noget med grammatik eller ordforråd. Det er også fint, men det er jo sjovere for dem f.eks. at skifte sprog på en film eller på et spil,” siger Marie Halling Simoens.
Inger Jensen supplerer:
”Der var f.eks. nogle i tysk, der sagde ’må vi helt selv vælge? Så vil jeg gerne lære en masse bandeord”. Det er fint, svarede jeg, men prøv at definere, hvor mange bandeord. Hvad er en masse?”
Hun tilføjer, at der også er nogle, der er meget opfindsomme:
”Jeg har faktisk lige kørt en lille runde i 7. klasse, hvor to af drengene har valgt at finde en opskrift på nogle tyske småkager, som de har bagt, og så har de filmet det. Det var sådan noget med, at de skulle sige, hvad ingredienserne hedder på tysk, og hvad piske, hakke, bage osv. hedder”
Mindre læreragtige
Eleverne skal selv holde styr på, om de når deres mål, og det er vigtigt, mener de to lærere.
”Det handler om, at det netop er bundet op på den der egen-motivation, hvor vi til en vis grad skal prøve at lade være med at være for læreragtige. Det blev også understreget inde på Studieskolen, at vi ikke skal stå og piske dem og ånde dem i nakken, for så bliver det bare en sur lektie. Det skal være lysten, der driver værket. Der er selvfølgelig en opfølgning, hvor de bliver spurgt, om de når målet, hvorfor/hvorfor ikke, og hvis ikke, hvad de tror, der skal til for at nå det, hvad de har fået ud af det osv.,” siger Marie Halling Simoens.
Generelt oplever de to lærere, at det er svært for eleverne at holde fast i deres mål og træne i fritiden, som der er lagt op til i metoden. Derfor besluttede de at afsætte 10-15 minutter i slutningen af timen til arbejdet med målene, og det har fungeret fint.
De har begge brugt klassecoaching, og de kan ikke rigtig forestille sig at skulle coache hver eneste elev.
”Ikke med en hel klasse. På mit største hold sidder der 23 elever, og det vil kræve meget, hvis jeg skal tage dem ud hver for sig og samtidig aktivere resten af holdet. Men jeg kunne godt finde på det med udvalgte elever. Nu har jeg ikke oplevet det på den her skole, men på min tidligere arbejdsplads var der nogle elever, som var ekstremt udfordrede på sproglæringen, og jeg tror, det kunne have været godt at lave individuel coaching med dem,” siger Marie Halling Simoens.
Lærerne understreger, at de ikke er blevet certificerede sprogcoaches, fordi de har deltaget i projektet. Men det er heller ikke nødvendigt for at kunne bruge metoden, oplever de.
Det er Christoph Schepers enig i, og han er i det hele taget imponeret over den måde, lærerne i projektet bare kastede sig ud i at bruge metoden:
”Det er selvfølgelig altid en styrke at gå på et kursus for at lære en metode. Men jeg synes også, det er superfint bare at læse sig ind i det,” siger han og fortæller, at evalueringen eller ’minirapporten’, som han kalder det, også er et idékatalog med eksempler og nogle af de skemaer, lærerne i projektet har brugt, som man kan downloade og bruge, som de er, eller tilpasse til sin egen praksis.
”Og så synes jeg egentlig bare, at man skal gå i gang.”
Den 12. marts holder Studieskolen i København et debatarrangement om metoden, hvor resultaterne fra pilotprojektet også bliver fremlagt. Læs mere her
