June Back har været praktiklærer og -koordinator i mange år.

Erfaren praktiklærers tre råd til en god praktikvelkomst

June Back tog som en af de første en praktikvejlederuddannelse for ni år siden. Hun har konkrete råd til, hvordan man sikrer, at praktikanter føler sig velkomne, når de ankommer til skolen.

Offentliggjort

"Jeg er opdateret på alt".

Selvom June Back har en praktikvejlederuddannelse, gør hun løbende meget for at holde sig opdateret. For når man er praktikkoordinator og praktiklærer, sker der hele tiden ændringer, og derfor gælder det om at følge med.

”Vi har et meget tæt samarbejde med Københavns Professionshøjskole. Jeg kommer til alle velkomstmøder på professionshøjskolen. Det er ikke alle skoler, der prioriterer at sende praktikvejleder til møderne, men det er en god ide”, siger hun.

Hun er lærer, praktikkoordinator og praktiklærer på Lyngholmskolen i Farum. Når hun kommer til velkomstmøderne, bliver det gennemgået, hvad uddannelsen forventer af skolerne.

”Jeg får også lov til at stille spørgsmål. Den anden halvdel af dagen, bliver vi sat sammen med de vejledere på uddannelsen, der har de studerende, vi skal have. Så kan vi mødes med dem og tale med dem. På den måde bliver jeg bedst muligt klædt på til at få de studerende ud til os”.

Det er dog ikke altid, at vejlederne fra uddannelsen deltager på møderne.

”Men når de er der, fungerer det virkelig godt”, mener June Back.

Forbered de studerede

Lige så snart June Back på Praktikportalen finder ud af, hvilke studerende hun har, skriver hun til dem.

”Jeg skriver, at vi glæder os til at møde dem og inviterer dem til et velkomstmøde”, siger June Back.

”På velkomstmødet er der en kort præsentation af mig, af skolen og vores værdier. Derefter kommer den praktiklærer, de skal følge, og så bruger de en time på at forventningsafstemme, hvad der skal ske i praktikken”.

Ofte får de studerende allerede til velkomstmødet et skema.

”Så snakker vi om, om det er noget, de kan se sig selv i. Hvis der er nogle andre forventninger, kan vi godt lave det om”.

Til sidst får de en rundtur på skolen.

”Når de går fra mødet, har de adgang til deres kalender. Her har jeg sat alt fra forældremøder, eller hvad de ellers kan komme ud for af ting, der er anderledes end på skemaet. Der står også, hvad vi forventer, at de deltager i, og hvad de selv kan bestemme om, de vil har lyst til at deltage i”.

Efter det møde, foregår kommunikationen mellem praktikanter og skolen hovedsageligt mellem praktiklæreren og praktikanten.

”Så trækker jeg mig. De kan henvende sig til mig, hvis der opstår behov for det. Men ellers overlader jeg det til de studerende og praktiklærerne”.

Junes 3 konkrete råd

Vær opdateret på praktikportalen. Inviter hurtigt studerende til et møde og hav en klar dagsorden.

Prioriter at komme til møderne på Professionshøjskolen.

Samarbejd om praktikopgaven på tværs af skoler i kommunen.

Oprettede et netværk 

June Back har kun fået positive tilbagemeldinger på måden, som skolen tager praktikanter på.

”De er rigtig glade for, at det er strukturer, og de siger, det er dejligt at blive taget ordentlig imod. De har faktisk ingen spørgsmål. På sådan et velkomstmøde kommer man rundt om det hele, og så vil de bare i gang. På rundvisningen møder de også kollegerne - og det er vigtigt, for så er det lettere for begge parter at kontakte hinanden”.

En af grundene til, at velkomsten af praktikanter er så struktureret på Lyngholmskolen er, at der er et tæt samarbejde om arbejdet med praktikanter i Furesø Kommune. 

Samarbejdet blev sat i gang for tre år siden, og det har været en stor hjælp, mener June Back.

”Vi fik ikke så meget hjælp fra Københavns Professionshøjskole, så det var derfor vi oprettede et netværk for at støtte hinanden”, siger June Back og forklarer, at praktikkoordinatorerne fra de forskellige skoler mødes og samarbejder om at skabe ens strukturer for arbejdet med praktikanter på skolerne og også om at ensrette samarbejdet med Københavns Professionshøjskole.

”Det har kørt godt. Også fordi vi har en koordinator fra forvaltningen, og der er styr på økonomien, og hvordan man aflønner. Det er et godt sted at sparre med andre”.

”Vi har den en fælles rød tråd. Vi har den samme skoleplan, som vi laver sammen. Og så laver vi noget specifikt for vores egen skole”.