Formand for FTF Bente Sorgenfrey vil have oprettet en lønkommission

FTF: Uddannelse betaler sig ikke nok for offentligt ansatte

En undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening fortalte i går, at private og offentligt ansatte har samme lønniveau. Men sammenligningen gælder kun lavtuddannede. Jo højere uddannelse, jo større forskel, fortæller lærernes hovedorganisation FTF.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"DA's tal viser, at det netop er FTF-grupperne, der sakker bag ud i forhold til lønmodtagere med tilsvarende uddannelsesniveau i den private sektor. I dag betaler det sig simpelthen ikke godt nok at tage en mellemlang uddannelse og blive offentligt ansat - selv om alle er enige om, at det netop er et godt uddannelsesniveau, som skal sikre Danmark i fremtiden", siger formand for FTF Bente Sorgenfrey.

Hun mener, at der er behov for en ekstra løncheck ved de kommende overenskomstforhandlinger og en langsigtet lønkommission der kan sikre, at den offentlige sektor kan rekruttere og fastholde de nødvendige medarbejdere.

"Man kan altid sætte spørgsmålstegn ved, om det er de 'rigtige' grupper man sammenligner. Kan man sammenligne teknikerarbejde med en folkeskolelærer, og en speditør med en sygeplejerske?", spørger Bente Sorgenfrey. Hun mener ikke, at offentligt ansatte FTF'ere kan genkende tallene i undersøgelsen på deres egen lønseddel.

"Hvis vi skal diskutere løn på et kvalificeret niveau, er vi nødt til at analysere lønningerne bedre, og blive enige om, hvad vi sammenligner. Det er også derfor, FTF allerede i sommers opfordrede statsministeren til at nedsætte en lønkommission", siger hun.