"Vi vil kunne det samme med Vejle, som de kan med os, men i og med at de er blevet sårbar på ekspertisen, har de nok størst behov for den forstærkning, der ligger i fusionen", siger Philippa Steen fra Center for Rehabilitering og Specialrådgivning i Odense.

Fusionspartnere kommer med hvert sit udgangspunkt

Kommunikationscentret i Vejle er ramt betydeligt hårdere af, at kommunerne trækker opgaver hjem end kollegerne i Odense, der nyder godt af, at de ligger på en ø. Derfor får jyderne størst fordel af, at de to centre skal fusionere, mener fynboerne.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Til januar fusionerer Center for Kommunikation og Hjælpemidler i Vejle, Center for Rehabilitering og Specialrådgivning i Odense og Center for Høretab i Fredericia. Den nye enhed beholder de tre nuværende adresser, men tanken er, at medarbejderne skal arbejde sammen på tværs om faglig udvikling og om at skabe nye velfærdsteknologier.

Fusion af tre center inden for kommunikation orienterer sig mod vækst

Ifølge høringssvarerne ser medarbejderne på de tre centre positivt på fusionen, selv om de lige nu har svært ved at overskue, hvad den kommer til at betyde rent praktisk.

"Vi gør os mange overvejelser om, hvad der kommer til at ske, og det giver en lille smule usikkerhed. Men som jeg forstår det, skal vi arbejde tættere sammen med de to andre centre, så vi tror på, at slutproduktet bliver godt. Det er i hvert fald meldt ud, at der ikke bliver fyret folk på grund af fusionen", siger tillidsrepræsentant og hørepædagog Camilla Andreassen fra centret i Vejle.

Vejle er blevet sårbar på ekspertisen

Alle tre centre har skåret i medarbejderstaben i de senere år. Det gælder ikke mindst Center for Kommunikation og Hjælpemidler i Vejle, der har mistet tre af fem kommuner som kunder. Dermed er det også reduceret i staben af medarbejdere.

Lærere på specialinstitutioner oplever massiv tilbagegang

Derfor vil Vejle umiddelbart få mere ud af fusionen, end man vil på Fyn, vurderer synskonsulent og tillidsrepræsentant Philippa Steen fra Center for Rehabilitering og Specialrådgivning i Odense.

"Vi vil kunne det samme med Vejle, som de kan med os, men i og med at de er blevet sårbar på ekspertisen, har de nok størst behov for den forstærkning, der ligger i fusionen. Vi kan deles om de specifikke fagområder på tværs af centrene", siger hun.

Som synskonsulent har Philippa Steen kolleger rundt om i landet, som må tage sig af både børn, unge og voksne, mens man i Odense fortsat kan fordybe sig i et bestemt område.

"Vi er i den heldige situation, at vi stadig kan dele os op, så jeg for eksempel kan koncentrere mig om at udvikle min ekspertise inden for folkeskolen", siger Philippa Steen.

Broen beskytter centret i Odense

Mens centret i Vejle har mistet tre kommuner som kunder, så benytter alle kommuner på Fyn sig fortsat af centret i Odense. Der er ikke en entydig forklaring på, hvorfor det er sådan, for begge centre kører efter en abonnementsaftale. Men Philippa Steen har nogle bud.

"Det spiller en rolle, at vi ligger på en ø. Der ligger en psykisk barriere i, at man skal over en bro for at få et andet tilbud, mens vores økonomichef sikkert vil forklare det med, at han har lavet et godt tilbud. Det kan også blot være, at kommunerne på Fyn er mere bevidste om det hensigtsmæssige i at bruge en ekspertise som vores, og fordi de har en abonnementsaftale, slipper vi for at skrive ansøgninger og kan bruge tiden på at hjælpe borgeren", siger hun.

Kommuner fordelt på to regioner

Camilla Andreassen køber den med, at Fyn er en ø, som en del af forklaringen. Men at det er gået de to centre vidt forskelligt skyldes også, at kommunerne omkring centret i Vejle blev fordelt på to regioner i forbindelse med strukturreformen i 2007.

"Horsens og Hedensted ligger i Region Midtjylland, mens vi hører under Region Syddanmark, så Horsens valgte at etablere sit eget tilbud fremfor at købe ydelsen i en anden region, og det hoppede Hedensted med på ved at købe sig ind hos Horsens", fortæller hun.

Også Fredericia Kommune har taget opgaverne hjem, så centret kun har Vejle og Kolding Kommuner tilbage.

"Det er heldigvis de to største kommuner, vi har tilbage", siger Camilla Andreassen.

Vejle er rustet til innovation

Det nye center kommer til at hedde Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi. Den sidste del af navnet dækker over, at projektgrupper på tværs af de tre nuværende centre skal finde nye løsninger inden for syn, høre, tale og mobilitet, som er de fire områder, alle tre centre dækker i dag.

Trods nedskæringerne i Vejle står medarbejderne godt rustede til at bidrage til innovation, mener Camilla Andreassen.

"Vi skal til at tænke nyt for at tjene penge, og det er vi ikke uddannet til. Men vi har alligevel formået at begrænse reduktionen i medarbejderstaben ved at tilbyde nye kurser og ydelser til blandt andet jobcentre. Hvis en borger i job får en hørenedsættelse, som gør det svært for ham at tale i telefon og deltage i møder, kan vi vejlede ham og hans arbejdsplads, så han kan beholde sit job", siger Camilla Andreassen.

Nu styrer kranføreren med fødderne

Et andet eksempel er en kranfører, der ikke længere kunne bruge sine hænder til at styre kranen med. I stedet blev der opfundet en løsning, så han kan styre kranen med fødderne og dermed beholde sit job.

"Eksemplet er ganske vist ikke fra vores center, men det viser, at det gælder om at tænke innovativt. Vi har for eksempel selv succes med at holde kurser i rehabiliterende apps til folk med funktionsnedsættelser. Ikke bare om, at de findes, men hvad de kan bruges til", siger Camilla Andreassen.