Færdselsundervisning
"Færdselsundervisning er afgørende for, at børn allerede i en tidlig alder kan navigere sikkert i den trafik, de befinder sig i dagligt", siger Petrea Busck.
Kollage: Villads Kirk Thomsen Foto: Rådet for Sikker Trafik
Guide: Det store kørekort til færdselsundervisning
Tidligere lærer og nuværende specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik Petrea Busck giver syv tips til den timeløse færdselsundervisning.
Færdselsundervisning i folkeskolen er obligatorisk, men der
er ikke afsat nogen timer til det – så tiden skal findes og prioriteres i andre
fag.
"I indskolingen er man rigtig opmærksom på det. På mellemtrinnet går det også nogenlunde. Men når man når udskolingen, sker der et kæmpe dyk i antallet af elever, der bliver undervist i færdsel", siger Petrea Busck, der er
tidligere folkeskolelærer i Københavns Kommune og nu specialkonsulent i Rådet
for Sikker Trafik:
"Det er ærgerligt, fordi risikoen for at komme til skade i trafikken, når man er 12 år, er 10 gange så stor som, når man er 6 år. Så det er egentlig i udskolingen, man burde skrue op", uddyber hun.
"Færdselsundervisning er afgørende for, at børn
allerede i en tidlig alder kan navigere sikkert i den trafik, de befinder sig i
dagligt", siger hun.
I perioden fra 2019
til 2023 har 645 børn i alderen 6 til 16 år oplevet alvorlige skader i
forbindelse med trafikken, og 31 er blevet dræbt ifølge data fra Rådet for
Sikker Trafik.
Tips og anbefalinger
Skal du give færdselsundervisning, peger Petrea
Busck på, at det bedste sted at starte er ved at kontakte din skoles
færdselskontaktlærer, som 82 procent af folkeskolerne har ifølge rådet.
Har skolen ikke sådan en,
foreslår hun, at du kunne overveje at blive din skoles nye lokale
trafikundervisningsekspert.
Samtidig har hun samlet en række tips til
færdselsundervisningen på de forskellige klassetrin:
Syv tips til færdselsundervisning
Indskolingen
- Leg og praktiske øvelser: Gør færdselsundervisningen sjov gennem lege og praktiske aktiviteter for at skabe en grundlæggende forståelse af trafikreglerne.
- Udstyr: Lær børnene vigtigheden af at være synlige i trafikken, fx ved brug af refleksveste, og vigtigheden af at bruge cykelhjelm.
- Lær dem at gå: At lære børn at gå i trafikken hjælper dem med at føle sig trygge, lære at færdes sikkert og skabe gode vaner tidligt i livet.
Mellemtrinnet
- Trafikken er ikke farlig: Hold fast i den glæde eleverne har ved at bevæge sig og ved at kunne
klare tingene selv. Tag hul på snakken om adfærd og konsekvens men husk på, at
trafikken ikke er farlig, slet ikke når man ved, hvordan man skal opføre sig.
- Få dem op på cyklen: Børn i denne alder begynder ofte at cykle selvstændigt til skole og andre steder. At lære at cykle sikkert gør dem mere selvstændige og giver dem de nødvendige færdigheder til at manøvrere i trafikken.
Udskolingen
- Konsekvenser: Eleverne ved godt, hvad der er det sikre og rigtige valg, men når man
er teenager, kan det alligevel være svært at træffe de rigtige beslutninger.
Hav fokus på gruppedynamikker og tal om de konsekvenser valg kan have. Tag
udgangspunkt i virkeligheden, det kan man godt tåle, når man går i udskolingen.
- Undgå løftede pegefingre: For at undgå, at eleverne modarbejder råd om trafiksikkerhed, bør man undgå en "løftet pegefinger"-tilgang. I stedet skal der fokuseres på at forstå elevernes perspektiv og engagere dem gennem dialog og spørgsmål fremfor at give ordre som: "du skal tage cykelhjelm på."
Book en lokal politibetjent
Sidst fortæller Petrea Busck, at ”alle børn, uanset om de
går i 1. eller 9. klasse, synes det er sjovere, når politiet kommer ud og
tjekker, om man gør det rigtigt”.
Derfor anbefaler hun, at man som en del af undervisningen bruger
muligheden for at booke færdselsprøver både til fods og på cykel, hvor en lokal
politibetjent kommer og kontrollerer.
I Københavns Politi har man allerede et samarbejde med
byens skoler.
"Vi opfordrer lærere til at kontakte os i nærpolitiet,
og vi tilstræber at deltage ved gå- og cykelprøver, men kun som kontrollanter.
Vi underviser ikke", siger Jonas Wybrandt, der er vicepolitiinspektør og
leder af nærpolitiet i København.