Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Siden regeringens udspil ’Frihed og Fordybelse – et kvalitetsprogram for folkeskolen’ har debatten været lystigt i gang, særligt hvad angår indholdssiden. Vi vil gerne pege på nogle væsentlige pointer om ledelsen og organiseringen af den forandringsproces, der lægges op til.

Såvel forskning som mere praksisbaseret viden viser, at det i forbindelse med større omlægninger af vægtige velfærdsområder betaler sig at bruge god tid på at udforske, stressteste og gerne delvist afprøve muligheder og risici ved forskellige forslag – før der skrides til endelig beslutning om, hvad der skal gøres, hvornår, af hvem og hvordan.

Den type indledende processer kan være ganske kreative og spare mange parter for en bunke frustrationer med at realisere halvbagte koncepter. I det konkrete tilfælde vil åben og vedholdende planlægning i sidste ende øge chancerne for at levere på det centrale: Det bedst mulige folkeskoleliv for alle. 

Proces, åbenhed, tvivl 

Derfor er det også rigtig godt at høre børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) bruge ord som proces, åbenhed og tvivl i kølvandet på skoleudspillet. Sådan lød det i hvert fald for en tid siden i dagbladet Information under overskriften ’Vejen tilbage til lærerne’. Det er også spændende, at ministeren åbner op for ikke at have (hele) svaret på, hvordan fremtidens folkeskole skal se ud og fungere, men derimod invitere til bred dialog. Det er modig ministertale. 

Helt basalt mener vi, at en langtidsholdbar politisk aftale på skoleområdet må inddrage og gerne indbefatte så mange af Folketingets (mange) partier som muligt. Vores fælles skole tjener sig ved at være understøttet af en bred palet af de interesser, værdier og holdninger, det danske samfund byder på. Det sikres bedst via brede politiske beslutninger opnået via gennemsigtige konsensustilgange med vægt på dialog og kompromis.

Frem mod den endelige aftale 

Som skoleforskere vil vi også gerne slå et slag for, at forskningsbaseret viden og løsninger bliver en del af samtalerne.

Noget af den viden, skoleforskningen kan bringe i spil, handler om, hvordan der skabes kvalitet i undervisning. I de senere år har der været spændende forsknings- og udviklingsinitiativer, som har udvidet forståelsen af undervisningskvalitet, så det ikke kun handler om tal og måling, men er tæt på fagene og fagudvikling.

Den endelige aftale skal være fleksibel nok til at tilpasse sig ændringer over tid, samtidig med at den har det lange lys på for den bedst mulige uddannelse for vores børn og unge.

Som altid er der også et helt legitimt krav til, at de altid knappe ressourcer bliver brugt effektivt. Det må indebære en ligefrem diskussion af den kontinuerlige finansiering. Man kan håbe på, at parterne i ’Sammen om Skolen’ kan anvende netop det forum til kontante drøftelser.

Hvis den endelige aftale kommer godt i mål med processer og beslutningsgange som dem, vi har beskrevet her, er det ikke helt urimeligt at tro på en ramme for fremtidens skoleudvikling, som er robust nok til at modstå skift i det politiske landskab.

Det er godt – altså under forudsætning af, at rammen faktisk er stærk nok på økonomi-, videns-, organiserings- og fagsiden til at levere det, som er sagens kerne: at give alle børn og unge mulighed for alsidig udvikling, motivere dem for videre uddannelse og i det hele taget fortsat læringsiver livet igennem.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk