Opdatering 31.08.: Nu er bogen udkommet. Læs den gratis nederst i artiklen

Der er brug for en helhedsforståelse af læreruddannelsen, lyder det fra professor emeritus Jens Rasmussen, som har fulgt læreruddannelsen gennem mange år. I en kommende bog har han samlet forskningens input, og han lægger ikke skjul på, at Danmark nu halter svært efter resten af Norden.

Den danske læreruddannelse er blevet reformeret seks gange på de seneste godt halvtreds år. For det meste har det været justeringer, som er gået i skiftende retninger.

”Det væsentligste problem er, at læreruddannelsen aldrig finder ro til at skabe kvalitetsundervisning og til at få konsolideret en god praksis. Når man hele tiden ændrer frem og tilbage, så tyder det jo på, at ændringerne ikke er særligt betydningsfulde”, siger professor emeritus Jens Rasmussen.

Han har fulgt læreruddannelsen gennem hele sin akademiske karriere, og det kan til stadighed undre ham, at ændringerne hver gang skal komme så hurtigt, at man ikke når at få et hold studerende igennem og lære af evalueringerne, før den næste ændring bliver besluttet.

”I Finland valgte man at forskningsbasere uddannelsen allerede i 1970’erne, og siden har man ikke ændret nævneværdigt på den. Det er en af de store styrker i den finske læreruddannelse. De andre nordiske lande har et efter et gjort noget lignende. Det er kun Danmark, som fastholder en anden form, som man så konstant småjusterer”.

Se på helheden

I forhold til den nuværende læreruddannelse, så kan Jens Rasmussen ikke se, at der er noget i den strukturelle opbygning, som – sammenlignet med andres lande uddannelser, og hvad forskningen kan fortælle – råber på en ændring. At modulerne er for korte, mener han er et resultat af uddannelsesstederne implementering af den seneste lovændring, og det kan sagtens justeres, uden at man behøver at ryste fundamentet igen. Det man derimod virkelig bør se på, er hvordan man overordnet forstår læreruddannelsens opgave. I stedet for at skrue på de enkelte fag eller moduler, kan man overordnet se på uddannelsen ud fra en tredelt model: Rekruttering og fastholdelse, selve uddannelsen og resultaterne.

”At tale om stigninger eller fald år for år er meningsløst. Det er et kæmpe problem, at søgningen til læreruddannelsen er så svag, og den er faktisk faldet over 25 år. Det er ikke lykkedes at ændre den tendens. Det, man kan se virker andre steder som Finland, Ontario og Singapore, er, at læreruddannelsen er kendt for at være udfordrende og professionsrelevant. Og nogle steder har de oveni muligheden for at ansætte de lærerstuderende i skolesystemet allerede fra studiestart, så der er samspil mellem uddannelsen og skolerne fra starten”.

I forhold til selve uddannelsen så er det, forskningen peger på som vigtigt, at der er et godt samspil mellem pædagogik, faglighed og fagdidaktik.

”Det er klart, at man her også må forhold sig til nye kompetencer som dybdelæring og metakognition. Det er jo ikke, fordi man ikke skal forholde sig til, at eleverne løbende skal lære nye ting, men det betyder ikke, at man behøver at ændre læreruddannelsen som sådan. Jeg kunne fx heller ikke forstå, hvorfor man nedlagde specialpædagogik og dansk som andetsprog som linjefag. Det kræver en særlig didaktik at undervise tosprogede og børn med særlige udfordringer”.

Endelig er der outputtet – hvad lærerne skal kunne. Her handler det om at se på, om lærerne får tilegnet sig didaktiske kompetencer og professionel viden, og så slår Jens Rasmussen til lyd for induktion - altså en mentorordning for nye lærere.

”Mentorer kan komme fra uddannelsen eller fra modtagerskolerne, men pointen er, at den nye lærer får støtte og vejledning til at lære at planlægge, gennemføre og evaluere undervisningen. Jeg har talt med flere kommuner, som godt kunne tænke sig at få læringsvejledernes kompetencer mere i spil. Det kunne fx være her i samspil med uddannelserne”.

Ikke tilbage til det glade seminarieliv

Læs som e-bog her

Jens Rasmussens bog er nu udkommet og kan downloades som e-bog her.

Tilbage står så kun den store pointe om forskningsbaseringen af læreruddannelsen, og her er Jens Rasmussen ikke i tvivl om vigtigheden.

”Vi står meget alene i Norden med den type læreruddannelse, vi holder fast i i Danmark. Alle de andre lande har valgt at gå forskningsvejen. Her er det vigtigt at understrege, at det ikke handler om at akademisere uddannelsen eller at insistere på, at den skal ligge det ene eller andet sted. Pointen er, at den skal være forskningsbaseret”.

Jens Rasmussen mener, at det var præcis den vej evalueringen af den forrige læreruddannelse pegede, og den kommission, som den foregående regering havde nedsat, betonede netop forskningsorienteringen.

”Ud fra hvad jeg kan se, der er blevet fremlagt fra den gruppe, som den nuværende regering har nedsat i stedet for kommissionen, så er læreruddannelsen ved at lukke sig om sig selv og omkring tidsaktuelle detaljer som udflytninger og en romantisk forestilling om, at man kan gå tilbage til det glade seminarieliv. Det er der ikke noget i hverken forskningen eller evalueringerne af de tidligere læreruddannelser, der peger på er en tilstrækkelig vej at gå”.