Dårlig luft hæmmer elevers læring
Flere undersøgelser har vist, at eleverne klarer deres opgaver dårligere, når der er for meget CO2 i rummet, og det bliver nu ekstra interessant, efter svenske forskere har dokumenteret, at færre elever i klassen har signifikant betydning for skoleresultaterne.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Måske kan luftkvaliteten også spille en rolle her.
En undersøgelse fra Danmarks Tekniske Universitet i 2006 dokumenterede, at indlæring blev hæmmet af mangel på frisk luft og for høje temperaturer i klasselokalerne. Forskerne Pawel Wargocki og David Wyon viste, at elever på mellemtrinnet i gennemsnit præsterer 15 procent bedre, når luften i klasselokalet skiftes og temperaturen sænkes.
Mængden af CO2 vokser med antallet af elever i klassen, hvis ikke ventilationsforholdene er gode til at sørge for luftskifte.
Eleverne fik opgaver i dansk og matematik otte gange på en uge. De vidste ikke, at det var indeklimaet, der blev testet og de fik ikke at vide, hvornår de sad i den ekstra friske luft, og hvornår de sad i klassens "normale" luft.
Faktisk viste undersøgelserne lagt større forbedring for eleverne i den friske luft end for voksne kontormedarbejdere, der var igennem en lignende test. Så måske går dårlig luftkvalitet hårdere ud over børn end over voksne.
Med de svenske forskeres rapport om klassestørrelsens betydning kan der blive basis for nye undersøgelser af indeklima i forhold til antal af elever i et klasselokale. Den svenske undersøgelse viser, at fem elever færre i klassen giver ti procents bedre resultater i skolen.
I 2009 undersøgte eleverne selv luftkvaliteten i Masseeksperimentet. Målingerne blev rapporteret til en række forskere, der kunne fortælle, at der var dårligt luft på omkring 66 procent af de målte skoler.
Eleverne målte CO2-indholdet i klassen. Det måles i ppm (parts per million). På nogle skoler blev der målt over 5000 ppm, og forskerne fortæller, at når der er over 1000 ppm i et lokale, kan man begynde at føle ubehag ved at opholde sig der. Man kan blive træt, miste koncentrationen og få slimhindeirritation.
Det var forskerne, der valgte klasselokalerne til eksperimentet i 2009 for at få et repræsentativt udvalg af skoletyper og ventilationsforhold.
Forskere: Små klasser giver meget bedre resultater
Indlæring hæmmes af dårlig luft