Den danske skoledebat, forskning og skoleudvikling er på vildspor.

Med ledespørgsmålet Hvad virker? er den danske skole ved at udvikle sig til et sted uden tradition, ånd og dannelse. Vildsporet virker som den rette vej for dem, der har taget teten i den danske skoledebat. De er overbevist om, at fokuseringen på tekniske kundskaber fører til bedre skole. Det mener lektor i pædagogisk filosofi på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU), Thomas Aastrup Rømer.

Det ensidige fokus på evidensbaseret undervisning og målstyring af undervisningen har slået et hul, hvorfra alt det vigtige siver ud af skolen. Tilbage står skoler og læreruddannelser uden kontakt til den danske og europæiske pædagogiske tradition.

Undervisningen ender som mekanik, og hvorfor skal vi så have så højtuddannede lærere, spørger Thomas Aastrup Rømer.

Han vil mindske kommunernes og andre institutioners indflydelse på skolen og skabe et miljø, hvor det bliver lærernes myldrende idéer, der sætter dagsordenen.

Første trin er at få flyttet diskussionerne og få gjort klart, hvordan målstyring påvirker skolen i dag.

»Lige nu er målet at blive et eller andet nummer på en Pisa-liste. Men Pisa har ikke noget at gøre med at være dansk eller europæer. Eller med dansk litteratur, musik eller demokrati. Det har ikke noget at gøre med de kulturelle praksisser, som vi er skabt af. Pisa måler tekniske kundskaber«, siger Thomas Aastrup Rømer.

Jagten på metoder, der virker i forhold til tekniske kundskaber, ændrer lærerens rolle. Målet bliver noget, der står uden for klasselokalet. En af konsekvenserne ved den målsætning er, at målet ikke længere udspringer fra selve skolen, men bliver defineret centralt.

»Man tager hele målet væk fra det virkelige liv og lægger det væk fra dansk eller europæisk kultur. Hele uddannelsessystemet skal være en del af det apparat, hvor alt det, som vi egentlig er glade for og stolte af, det, vi kommer af, det skal bare ud«, siger Thomas Aastrup Rømer.

Den målsætning, som han ser blive sat for skolen, påvirker også den måde, der bliver forsket på:

»Læreren skal anvende de metoder, som forskningen finder på. Men de metoder, som forskningen finder på, det er dem, der gør, at vi kan score højt på listerne. Og det er ikke metoder, der er gode til at sikre danske sange eller dansk demokrati eller folkelighed. Der sker en tømning af vores uddannelse for kultur, indhold, tænksomhed og æstetik«, siger Thomas Aastrup Rømer.

Skolerådet er en af de dominerende aktører i moderne skoleudvikling. Et af Skolerådets formandskabs idéer i den nyeste årsberetning er niveaudelte læringsmål på alle klassetrin og i alle fag. Under fremlæggelsen brugte formand Jørgen Søndergaard et sprogligt billede:

I stedet for at sige, at eleverne skal have højdespring i idræt, skal det defineres, hvor højt eleverne skal hoppe for at være nået op på det niveau, vi forventer af dem. Og der skal evalueres, så vi ved, om de centrale mål er nået.

Tankegangen bag de niveaudelte målsætninger er ifølge Thomas Aastrup Rømer et symptom på den måde, man tænker skoleudvikling på i dag. Med udgangspunkt i idéen om centrale mål kan der med Rømers ord bygges: »Et kæmpestort maskineri«, hvor lærerens rolle ændres markant.

»Læreren skal kende til målsystemet, og han skal kende noget til metoderne. Han skal vide, hvad der virker. Og han skal kunne sætte flueben i nogle kasser. Det bliver en lærer, som efter min opfattelse slet ikke er en lærer«, siger Thomas Aastrup Rømer.

Det gør ikke noget, at en lærer har kendskab til lærebogssystemer eller ved, hvad der virker. Men det er ikke hovedstolen i lærerprofessionen.

»Hovedidéen med at være lærer er at have en tæthed i forhold til det, man underviser i, sammen med de elever og den skole, man er på. Man skal være i stand til at drøfte og udvikle og have en sans for helhed. Det bliver reduceret og går i glemmebogen, hvad en lærer egentlig er«, siger Thomas Aastrup Rømer.

Den økonomiske politik er i dag alt for dominerende i de pædagogiske diskussioner.

»Jeg tror, det er vigtigt at få sagt: Uddannelse og økonomi er ikke det samme. At sikre velfærd, økonomisk stabilitet og økonomisk udvikling - det er økonomisk politik, og det er erhvervspolitik«, siger han.

I dag oplever Thomas Aastrup Rømer, at uddannelsespolitikken bliver underlagt og domineret af den økonomiske politik.

»Man kan ikke sige, at uddannelse skal kobles til det økonomiske system. Nej, uddannelse er et kulturelt system. Det bliver man nødt til at insistere på«. Starten af vores årtusinde blev domineret af det terrorchok, der kom efter 11. september 2001. Mens nullerne blev domineret af en terrordagsorden, har finanskrisen taget teten i 10'erne. Thomas Aastrup Rømer fortæller, at det også i forhold til konkurrencedagsordenen er vigtigt at have bredt fokus.

»Den eneste måde Europa og Danmark kan udvikle sig og blive stærke på, det er ved at huske på, hvad det er, vi kommer af. Hver generation skal være i stand til at korrigere og videreføre de ting, vi synes er vigtige«, siger han. For Thomas Aastrup Rømer er den kulturelle gendannelse i de nye generationers kontekst et afgørende mål for uddannelse.

Når Thomas Aastrup Rømer taler om en tømning af den pædagogiske forskning og uddannelserne, er det specielt lærerens rolle, der forandres.

»Man vil få lærere uden holdninger, uden idéer, uden kultur, uden udsyn, uden skønhed, uden materialer, uden sange«, siger Rømer.

Han undrer sig over, at der ikke har været mere kritik af de tendenser, som han ser for pædagogikken. Lærerne går og »putter sig lidt«, selv om læreruddannelsens længde og formål fordrer, at lærerne er aktive i debatterne.

For Thomas Aastrup Rømer har vi netop højtuddannede lærere, så de kan gå ind og præge skoledebatten. Derfor vil han gerne have en læreruddannelse med sans for helhed, diskussion og kritik. Og i mindre grad fokus på metoder og mål. Han ser gerne, at der er hovedvægt på dannelsesperspektivet i forhold til kundskabsmålsætningerne. Det gælder både på læreruddannelserne og i skolerne. Dannelsesperspektivet må gerne prioriteres højere end for eksempel 95-procent-målsætningen.

»Jeg vil langt hellere have, at vi scorer lidt lavere på procentsatsen for, hvor mange der gennemfører en ungdomsuddannelse. Jeg synes også, vi skal score højt på den, jeg synes ikke, det skal være enten-eller«, siger Thomas Aastrup Rømer.

En af pointerne for Thomas Aastrup Rømer er, at idéerne skal komme fra lærerne selv. Kommunerne og andre aktører, der sætter sig på den pædagogiske debat, skal trække sig tilbage, så der bliver plads til skoleudvikling på lærerværelserne.

»De nye store centralistiske organisationer, som omdanner ting i deres eget billede og tvinger diverse 'visioner' og 'værdier' ned gennem systemerne. I Aarhus har vi for eksempel kommunerne, professionshøjskolen Via og alle deres underafdelinger, som har sat en stopper for en levende pædagogisk diskussion og pluralisme til fordel for diverse ensrettende teknikker, som er bundet op på kontrakter, loyalitet, konceptpædagogikker, 'hvad virker' og Pisa-tankegangen«.

»Man skal holde op med at have så meget vilje fra centralt hold. Vi skal have skoler og lærere til at finde ud af, hvad der er vigtigt. Men det er ikke noget, nogen kan gøre for andre, det er kun noget, der kan komme ind, når engagerede mennesker gør noget i lokalområdet. Idéerne skal komme nedefra, og så må man stå til ansvar for de idéer, man får«, siger Thomas Aastrup Rømer.

Selv om det kan give tryghed i lærernes daglige arbejde at anvende efterprøvede metoder, er det et vilkår for lærerfaget, at man er på dybt vand.

»Man skal have en lille smule dumdristighed for at kunne arbejde i sådan et felt. Det kan ikke læres med en bestemt metode. Det kan man lære ved at omgås en profession - altså ved at diskutere, udforske og give videre til den næste generation«, siger Thomas Aastrup Rømer.

Han uddyber:

»Det drejer sig om at få aktiveret lærere, så skolerne får et mere energisk udtryk. Målet skal være at få lærerne til at sprudle og flokkes om alle mulige skoleidéer inden for en overordnet statslig ramme. Skoleidéer - vel at mærke - og ikke kommercielle overlevelsesidéer«. |

Forskeren:

Thomas Aastrup Rømer er lektor i pædagogisk filosofi på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. I 2010 modtog han årets Holger-pris, som gives til en person, der i »særlig grad har gjort fyldest i det pædagogiske landskab eller fremmet kvaliteten i den offentlige debat om folkeskolen«. Han er medforfatter til antologien: »Uren Pædagogik«, der blev udgivet i maj 2011.

»Lige nu er målet at blive et eller andet nummer på en Pisa-liste. Men Pisa har ikke noget at gøre med at være dansk eller europæer. Eller med dansk litteratur, musik eller demokrati« Thomas Aastrup Rømer»Man skal holde op med at have så meget vilje fra centralt hold. Vi skal have skoler og lærere til at finde ud af, hvad der er vigtigt« Thomas Aastrup Rømer