Carlo Grevy har mange års erfaring som underviser og censor
i fagene historie og dansk ved læreruddannelsen, og som en konsekvens heraf
også et kendskab til det, der foregår i folkeskolen. For et par år siden forlod
han sin arbejdsplads ”ikke uden vemod, for [han] oplevede, at [han] ikke helt
var kommet igennem med [sine]budskaber til, hvordan man dels glemmer skolen og
udvikler skolen.”
Annonce:
Carlo Grevys budskaber går ud på, at det står ilde til i
skolen, fordi alle skolens parter plæderer for og praktiserer en undervisning i
fagene, hvor det lovmedholdelige ville være at undervise med fagene
og med afsæt i fagenes formålsformuleringer. Hans analyse bygger på de møder
han har haft med virkeligheden i læreruddannelsen og folkeskolen. Grevy når
frem til den konklusion, at mistrivsel og skoletræthed blandt både lærere og
elever beror på den uvedkommenhed, som fokuseringen på fagene som
undervisningens genstand afstedkommer.
På sin vis er hans vision, der går ud på at tage afsæt i
fagenes formål, vederkvægende i en tid, hvor instrumentaliseringen af skolen
har nået nye højder med erstatningen af undervisning med læring og med ændret
fokus fra det fælles til det individuelle. Grevys udsagn er, at en
undervisning, der har udgangspunkt i fagenes formålsbestemmelser, vil øge søgningen
til læreruddannelsen og lærernes og elevernes trivsel og udbytte af at være i
skolen. Årsagen er ganske enkelt, at fagenes formål peger ind i elevernes
hverdag, men fagene i sig selv peger tilbage på sig selv, medmindre man formår
at gøre dem til de redskaber, der har betydning for eleverne hverdag.
Bogen, der har undertitlen Et manifest, rummer
analyser af forholdene omkring skolen og læreruddannelsen, af
undervisningsmaterialer og af en visionsløs skolekultur. Analyserne bygger på
mange citater, især fra dem, som forfatteren finder ansvarlige for forfaldet i
skolen og på konkrete eksempler. I de sidste godt 30 sider af Carlo Grevys 190
sider lange redegørelse når vi frem til visionen, som på et par undtagelser nær, forekommer mig fremført i overbegreber og garneret med en fortsat kritik. Men
der et herligt og konkret eksempel på, hvordan man kan gøre arbejdet med
tillægsord vedkommende.
Jeg er enig med forfatteren i, at promoveringen af en
undervisning, der bygger på skolens og fagenes formål, er mere påtrængende end
nogensinde. Vi har fået en instrumentel og kontrol- og testvenlig
læringstilgang indført med den seneste store skolereform. Vi har fået en
omfattende, ureflekteret digitalisering af skolen. Og vi har fået en tiltagende
skriftlighed i skolekulturen. Alt sammen som en cementering af den skæve
udvikling, som er blevet skolen til del siden jordskredsvalget i 1973, hvor
bestræbelserne på at lave en skole for både hånd og hoved led skibbrud.
Annonce:
Der er en stærk understrøm af at forfatteren føler sig overset eller modarbejdet af sin leder på læreruddannelsen
Men når nu jeg finder forfatterens vision frugtbar, hvorfor
overgiver jeg mig så ikke uden videre til bogen? Jeg er sikker på, at det
skyldes de mange omgange af vrede, man som læser skal trækkes igennem, inden
man når frem til det visionære. Der er en stærk understrøm af at forfatteren
føler sig overset eller modarbejdet af sin leder på læreruddannelsen. Og det
afstedkommer en vrede, der er hinsides det frugtbare, hvilket kan
anskueliggøres ved, at lederen ikke nævnes ved navn, men alene optræder i
litteraturlisten og med initialer i fodnoter; andre som citeres i kritisk
øjemed optræder dog ved navns nævnelse.
Denne vrede virker på mig trættende, også fordi den gør det
vanskeligt at finde muligheder for den dialog, som kunne berige skolen. I min
optik er der meget at kritisere skolen for, men der er også mange eksempler på,
at den formålsstyring, som Carlo Grevy efterlyser, faktisk findes. Som
tidligere skoleleder i et par nordsjællandske kommuner har jeg fulgt mange
læreres undervisning og set eksemplariske forløb, hvor undervisning med fagene
skabte trivsel, vedkommenhed og godt fagligt udbytte. Jeg ville nok foretrække
at plædere for en ændring af skolekulturen ud fra en undervisning, der finder
sted og lykkes.
I bogen har Søren Rønhede et efterskrift med overskriften:
Skolen for livet eller for traditionen. Jeg er glad for, at dette er med, for
her kan jeg i klar tekst og med velvalgte citater genkende den udvikling, som
skolen har været igennem, og som har afstedkommet mange af de ulykker, som en
ændret skolekultur skal rette op på. Læs i det mindste dette efterskrift og få
stof til eftertanke – og gerne mod på at skabe forandringer.
