Dannelse, splittelse og uniformativering - det er undertitlen og den korte version af, at hvad lektor i pædagogisk filosofi Thomas Rømers nye bog, ”Skolens Formål” handler om. Men hvilken splittelse? Og hvad er uniformativering? Og hvorfor er der overhovedet brug for en bog om skolens formål?

Folkeskolens formålsparagraf gennem tiderne

”Jeg har altid syntes, at formålsparagraffen fra 2006 var fantastisk flot. Men i slutningen af 00’erne begyndte mange af mine kolleger, som jeg normalt er enig med, at synes, at formålsparagraffen udtrykte konkurrencestatens pointer. På en måde kan jeg godt forstå, hvad de mener, men det er faktisk ikke ordene i paragraffen. Det er måden, man forstår dem på, der har ændret sig. Den splittelse fik jeg lyst til at dykke ned i. Og så er jeg endt i en slags redningsaktion for 2006-formålet”, forklarer han og griner lidt af sin egen grandiose formulering.

Anmeldelse: Formålets forfaldshistorie

Ove Christensen

I bogen gennemgår Thomas Aastrup Rømer, der har skrevet ph.d. i evaluering og læringsteori, formålsparagraffen, som den har set ud i de fire forskellige versioner fra 1937 til 2006, og han viser samtidig, hvilke politiske og skoleforskningsmæssige vinde, der har blæst omkring den.

”Linjen er, at formålet faktisk ikke ændrer sig radikalt. Formuleringerne har hele tiden rod i kulturpædagogiske dialoger, og det bliver justeret og omorganiseret, men i virkeligheden er det netop det, der kendetegner en god skoletradition, at det grundlæggende formål på en måde er konstant. Til gengæld ændrer måden, man forstår ordene, sig. Og ikke mindst måden man bruger dem politisk”, forklarer han.

Det økonomiske sprog har overtaget

Det er her, ’splittelsen’ kommer ind i billedet. For det er netop splittelsen mellem, hvad formålet siger, og alt det, der kører nedenunder, som Thomas Aastrup Rømer peger på i sin bog. Det begynder i 1980’erne og 90’erne, hvor både Ritt Bjerregaard og Bertel Haarder som undervisningsministre har andre og mere instrumentelt inspirerede dagsordner kørende sideløbende med 1975- og1993-formålenes formuleringer om alsidig udvikling, fantasi og frihed. Det kører frem til 00’erne, hvor der kommer et nyt formål.

”Vi får det fantastisk flotte formål i 2006, som er en videreførelse af '93-formålet og også tager noget op fra '37-formålet. Men så kommer Skolerådets beretninger, som jeg har gennemgået alle sammen og reformen i 2013, og her kører der en helt anden retorik rundt om formålet. Det er som om, der sker en stor glemsel eller nærmest fjendtlig retorik med det nye økonomiske sprog”.

Og det er så her, ”uniformativeringen” kommer ind. Thomas Aastrup Rømer har skabt ordet ved at gøre det ’at tage uniform på’ til et udsagnsord. I modsætning til den tidligere splittelse mener han nemlig, at den nye tendens er, at det økonomiske sprog indoptager og overtager de pædagogiske begreber og giver dem en ny betydning.

”Almen pædagogik i skolerne bliver omdannet til økonomiske termer. Kundskaber bliver til pisa-scorer, fantasi bliver til kreativ kompetence. Først glemmer man historien, og derefter parkerer man den identitetspolitiske steder, fx i kanon-tænkningen. Det, der før var almenpædagogik, bliver til stålsatte, næsten autoritære, formater”, siger han.

På den måde får læring og kundskaber nye betydninger og dermed kan folkeskolens formål også læses med en ny målstyringsbetydning. Thomas Aastrup Rømer forklarer, hvordan læringsbegrebet kom ind i slutningen af 70’erne som en del af en socialistisk bevidsthed, men da muren faldt, stod ”læringen” alene tilbage. I 90’erne blev begrebet så taget op på ny som ’ansvar for egen læring'. Og først i 00’erne kommer det ind i en global økonomisk tankegang og begynder at hænge sammen med evalueringsbegrebet, så evaluering styrer læring.

”Det er her, det for alvor får en ny betydning, for evaluering er det modsatte af pædagogik. I evaluering tager man udgangspunkt i målet, hvor man i pædagogikken altid må holde fremtiden åben. Med hele denne uniformativering mister skolen sprog, tradition og sammenhæng. Og uden det er skolen ikke en skole. Lærerne bliver til læringsdesignere eller undervisningseksperter, og alle skoleordene forsvinder eller bliver omdefineret”, forklarer han.

Thomas Aastrup Rømer mener grundlæggende, at skolen skal være et pædagogisk område, der står helt uden for den økonomiske tænkemåde. I stedet for at forberede børnene på fremtidens kompetencer, skal man insistere på at lære af fortiden, så børnene selv kan formulere deres fremtid.

Lærerne skal generobre sproget

Men hvad skal lærerne så gøre? Thomas Aastrup Rømer mener, at de skal holde fast i formålsparagraffen og i det pædagogiske paradoks, der ligger iboende i dens formuleringer.

”Jeg er vild med formålsparagraffen. Der står, at man skal give kundskaber. Det bliver af nogen forstået som den sorte skole. Men for mig er det netop det flotte, at skolen er den frie tid, og at denne frie tid skal give, er jo netop det smukke paradoks, som er det modsatte af den sorte skole. Her skal man så huske, at ”den frie tid” er hele kultursammenhængen og dannelsen, den græske 'Schole', dvs. menneskets suspenderede vekselvirkning med verden og dens ting. Det er denne tid, der giver skolens gaver, som børnene kan bruge hele livet på at pakke ud”.

Og så mener han, at lærerne skal gøre oprør ligesom lærer Erik Schmidt, der insisterede på ytringsfriheden.

”Men de skal have noget at gøre oprør med. Derfor skal de interessere sig for deres fag og skoletradition, også den lokale tradition på den enkelte skole. Det er de gode til på nogle friskoler, men det kan man godt blive bedre til på mange folkeskoler. På samme måde inden for det enkelte fag. Så får man et levende narrativ og et sprog, som er helt anderledes end OECD-sproget. Når samfundets økonomer har opslugt pædagogikken, må lærerne generobre den ved at opdrage samfundet. Det er jo det, de kan – opdrage samfundet nedefra”.