Norge
Alle elever på Trosterud Skole får udleveret en iPad, og skolen er med i en forskningsprojekt om brugen af digitale læremidler.
Foto: Kimsaka/Wikipedia Commons
Norge: Lærer droppede iPads i klassen - nu bliver han forflyttet
Forældrene kæmper for at beholde den lærer, som kom i vælten, da han droppede klassens deltagelse i et forskningsprojekt, hvor eleverne skulle skrive på iPads.
Når eleverne vender tilbage til Trosterud Skole i Oslo på mandag, mangler en af skolens lærere. Han er mod sit eget ønske blevet forflyttet til en anden af kommunens skoler. Det vakte sidste år debat i de norske medier, da den samme lærer sidste år fik en skriftlig advarsel, fordi han besluttede at lægge iPad'en væk for en periode i sin indskolingsklasse og træne elevernes skrivning med papir og blyant.
"Dette er ikke et valg, du kan tage for dig og din klasse", hed det i advarslen.
Skolen indgår sammen med ni andre Oslo-skoler i et forskningsprojekt, der skal afprøve en række hypoteser om brugen af digitale læremidler. Ifølge avisen Klassekampen havde den meget erfarne lærer i efteråret 2023 overtaget en 3.-klasse (svarer til dansk 2. klasse, red.) med mange problemer både socialt og fagligt. Han vurderede, at eleverne ville have gavn af at træne bogstaver og skrivning med papir og blyant en periode. Forældrene var glade, og han oplevede, at elevernes læsning og skrivning blev bedre. Men det førte altså til en skriftlig irettesættelse og advarsel fra skolens leder.
Klagede over arbejdsmiljøet
Efterfølgende henvendte læreren sammen med otte kolleger sig til Oslos skoleforvaltning om dårligt arbejdsmiljø på skolen. Læreren har denne gang ikke ønsket at udtale sig til avisen. Men en af de kolleger, der indsendte arbejdsmiljøklagen, musiklærer Mari Ystanes Fjeldstad, fortæller, at hun også på et tidspunkt fik besked om, at hun skulle forflyttes. Hun mener, det er form for gengældelse og har indklaget det for det norske ligebehandlingsnævn, men i hendes tilfælde skiftede forvaltningen mening undervejs - måske på grund af forældrenes opbakning, mener hun.
Flere end 100 forældre har ifølge Klassekampen skrevet under på et brev, hvor de beder om, at de to lærere kan få lov at blive:
"Vi vil udtrykke et stærkt ønske om at ingen lærere bliver flyttet fra skolen mod deres vilje, og at det i stedet bliver arbejdet grundigt og systematisk for at skabe et godt arbejdsmiljø", hedder det i brevet.
17 forældre i den klasse, hvor læreren droppede iPad'ene, har også skrevet til skoleledelsen i håb om at kunne beholde klasselæreren.
"Han motiverer børnene. Der er meget mere læringslyst", siger Ezval Amiti, der har en søn i klassen. Sammen med to andre fædre fortæller han til avisen, at de har oplevet en positiv udvikling efter, at han overtog en klasse, der både havde været igennem en sammenlægning og flere lærerskift.
Grundskoledirektør i Oslo, Morten Relbo, forklarer til Klassekampen, at forvaltningen ikke kan kommentere sagen, "da det er et forhold mellem os som arbejdsgiver og medarbejderne".