Forældreprotester mod vold og sex i skolebog

Flere forældre har klaget over, at bogen 'Djævel og gentleman' bliver brugt i et læseprojekt for 7. klasserne i Slagelse. Bogen handler om en drengs fantasier om sex og vold. Også enkelte lærere har ifølge Jyllands-Posten nægtet at bruge bogen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bogen 'Djævel og Gentleman' er skrevet af Peter Mouritzen og har gennem flere år været brugt i undervisningssammenhæng.

Hans Christian Uth er konsulent i Slagelse Kommune og har været med i gruppen bag læseprojektet At læse det onde. Han mener, at flere forældre har klaget over bogen, fordi eleverne har fået bogen foræret, og at forældrene derfor har haft mere opmærksomhed på bogen end tidligere.

"Vi ville bruge noget litteratur, som rystede drengene og fik deres øjne op for, at man kan få nogle oplevelser gennem bøger, som man ikke kan få gennem andre medier. 'Djævel og Gentleman' bliver brugt hvert eneste år i forskellige skolemæssige sammenhænge og den er beregnet til det klassetrin", siger Hans Christian Uth til Jyllands-Posten.