Mødet mellem familie og skole har altid været potentielt konfliktfyldt. Engang handlede det om, hvor hårdt og hvor meget lærerne måtte slå, og om skulkende børn. I dag drejer konflikterne sig om, at mødet er præget af tårnhøje og udefinerede forventninger.

»Der er eksploderede forventninger til begge sider«, siger Hanne Knudsen, som har skrevet ph.d. om mødet mellem skole og familie.

»I dag bliver forældre betragtet som en nødvendig forudsætning for skolens arbejde. Det ses som forældrenes ansvar at bidrage til undervisningsmiljøet, forebygge mobning, lære barnet at indordne sig, engagere sig og så videre. Lærerne bliver afhængige af, at forældrene bidrager med at løse de problemer, lærerne udpeger«.

Mens forældrene forventes at tage ansvar for at løse de problemer, som skolen definerer, forventes skolen at tilrettelægge undervisningen, så den passer præcis til det enkelte barns individuelle måde at lære på.

I sin ph.d.-afhandling beskriver Hanne Knudsen, hvordan ansvarsfordelingen mellem skole og familie har ændret sig siden 1814 til i dag, hvor ansvarsdiskursen er gældende. Det er en selvfølge, at forældre skal tage ansvar, men udefineret, hvad ansvaret består i.

»Samtidig er det skolens professionelle, der har retten til at beskrive problemerne, og det gør det vanskeligt at få forældrene til at tage ansvar for at løse dem. Hvis problemerne bliver beskrevet af læreren, og forældrene ikke kan genkende dem, men det er dem, der skal løse dem, så kommer der ikke meget ud af den situation«, siger hun.

I sin ph.d. beskriver Hanne Knudsen ansvarsdiskursen gennem analyser af fem af de styringsteknologier eller rutiner, som aktuelt bruges til at skabe samarbejde mellem skole og familie. Det gælder skole-hjem-samtalen, træning af den vanskelige samtale, samtalen på kontoret, familieklassen og ansvarsspillet, hvor forældre skal diskutere, hvem der har ansvaret for forskellige aspekter af barnets udvikling.

Når forældreansvaret i dag bliver så omfattende og samtidig ubeskrevet, bliver det svært at leve op til forventningerne, og for forældre med anden etnisk baggrund end dansk kan det være endnu sværere at finde ud af, hvad der skal til for at være gode forældre.

»Det er svært nok for danske forældre at leve op til de uklare forventninger, og det bliver ikke lettere, hvis folk kommer med en baggrund, hvor en skole er noget helt andet end i Danmark. Det er svært at forstå alt det, der ikke bliver sagt, alt det, der bliver sagt mellem linjerne, eller som bare er en selvfølgelig forventning«.

Skolen gør sig selv afmægtig

En gennemgående pointe i Hanne Knudsens undersøgelse er, at skolen risikerer at gøre sig selv afmægtig, fordi den placerer løsningen på problemerne i familien i stedet for at løse dem selv.

»Der skabes en afmægtig folkeskole, som ser problemer, men ikke kan løse dem, fordi løsningen er placeret i familien. På den måde risikerer man, at der trækkes handlekraft ud af skolen. Som lærer bliver det sværere at løse problemer i klasselokalet nu og her, hvis familien hele tiden skal inddrages. Umiddelbart kan man undre sig over, at det ses som forældrenes opgave at løse problemerne i skolen, og det gør ikke lærernes arbejde lettere«, siger hun.

Det øgede forældreansvar kommer især til at gå ud over de svage familier, mener hun. Det er frustrerende for alle at forvente, at en familie, som er ude af balance på grund af private problemer, skal tage ansvaret for, at deres søn opfører sig ordentligt henne i skolen.

»Det bliver de resursesvage familier, som endnu en gang bliver udpeget som forkerte, uden at de oplever, at de reelt kan løse problemerne«.

I hendes øjne er løsningen ikke at indføre en masse nye samarbejdsformer eller skole-hjem-konsulenter, for det øger blot risikoen for skuffelser. I stedet kunne man overveje at skrue forventningerne lidt ned.

Dernæst mener hun, at skolens professionelle kan overveje, hvordan man kan forholde sig til, at der er så mange forskellige forventninger på spil. Man kan være bevidst om, at forventningerne er flydende, og i mødet med forældrene gøre det muligt at tale om, hvilke forventninger der er.

Som en del af konklusionen har hun udarbejdet en tjekliste, som skolens professionelle kan bruge til at reflektere over, om de anerkender et sted, hvor forældrene kan tale fra. Om forældrene bliver set som nogen, der kan have en anden opfattelse af virkeligheden.

Hanne Knudsen understreger, at hun ikke er praktiker, og at hun ikke har løsningen på, hvordan man kan arbejde sig hen imod et mere ligeværdigt samarbejde.

»Jeg forsøger at holde mig fra at give anvisninger på, hvad man skal gøre, for jeg er hverken lærer eller skoleleder. Jeg beskriver den verden, som lærerne befinder sig i, og jeg laver nogle analyser, som forhåbentlig kan forklare, hvorfor det er så svært, og så håber jeg, at praktikerne vil tage det op«, siger hun.

I ph.d.-afhandlingen »Har vi en aftale?« beskriver Hanne Knudsen fem diskurser, som har defineret samarbejdet mellem skole og hjem de seneste 150 år.

1814/1900: Pligtdiskursen Mødet mellem skole og familie er en relation i ret og pligt.

Fra 1950: Opbakningsdiskursen Barnets udvikling er i centrum, og forældrene skal bakke skolen op.

Fra 1970: Deltagelsesdiskursen Skolen kan bidrage til demokratisk dannelse og social lighed. Familien kan opdrages gennem eleven.

Fra 1980: Brugerdiskursen New Public Management, forældre er brugere af en serviceydelse.

Fra 2000: Ansvarsdiskursen Forældrene er en del af barnets læringsmiljø, og de skal tage ansvar.

Hanne Knudsen har udarbejdet en liste med spørgsmål, som kan hjælpe skolens professionelle til at reflektere over, om de reelt anerkender et sted, hvor forældrene kan tale fra.

Spørgsmålene er for eksempel:

- Er der en eksplicit dagsorden for mødet?

- Er det tydeligt, hvad de forskellige deltageres rolle er?

- Kender du svaret på de spørgsmål, du stiller?

- Forpligter aftaler også skolens ansatte eller kun forældre/elev?

- Er det muligt for forældre/elev at være uenig med dig og sætte en alternativ dagsorden?

- Fobigår du tavst indvendinger?

»Har vi en aftale?« bliver udgivet som bog fra forlaget Nyt fra Samfundsvidenskaberne i september 2009.

Hanne Knudsen er nu fagkoordinator på en masteruddannelse i ledelse af uddannelsesinstitutioner, som udbydes i et samarbejde mellem Danmarks Pædagogiske Universitetsskole og Copenhagen Business School.