Lige inden påske fik Danmark en demokratikanon, som udpeger 35 begivenheder, personer og værker, der har haft særlig betydning for dansk demokratis udvikling. Grundtvig, den amerikanske forfatning, arbejderbevægelsen og begreber som statsborgerskab og medborgerskab figurerer blandt kanonpunkterne. Men folkeskolen er ikke med.

»Det kunne den godt have været«, siger professor dr.pæd. fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Ove Korsgaard. Han har siddet i det udvalg, som har udarbejdet demokratikanonen for regeringen. Det var også ham, der i 2006 kom med ideen til den ved at offentliggøre en liste med 12 værker, som kunne indgå i en sådan.

Ove Korsgaard fortæller, at udvalget overhovedet ikke har diskuteret, om skolen skulle med som et selvstændigt punkt i kanonen.

»Men jeg vil gå så langt som at sige, at der er mange gode argumenter for, at folkeskolen kunne have været med«.

Skolen udvikler demokratiet

Et af argumenterne kunne ifølge Ove Korsgaard være, at indførelse af syv års skolegang til alle i høj grad er en afgørende forudsætning for udvikling af det gamle og det moderne samfund.

Men også andre institutioner end folkeskolen kunne have været med som en selvstændig milepæl, mener Ove Korsgaard. Han nævner indførelse af markedsøkonomi, næringsloven af 1857, der er nævnt under punktet om kvindebevægelsen, og Danmarks Radio. Samtidig pointerer han, at meningen med en kanon netop er at udvælge noget, og at den derfor ikke kan rumme alt, som har haft indflydelse på demokratiets udvikling.

Ove Korsgaard fremhæver demokratikanonens afsnit om formidling af kanonen, hvor der beskrives, at demokratisk dannelse bør være en integreret del af undervisningen i grundskolen og det øvrige uddannelsessystem. Her refereres også til folkeskolelovens formålsbestemmelse, hvor der står, at skolen blandt andet skal forberede eleverne til at indgå i et samfund med folkestyre, og at undervisning og dagligliv skal bygge på demokrati.

En skoleundersøgelse i Magtudredningen 2004 viste, at klassefællesskabets har stor betydning for den demokratiske dannelse.

Demokrati kan samle samfundet

Da Ove Korsgaard foreslog en demokratikanon, var det en kritik af kulturminister Brian Mikkelsens formulering om, at en kulturkanon skulle samle samfundet.

»Resultatet endte med en kunstkanon, så det var formålet med kulturkanonen, jeg kritiserede. Det er nemlig problematisk at gøre kultur til det, der skal binde samfundet sammen, idet samfundet i dag består af så mange forskellige kulturer, etniciteter og religioner. Hvis man betoner det kulturelle som samfundets lim, så medvirker man snarere til en opdeling af samfundet«, siger han.

Demokratikanonen sætter fokus på demokrati, hvor begreber som borger og medborgerskab er centrale. Medborger kan man være med mange forskellige kulturelle, etniske og religiøse baggrunde.

Den offentliggjorte rapport lever op til, hvad Ove Korsgaard mener, en demokratikanon skal indeholde.

»Den viser, at det danske demokrati har rødder ud over Danmarks grænser, og den fortæller, hvordan det danske demokrati har udviklet sig. Den giver en forståelse af, at demokrati er noget, der forandrer sig. Det er vigtigt at have kendskab til, at demokrati ikke er noget færdigt, men en evigt foranderlig proces«, siger han.

Kanon åbner for debat om demokrati

Han mener ikke, at kanonen med sine 35 punkter bidrager til en opfattelse af demokratiet som en fastlåst størrelse.

Formålet med demokratikanonen er, at den skal inspirere til debat, og det mener Ove Korsgaard, den gør.

»Kanonen viser, at det langtfra var alle, der i begyndelsen var en del af demokratiet. Kvinderne og tjenestefolk var ikke. Og nu går det faktisk nedad igen, for det er ikke alle, som bor i Danmark, der er med i demokratiet. Med migrationen lever der flere og flere i det danske samfund, som ikke har statsborgerskab og dermed heller ikke stemmeret. Det kan for eksempel lede til en debat om, hvilke krav det er rimeligt at stille for at blive dansk statsborger og dermed få stemmeret til Folketinget«, siger han.

På skolerne kan kanonen lede til både lokale og mere principielle diskussioner. Det kan være, om demokrati kræver, at man engagerer sig i elevråd og frivilligt arbejde, eller om hvad der adskiller demokrati fra totalitære systemer, og om demokrati kræver, at man accepterer antidemokrater.

En af demokratikanonens vigtigste pointer er, at demokrati er en evigt igangværende proces. Netop denne pointe viser kanonens sidste punkt om Europatraktaterne, mener Ove Korsgaard.

»Det danske demokrati står midt i nye forandringsprocesser. Den ene er, at samfundet i dag består af mange flere kulturer, religioner og etniciteter end nogensinde tidligere i dansk historie. Den anden er, at det danske demokrati indgår i et samspil med den europæiske union. Det betyder, at vi har et dobbelt borgerskab. Vi er både statsborgere og unionsborgere, hvor demokratiet tidligere udelukkende har bygget på et statsborgerskab«, siger han.